Held i Uheld ❂ Justin Bieber

Victoria er en helt normal pige, som har en del forventninger til hende liv, men en tur på Cafe La Boheme med hendes søster - Jamilla, vender hendes liv op og ned, da hun støder ind i en tilfældig dreng.. Eller er han nu også så fremmed som man lige tror?

141Likes
174Kommentarer
42754Visninger
AA

36. En tur på hospitalet og en opringning

Jeg gabte så højt som aldrig før. Jeg havde ondt i øjnene, ved hele tiden, at skulle kigge på det hvide rum jeg befandt mig i. Jeg lå på et sygehus i Los Angeles. Los Angeles County General Hospital, hed hospitalet helt præcist. Justin havde fået kørt mig herover, efter jeg omsider havde fået humpet mig vej hen til Justins bil. ”Du skal nok regne med, at du skal overnatte her indtil i morgen, Victoria.” En læge kom ind i rummet, og jeg smilede bare til den kvindelige læge. ”Tak fordi du lige kommer og siger det. Så bliver jeg her til i morgen. Ved mine forældre det godt?” sagde jeg sagte og kom pludseligt til at tænke på min kære familie. De vidste sikkert ikke hvad der var sket, siden jeg ikke var kommet hjem. ”De har tjek på det. En af assistenterne har ringet hjem til dem. De er informeret om det,” smilede lægen, og forlod derefter min stue. Stue 97A. Justin var her ikke mere, og faktisk vidste jeg ikke hvor han var. Jeg havde sovet, da jeg endeligt var kommet ordentligt på plads her på hospitalet, og da jeg vågnede igen var han der ikke. Han var sikkert taget hjem, eller også var han sikkert bare på toilettet. Måske var han bare… ”Jeg kan se du er vågnet,” sagde hans stemme, og jeg smilede bare. Når man talte om solen, så dukkede den op! ”Ja det er jeg vel.” Jeg lagde mig stille tilbage i sengen igen, lukkede øjnene og sukkede. Jeg kunne høre Justin sætte sig ved siden af min seng, og lidt efter kunne jeg mærke hans hånd, som stille snoede sig om mig. Jeg åbnede hurtigt øjnene igen, kiggede over på Justin og smilede så til ham. Derefter lukkede jeg igen øjnene, og svandt lidt efter stille hen i drømmeland.

”Du kan ikke være her mere.. Det er forbi. Victoria vi er færdige sammen.” Justin snakkede så tydeligt til mig. Han stod med tårevældende øjne, og kiggede på mig. ”Men jeg forstår ikke Justin..” sagde jeg og kiggede ned. Tårerne fik frit spil, og de løb bare ned af mine kinder. ”Det duer bare ikke.
Vi kommer hele tiden op og skændes.. Det er bare for risikabelt. Jeg holder virkelig meget af dig, Victoria, men jeg vil ikke såre dig. Jeg har allerede såret dig én gang, og det vil jeg ikke have skal ske en gang til. Det vil jeg simpelthen ikke lade sig gøre. Du fortjener så meget bedre. Jeg tror det er bedst, hvis vi er hver for sig.” Justin krammede mig for sidste gang. Jeg græd og jeg græd. Jeg vidste virkelig ikke hvad der gik galt i mit liv lige nu. Justin ville slå op, og jeg kunne ikke gøre noget som helst ved hele situationen. ”Jeg vil savne dig,” mumlede jeg og derefter gik han.. Han var på vej væk. Væk for altid. Han ville ikke komme tilbage.

Jeg satte mig hurtigt op i sengen. Jeg havde problemer med min vejrtrækning, og mit hoved gjorde ondt som bare pokker. ”Hvad sker der?” sagde Justin og sprang op fra sin stol. ”Ikke noget.. Bare mareridt,” sukkede jeg og kiggede hurtigt rundt. Jeg krammede hurtigt Justin, for at sikre mig, at han at rent faktisk var virkelig. At han heller ikke var et forfærdelig mareridt. ”Hvad drømte du så om?” Han satte sig op i sengen til mig, så han kunne holde om mig. Så jeg kunne føle mig tryg. ”Jeg drømte bare.. at du slog op. Du sagde at vi ikke kunne være samman mere. Du havde såret mig en gang, og du ville ikke såre mig igen. Alt det sagde du til mig.” Jeg fik igen tårer i øjnene, og han trykkede mig bare længere ind til sig. ”Det skal nok gå, Shawty. Jeg lover dig, at det ikke kommer til at ske.” Han kyssede mig i håret, og jeg sukkede bare igen. ”Det lover du?” ”Det lover jeg. Det lover jeg!” gentog han og jeg fik klemt mig længere ind til ham. Vi blev afbrudt midt i denne.. traumatiske situation, ved at Justins mobil absolut skulle ringe. ”Jeg lader den bare ringe. Det her er mere vigtigt,” mumlede han, men så let fik han ikke lov til at slippe. ”Tag den nu! Det kan jo være, at det er et eller andet vigtigt. Det ved du jo ikke, før du tager den,” insisterede jeg, men han rystede bare på hovedet. ”Men hvad nu hvis, det ikke er noget vigtigt. Hvad nu hvis det bare er Christian eller Ryan.. Nogle af mine bedste venner.” ”Men så snak du med dem. Det er lige meget om det er vigtigt, eller hvad det.. Justin tag den nu!” sagde jeg igen, og han gav til sidst efter. ”Det er Justin,” sagde han, da han fik taget sig sammen til at tage sin iPhone op til sit ene øre. Han nikkede et par gange, og rejste sig derefter så op fra sengen. Han snakkede i telefon i et godt stykke tid, og da han endeligt afsluttede samtalen, kiggede han bare ned på sin mobil. ”Jeg bliver nødt til at gå. Men jeg tænkte på, om du ikke kunne ringe til mig senere, eller også ringer jeg til dig. Min ven – Christian Beadles holder en slags overnatningsfest, og han spurgte om jeg ikke ville hjælpe med at gøre klar og sådan noget. Jeg håber det er iorden.” Han kiggede ned i jorden, men jeg smilede bare. ”Hey Justin! Det er iorden. Jeg skal nok klare mig. Jeg er jo ikke kommet alvorligt til skade, men jeg har bare slået min fod og mit hoved lidt. Det skal nok gå.” ”Men kan jeg så ikke hente dig senere?” spurgte han, og jeg rystede på hovedet. ”Jeg må ikke komme herfra, før i morgen. Det sagde lægerne selv,” mindede jeg ham på, og han tog sig hurtigt til hovedet. Det havde han tydeligvis glemt. ”Det skal jeg nok ordne. Jeg kommer og henter dig senere, så bare vær klar. Jeg tager noget nyt tøj med til dig, da jeg ikke regner med, at du vil gå i den samme kjole, og de knækkede sko igen.” Han var altid så betænktsom, men problemet var stadigvæk, hvordan jeg skulle komme ud herfra, når jeg først kunne blive udskrevet i morgen. Da vi havde fået taget en kort afsked, gik Justin! Jeg håbede at han ville finde ud af, at få mig ud i dag, så jeg kunne komme med hen til hans venner. Jeg ville hellere end gerne møde hans venner. Og overnatningsfest.. Det lød godt nok lidt barnligt, men om ikke det også nok skulle blive hyggeligt? Hvis Justins venner var som ham, så skulle det hvertfald nok blive godt!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...