Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

309Likes
326Kommentarer
33796Visninger
AA

16. Offentlige frustrationer

Målbevidst gik jeg ned gennem gangen. Jeg kunne høre at mit snørebånd var gået op, fordi dutten for enden klikkede mod gulvet. Med jeg havde ikke tid til at stoppe op, hvis jeg skulle nå at finde Alexander, inden han skulle undervise. Jeg kiggede på min håndryg, og drejede derefter ned mod lokale 107.
Døren ind til lokalet stod åbent, og Alexander stod bøjet indover skrivebordet, i færd med at rette en opgave, inden timen begyndte. Idet jeg gik ind mod bordet, bankede jeg hurtigt på døren. Alexander kiggede op, og så overrasket ud, da han fik øje på mig. ”Anna, hvad laver du her?” Spurgte han, og smilte. ”Skal du ikke til en anden time, om et kvarter?” Jeg gik hen mod et af bordene på første række, og satte mig oven på det. ”Kan jeg hjælpe dig med noget?” Spurgte jeg. Jeg kiggede nu forundret på ham. Han virkede som om, at han ikke havde nogen anelse om, at jeg var irriteret på ham. ”Du fatter det ikke vel?” Jeg stirrede på ham, men fik blot et undrende blik tilbage. ”Fatter hvad? Er du sur på mig?” Jeg sukkede dybt. ”Siden jeg væltede dig på din første dag, har jeg kunne lide dig. Ved du godt det?” Alexander kiggede op, og lagde nu stilen helt fra sig. ”Jeg har gået og kigget efter dig i smug, og sendt dig blikke når de andre ikke kiggede. Hver gang du har snakket til mig, har jeg været ovenud lykkelig bagefter. Men jeg var overbevist om, at jeg ikke var god nok til dig. Da du spurgte om jeg ville babysitte, fik jeg overbevist mig selv om, at der måske var bare en lille chance for, at du syntes jeg var sød. Men selv da du kyssede mig, og virkede interesseret i mig, turde jeg ikke lade mig selv tro på det. Ikke sådan rigtigt. For sådan noget sker ikke for mig. Og jeg fik ret. Sådan noget sker ikke for mig. Da jeg tog mig sammen, og lod mig selv bare være den mindste smule glad dagen efter, så var du ligeglad med mig. Og nu står du der, og lader som ingenting.” Jeg var helt forpustet, og så nu bare afventende på ham. Men Alexander lignede ikke en, der havde tænkt sig at svare, hvilket gjorde mig endnu mere irriteret. Jeg rejste mig fra bordet, og gik hen mod døren. Jeg vendte mig om, og nåede lige at fyre en sidste kommentar af; ”Jeg troede, at du var en alle tiders fyr. Jeg tog tydeligvis fejl.”

Jeg styrtede nu hen af gangen, for at nå hen til mit matematikhold. Jeg nåede kun lige hen mod gangen, da jeg så Jakob komme gående hen imod mig. ”Anna, må jeg låne dig et øjeblik?” Da han så forventningsfuldt på mig, var det som om, at jeg havde fået nok. Jeg følte mig som en tyk pige i en tegnefilm, der havde fået for meget kage, og snart ville eksplodere. ”Nej du må ej.” Mumlede jeg, og fortsatte hen af gangen. ”Er du sur på mig?” Spurgte han, mens han halsede efter mig. ”Jeg fortalte dig jo bare hvordan jeg har det.” Irriteret stoppede jeg op, og vendte mig om. ”Kærlighed er noget pis, Jakob.” Mine ord lød hårde, men enhver der kendte mig, ville kunne mærke undertonen, der fortalte hvor psykisk udmattet jeg var. ”Danielle er forelsket. Men ham hun er forelsket i, som hun tror, gengælder det, er ligeglad med hende. Han vil bare ikke indrømme det, og derfor lader han hende blive i troen. Du er forelsket. Men hende du er forelsket i, ser dig blot som en ven. Men hver gang hun tænker på, at du er forelsket i hende, får hun det værre og værre med sig selv. Jeg er forelsket. Men ham jeg er forelsket i, er fuldstændig ligeglad. Han er endda ligeglad med, at han sårer hende, med at være ligeglad. Så hvor godt synes du egentlig, det går for kærligheden?” Jeg kunne godt høre på min stemme, at jeg næsten råbte til sidst. Men jeg var ligeglad. Jeg havde helt og aldeles, fået nok.
Jakob stod blot og kiggede underligt på mig. Det var først lige før jeg vendte mig om igen, at jeg kunne fornemme, at det ikke var mig han kiggede på. Han fokuserede på noget bag mig, som i hans øjne, virkede langt vigtigere end mig. Forbløffet vendte jeg mig om, blot for at finde Alexander.

”Nu er det min tur til at snakke.” Hans ord lød ligeså hårde som mine havde gjort, da jeg havde skældt ham ud tidligere. ”Jeg er 22 år gammel. Hver gang jeg har ladet mig selv falde for noget, er det endt galt. Det er lige meget om det har været da jeg var lille, eller da jeg var ældre. Og så en dag, der sidste sted jeg forventede, at skulle møde nogen der interesserede mig, bliver jeg væltet ned, af en klodset, forvirret og ikke mindst utrolig charmerende 17-årig pige. Og hver gang hun kigger på mig, med et håbefuldt blik i øjnene, bliver jeg nød til at kigge væk, fordi jeg er hendes lærer. Og hver gang jeg ser hende le på gangen, må jeg overvinde min lyst til at tilslutte mig, og bare gå videre. Og så en dag lover jeg at passe min bror, velvidende at jeg ikke har tid selv, blot så jeg kan få hende til at passe ham, så jeg kan komme tidligere hjem, og kysse hende. Og så går det op for mig, at jeg har dummet mig, da jeg stadigvæk er hendes lærer. Og selvsamme morgen, som jeg beslutter mig for, at gøre end ende på mit vikariat, står hun på gangen og påstår, at kærlighed er noget pis.”
Da han endelig var færdig med at snakke, kunne jeg mærke min hals snøre sig sammen. Jeg følte mig helt svimmel, af både forvirring og glæde. Jeg var helt i tvivl om, hvad mit næste træk måtte være. I et forvirret øjeblik vendte jeg mig om, blot for at se Jakob sende mig et underligt, vidende smil. ”Kys ham.” Mimede han. Jeg tog et langsomt skridt fremad mod Alexander, som nu så helt sårbar ud. Han lod sine arme stikke frem i luften, for at modtage ham. Og lige inden vores læber mødtes, hviskede han; ”Jeg synes, at det går fint for kærligheden.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...