Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

309Likes
326Kommentarer
33606Visninger
AA

9. Crash!

Da min krop ramte den hårde asfalt, kunne jeg langsomt mærke, at min værdighed faldt derned sammen med mig. Min krop væltede indover min cykel, og min taske væltede ud på vejen. Fortumlet så jeg mig omkring, men Danielle var allerede på vej væk. Jeg kiggede op, og det var dér, at jeg så bilen. Først nåede jeg lige akkurat at registrere lygter. Derefter kunne jeg begynde at høre lyden af bremser, der blev hugget. Det næste der skete, var at jeg febrilsk prøvede at hive min cykel hen mod mig, som for at beskytte mig selv. Men det var for sent – bilen hamrede lige imod mig.
”Jeg behøver altså ikke på hospitalet!” Insisterede jeg stædigt, da jeg blev båret op i ambulancen. ”Jeg har bare slået mig.” Den ambulance man, der et øjeblik efter satte sig ved siden af mig, rystede på hovedet.
”Vi bliver nød til at tjekke, at der ikke er nogen blødninger.”
Da båren blev sat inde i ambulancen, kunne jeg godt mærke, at mit hoved gjorde ondt. Bilen havde ikke ramt mig, men min cykel. Men idet jeg lå så tæt på min cykel, havde jeg fået styret smækket lige i hovedet, og min fod var ramlet ind i hjulet. Den anden mand, der befandt sig i ambulancen, tog min sko af, og begyndte at tilse min venstre fod.
Lige da den ene mand skulle til at lukke døren, kunne jeg høre, at endnu en person gik ind i ambulancen.
”Altså hvor mange behøver I være?” Spurgte jeg forvirret, da jeg aldrig rigtigt havde hørt om, at der skulle tre mennesker til at tilse en uheldig pige, der havde fået et cykelstyr i hovedet. Det var først da jeg snusede ind, og kunne lugte parfumen, at jeg kunne gætte hvem der var steget ind i ambulancen.
”Er du OK?” Danielle lød næsten bekymret, hvilket skræmte mig mere, end den bil havde gjort. ”Hvad laver du her?” Jeg har altid lært, at folk der besvarer spørgsmål med nye spørgsmål, er enten i tvivl om svaret – eller politikere. Da jeg var sikker på at nummer to ikke var korrekt, måtte jeg indrømme overfor mig selv, at jeg ikke vidste om jeg var helt okay.
”Jeg så at bilen kørte ind i dig.”
”Det er okay..” Mumlede jeg. ”Jeg har bare frygteligt ondt i hovedet.. Du må godt gå hjem.” Men til min store overraskelse, rystede Danielle på hovedet.
”Jeg tager med.”

Da jeg ankom til skadestuen, begyndte jeg for alvor at få ondt i hovedet. Det hele begyndte at svimle for mig, og jeg lagde mig til at sove, bare for at få fred for al den snurren. Da jeg igen vågnede op, lå jeg på en stue. Danielle sad ved siden af mig, og læste i et blad.
”Er du her stadig?” Spurgte jeg. Danielle nikkede, selvom spørgsmålet var tåbeligt.
”Hjælper pillerne?” Spurgte hun. Jeg nikkede, selvom jeg faktisk ikke kunne huske, at have modtaget nogle piller overhovedet. Dog måtte de virke, da mit hoved ikke dunkede så slemt som før.
”En der hedder Ayla ringede til dig. Da jeg fortalte at du var her, ville hun herud. Men jeg sagde, at du ville ringe tilbage. Er det okay? Jeg vidste ikke hvem hun var.” Danielle lød virkelig bekymret nu, og hun virkede som om, at hun havde enormt dårlig samvittighed.
”Det er okay.. Hun er min tutorelev. Jeg var på vej hjem til hende."
Der opstod en kort pause, og Danielle kiggede rundt i lokalet. Hun var åbenbart nervøs, over situationen.
”De har ringet hjem til dig, din søster er på vej.”
Jeg begyndte derefter at synes, at situationen var lidt pinlig.
”Der er altså ingen grund til, at I tilkalder alle jeg kender. Jeg kører hjem om lidt.. Har du set min cykel?” Danielle grinte let.
”Den.. har det ikke så godt. Så du må hellere tage bussen i morgen.” Jeg sukkede
”Typisk.”

Jeg har altid set Danielle som en person, der var ligeglad med alle andre end sig selv. Det underlige var, at hele den eftermiddag på hospitalet, virkede hun faktisk interesseret i mig; Hun spurgte ind til Ayla, og komplimenterede mit arbejde som tutor. Hun spurgte til min søsters studieretning, og hvad hun skulle efter gymnasiet. Hun spurgte endda til hvor længe Trine og jeg havde kendt hinanden.
Først lå jeg hjælpeløst, og ventede på, at hun ville forsvinde af sig selv. Men efter et stykke tid, begyndte jeg faktisk næsten at nyde hendes selskab. Måske var det fordi, at det var en side af hende, jeg aldrig før havde set. Hun var faktisk sjov, og spændene. Nogle af de ting hun sagde, lød endda næsten kloge. Måske handlede hele vores strid i virkeligheden bare om, at vi aldrig rigtigt havde haft en chance for, at lære hinanden bedre at kende. Vi havde altid bare set hinanden som konkurrenter, eller fjender endda, fordi vi var så forskellige, som man næsten kunne blive. Men det er jo ikke altid et grundlag for at hade hinanden. Bare se Trine og jeg, vi er jo heller ikke ligefrem tvillinger, men vi er alligevel de bedste veninder.
Det var først da min søster ankom, at det gik op for mig, hvor længe vi havde tilbragt på hospitalet. Lægerne havde insisteret på, at jeg skulle vente på min søster, så de havde tid til at skrive recepten på de piller, som jeg skulle have for smerterne i mit hoved. Da min søster endelig ankom, fik jeg endda et kram af Danielle, og hendes nummer, så jeg kunne skrive hvis der var noget jeg manglede. Jeg kunne ikke lige se, hvad det var jeg skulle mangle, som hun skulle kunne hjælpe mi g med, men alligevel kunne jeg ikke lade være med, at synes det var pænt af hende. Det er jo ikke ligefrem den behandling man forventer af folk, efter de skubber en ned i asfalten, fordi de tror man vil stjæle deres kæreste.
”Var det en veninde?” Spurgte min søster, da vi satte os ind i bilen.
”Nej..” Svarede jeg lettere forvirret.
”Det var Danielle.” Min søster lignede nu et stort spørgsmålstegn.
”Hende der kællingen?”
”Jep.. Hende kællingen.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...