Kærlighed og kildevand

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jan. 2011
  • Opdateret: 26 feb. 2011
  • Status: Færdig
Anna er en 17-årig pige, som ganske enkelt, leder efter kærligheden. Dog synes hun, at det virker som om det er lettere for resten af verden, end det er for hende.
Anna er nemlig en både klodset og ikke mindst forvirret pige, som kæmper sig igennem livet, med skyklapper for øjnene.
Følg Annas kamp med aldersforskel, venskaber, familie og ikke mindst hendes søgen mod den ægte kærlighed.

309Likes
326Kommentarer
33579Visninger
AA

1. Intro

Som jeg gik ned af gangen på skolen, kunne jeg godt fornemme, at folk kiggede på mig. Men ikke på sådan en ”Gud-hvor-er-hun-smuk” måde, som ellers havde været kærkommen. Nej, mere på sådan en ”hvad-pokker-laver-hende-der?” facon. Det så faktisk bogstaveligt talt ud som om, at en af drengene var på nippe til at tabe kæben, hvilket næsten fik mig til at stoppe op. Men så igen – er det ikke meningen, at man skal tage alle de komplimenter, man kan få? I så fald er jeg ikke den, der skal stille mig i vejen for beundring. Jeg standsede min gang et kort sekund, for at tjekke min telefon. Og det var her min bedste veninde, Trine, endelig fik mig indhentet. ”Anna!” udbrød hun lettere forpustet. ”Hej Tykke” svarede jeg smilende. Misforstå mig ikke; Trine er ikke tyk. Faktisk er hun lige til den undervægtige side, hvis I forstår? Det hvor man kan se noget ribben, og kun lige ane noget numse. Det er bare et kælenavn, jeg har tildelt hende for flere år siden, og som nu er blevet en så integreret del af vores venskab, at jeg ikke kan stoppe det. Selvom det, indrømmet, er ret ufølsomt. ”Anna..” sagde hun igen. Hun lød halvt irriteret, og halvt opgivende. ”Ja?” jeg kiggede afventende på hende. Hvis der er et menneske, hvis ansigt jeg kan afkode, så er det Trines. Det ligger sig nemlig i nogle helt særlige, bestemte folder, når hun forsøger at finde de rigtige ord. Sådan er hun nemlig; Hun tænker altid over hvordan hun formulerer sig, præsenterer sig og ikke mindst klæder sig. Det er faktisk noget af det, jeg allerbedst kan lide ved hende – at hun er så overvejet. Selvom vores samtaler ville gå 20 % hurtigere, hvis hun bare sagde det første der faldt hende ind, som visse andre. ”Sig det nu bare!” min tålmodighed var sluppet op. Hun kiggede bekymret på mig. "Din kjole hænger fast i dine trusser, så man kan se hele din røv…” Sådan er jeg. Alle mennesker er født med nogle gener og træk, der vil følge dem hele livet. Min søster er charmerende, Trine er organiseret, og jeg.. Jeg er klodset. Det er ikke med min gode vilje, tro mig! Jeg ville elske at være hende der stod op til tiden hver dag, valgte tøj fra et farveorganiseret tøjskab, smurte en kalorielev sommersalat og spankulerede i skole i god tid. Men det er jeg bare ikke. For da jeg blev født, besluttede gud, at det var tid til et komisk indslag. Af alle mennesker valgte han, det egoistiske langskæg deroppe, at lade alting gå ud over mig. Da jeg var barn troede mine forældre, at det var en fase, jeg skulle igennem. ”Slap af” sagde de til hinanden, og beroligede sig selv med sætninger som ”alle børn har problemer i den alder” og ”det med etikette skal hun nok komme efter med tiden”. 17 år senere og vi venter stadig. I stedet er jeg blevet til det menneske, jeg er i dag; Hende, der møder op den forkerte dag. Hende, der taber indkøbsposen med mælk, når hun har handlet. Hende, der kan snuble over alt fra snørebånd til ingenting. Og det er vel okay.. For hvad kan man gøre? Intet. Man kan holde hovedet koldt og lære at elske den person, man er. Også selvom det ville være federe, at være ligesom min søster, der kunne jonglerer 3.g, arbejde og fast forhold uden nogensinde at tabe pusten. Nu synes I måske, jeg lyder som en bitter, gammel dame, hvis liv er smuldret mellem fingrene, og som krampagtigt holder fast i sin ret, til at bebrejde alle andre. Men faktisk er jeg overraskende livsglad. En af mine talenter er bare at dramatisere lidt. Det er noget man får brug for, når man er mig; Drama, selvtillid og en god portion humor. Og har jeg så det? Det vil tiden jo vise. Velkommen til mit liv. Og ikke mindst, velkommen til min historie; Historien om frøen der blev kysset af prinsen – og stadig var mindst lige så meget frø som altid.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...