For evigt forbundet

En dreng og en pige, der er bedste venner, udveksler blod. Men blodet de har byttet med hinanden viser sig at komme til at koste dem. De begynder nemlig at kunne mærke den andens smerte og følelser...

7Likes
7Kommentarer
2509Visninger
AA

4. Hvad du ønsker - kan jeg ikke give

I samme øjeblik dukker Irene op i døren. ”Kom nu med ind. Jeg har fundet noget færdigmad i fryseren. Men jeg mangler nogen til at spise det.” Tristan træder forbi hende og ind ad hoveddøren. Jeg stirrer et øjeblik på hende, og ved ikke om jeg skal gå med ind. ”Også dig.” Irene smiler til mig. Jeg går ind og hænger mit overtøj på knagen, og tager mine støvler af. Vi sætter os alle ved spisebordet. På nær Tristans far. Han arbejder med ”noget yderst vigtigt” inde på husets lille kontor, som Irene kalder det. Der går et par minutter før hun bemærker vores humør. Hun prøver ihærdigt at få os til at tale, men det bliver ikke andet til ja- og nej-svar fra vores side. Da vi er færdige med at spise opvarmede frikadeller med kartofler, og brun sovs bærer vi vores tallerkener ud, før vi gå ind på Tristans værelse, der ligger på husets første sal. Vi sætter os begge ned på hans seng, og så begynder en ubehagelig tavshed. Vi stirrer begge bare ind i væggen foran os. Hans følelser er for svage til at jeg også kan føle dem. Og jeg er ikke sikker på hvad jeg selv føler.

”Tristan… Jeg ved ikke hvad du ønsker jeg skal sige.” Jeg kigger over på ham, men han kigger ikke tilbage. Vi sidder flere timer og tænker. Der bliver ikke sagt flere ord end mine. Til sidst bliver vi begge overtrætte, og falder i søvn halvt liggende ud over sengekanten i hans dobbeltseng.

Da jeg vågner næste morgen ligger jeg helt op af Tristan. Det gibber i mig, og han vågner. Vi kigger direkte ind i hinandens øjne. Der går et øjeblik før jeg husker vores skænderi i går. Vi sætter os begge to op efter et øjeblik. Solen skinner ind gennem vinduet. I det samme rejser Tristan sig, og suser ud af den sortmalede dør. ”Tris…?” hvisker jeg efter ham, men da kan jeg allerede høre hans trin ned ad trappen. Hvad vil han? Jeg rejser mig fra sengen, stryger håret tilbage med den ene hånd, mens jeg følger efter ham.

Da jeg kommer ned i underetagen finder jeg ham i entreen på vej ud af døren. ”Jeg tager lige noget luft,” forklarer han, før han har åbnet hoveddøren op og er sust ud. Tristan er den eneste dreng jeg kender, der elsker naturen. Den friske luft. Den forurenede luft. Lugten af bilos. Men han kan godt lide at der er liv omkring ham. Om det så kommer fra en bil der drejer om hjørnet, og kun efterlader en røgsky. Jeg beslutter mig for at gå op på værelset igen, og vente på at han kommer tilbage.

Pludselig går det op for mig at jeg har sovet, da Irene kommer brasende ind på værelset. “Tristan!” råber hun, ser panisk rundt i værelset, og er væk igen, før jeg kan nå at stille spørgsmål. Jeg tvinger min sløve, halvsovende krop op at stå og følger straks efter Irene. Jeg føler mig som en slasket kludedukke, da jeg baner mig vej ned ad trappen, mens jeg holder godt fast om gelænderet. Jeg føler mig rigtig træt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...