Modsætninger mødes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2011
  • Opdateret: 12 feb. 2011
  • Status: Færdig
Andrea er på en side af en vampyrklan som er i krig mod en anden klan af vampyre. På modstandernes side er der så denne her dreng, Jaydon, som Andrea forelsker sig i, da de mødes tilfældigt ude i byen. De begynder at bruge en del tid sammen, hvor ingen af dem ved at den anden er en vampyr. En dag hvor de to klaner kommer op og skændtes om et eller andet finder Andrea og Jaydon ud af sandheden. De finder ud af, at de begge to har løjet og at de ikke kan være sammen mere. De er fjender, og de kender selv konsekvenserne ved at være sammen med en af fjenderne.

36Likes
161Kommentarer
5848Visninger
AA

3. Lad os mødes igen

Jeg kiggede hurtigt rundt omkring mig, for at se om der var andre, som han kunne have snakket til. Selvfølgelig vrimlede det med mennesker, men det så ud til, at hans blik var rettet mod mig. Mit blik faldt på hans hænder hvor han holdt en pose med frugter. Jeg smilede stort og nikkede så. ”Du kan bare tage dem. Jeg har været hele torvet rundt for at hjælpe med at finde dem,” smilede han bare og rakte mig posen. Hele torvet rundt? Hvordan kunne han nå det på så kort tid? Man skulle da mindst have superkrafter eller være i besiddelse af noget specielt hvis man kunne det. Jeg selv var ret hurtigt, da det var endnu en af de fordele som vampyrer havde. Vi havde en del fordele, og hastighed var bare en af de fordele. ”Tak,” svarede jeg bare kort. Han nikkede kort med hovedet. Jeg trak min pung op af lommen for at betale ham tilbage, men han stoppede mig hurtigt. ”Lad hellere være. Det var en tjeneste jeg gjorde dig.” ”Men du skylder mig ikke nogen tjeneste! Du har allerede vist vej for mig, og så det her? Det er da vidst mig som mere eller mindre skylder dig en tjeneste eller to,” brød jeg ind og smilede skævt. ”Så bare sig til, hvis der er noget jeg kan gøre for dig,” fortsatte jeg, mens jeg igen tog min pung ned i min bukselomme igen. ”Faktisk er der en ting?” kom det fra ham, efter han havde tænkt i et splidt af et sekund. ”Og det er?” ”Om du måske ville mødes med mig igen? Vi kunne gøre det over en traditionel middag, eller vi kunne tage en gåtur i parken,” indrømmede han og begyndte stille at gå lidt væk fra de andre. Han gjorde tegn til at jeg skulle følge efter, og det gjorde jeg. Det var utroligt jeg var faldet så godt i snak med Jaydon. Jeg kendte ham jo ikke engang. "En middag siger du!" Jeg tav kort. Han nikkede. "Det kan vi godt sige. Hvornår vil du så invitere mig ud?" grinede jeg og ventede spændt på et svar. "Hvad med imorgen aften? Passer det fint?" spurgte han og jeg nikkede smilende. Vores samtale bestod for det meste af en del nikken og så et par få sætninger. "Så siger vi det. Mød mig i parken ved den store bro. Vær der klokken syv præcist!" "I parken ved den store bro. Klokken syv," gentog jeg for en sikkerheds skyld. Vi fik det hurtigt aftalt, og derefter fik vi taget afsked. Jeg vendte næsen hjemad da min samtale med Jaydon var færdig. Han havde også købt vand til mig, så både frugt og vand havde han købt. Utroligt han ikke ville have noget tilbage for det, udover den lille date vi skulle på i morgen. Stræderne jeg kom igennem på vejen hjem mens jeg tænkte, nænnes slet ikke at være så uoverskuelige, som de var da jeg gik i dem tidligere også. Jeg måtte vel bare erkende at hvis ikke Jaydon havde hjulpet mig, så ville jeg have været faret vildt i et godt stykke tid. Det kunne man vidst roligt sige. "Jeg har brug for din hjælp," kunne jeg høre en frisk stemme sige fra gyden bag mig. Jeg vidste, at det ikke var Jaydon denne her gang, da hans stemme var dybere end den stemme bag mig. Jeg drejede hurtigt en halv omgang, og gispede så hurtigt over synet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...