En Thailandsk Prinsesse

Kamilla er med sine forældre i Thailand, da hun pludselig "husker" noget mæreligt.
Meget tyder på at hun i et tidligere liv var en Thailandsk Prinsesse, som omkom under en Tsunami. Men Kamillas forældre tror ikke på det "hokus pokus" og Kamilla ved ikke selv hvordan hun skal håndtere det.

1Likes
15Kommentarer
2195Visninger
AA

2. Et glimt af fortiden

(først vil jeg lige sige, at jeg ikke kender nogle thailanske navne, så det håber jeg i kan leve med ;D
Når Kamilla "ser" fortiden, ser hun det i nutid, mens resten af historien er i Datid. Håber ikke det er alt for forvirrende! Tak til alle der læser min Movella - kommenter gerne :p )

Jeg fik et chok, da jeg så stranden. Hvid med et blåt hav, et paradis. Min mor hev et kamera op og knipsede et par billeder. Der var en masse mennesker, de fleste var hvide, bed jeg mærke i.
Jeg smed mine ny klipklappere , og satte en fod på sandet. Det var meget varmt, det brændte. Pludselig så jeg ikke den lækre strand, men et rosa tæppe der hænger ned over det hele. Jeg har ryggen mod et par bløde silkepuder. De knitrer, da jeg vender mig om. Jeg så på dem, de var meget smukke. Mine favoritter. Bærestolen er varm, og jeg er iført en smuk rosa kjole med lange vide ærmer. Rosa er min yndlingsfarve. Forhænget bliver skubbet til side, og jeg ser ud over den smukke thailandske strand.
"Meget smukt" siger jeg. En af de unge piger nikker ivrigt. Jeg har lagt mærke til hende. Hun er kæk, og lydig. Jeg kan godt lide hende. Hun er rimelig pæn.
"Bær mig tættere på havet" sukker jeg irriteret "sandet er varmt"
"Selvfølgelig, deres nåde" siger en af bærerene.
"Skal vi trække forhænget fra, eller vil De se ud?" spørger en af pigerne, mine hofdamer.
"Bare lad det stå åbent" siger jeg, og vifter med hånden. Så kigger jeg på den unge pige, den kække.
"Kom lige herhen" siger jeg til hende. Hun kommer hen til mig, og ser lydigt på mig.
"Hvad er dit navn?" spørger jeg.
"Tanya" svarer hun.
"Okay... Tanya..." jeg vifter hende væk med en håndbevægelse. Hun ser spørgende på mig, men trækker sig tilbage.

"Hvad?" spurgte min mor mig.
"Hvad mener du med Hvad?" svarede jeg forvirret
"Du sagde noget" svarede hun stædigt. "På Thai!"
"Jeg taler ikke Thai" svarede jeg fraværende, og tænkte på det jeg lige havde oplevet. Var det en dagdrøm? Hvad fanden var det? Jeg havde følt mig som en prinsesse, i en bærestol på den samme strand. Der måtte være noget galt med mig.
"Det lød ellers VIRKELIG Thai - det eneste ord jeg forstod var Tanya" blev hun stædigt ved
"Tanya...." sagde jeg eftertænksomt.
Så fortalte jeg hende om min "dagdrøm"
"Det er nok solen" sagde hun, slog det væk "lad os bade lidt"
Jeg nikkede, hedeslag. Lød fornuftigt. Vi fandt en plads, og jeg smed håndklæddet, og klipklapperne IGEN. Løb ud i vandet. Jeg ville ikke stå for længe på det brændene sand.
"Sandet er varmt" gentog jeg. Det havde jeg også sagt i min hedeslagsdrøm. Jeg trådte ud i havet, der havde en dejlig temperatur. Med et var jeg tilbage, var pigen, som havde tjenere og tydeligvis meget magt.

"Her er fint nok" siger jeg. Bærerne stopper op, og lader mig stige ud.
"Tanya" siger jeg bestemt, og hun hjælper mig med at få den smukke kjole af. I silkeundertøj træder jeg ud i det varme vand. Hofdamerne - de unge piger - snakker dæmpet sammen.
"Jeg er nødt til at gå tilbage" siger Tanya pludselig.
"Hvorfor det?" spørger en af de andre unge piger
"Jeg... må væk" Jeg kan høre nogle løber. Så god var pigen vel ikke.
"Hun har en mærkelig sjæl" siger en af de andre. Pludselig kan jeg se noget i det fjerne. En stor smuk bølge. Meget stor. Den ruller ind mod bredden.
"Hvor er den smuk" siger jeg højt, og folk vender sig og kigger på den.
"Neeej" siger de unge piger forbløffet. Jeg glæder mig til at se den rulle ind på stranden. Den kommer nærmere, meget hurtigtere end jeg har forventet. Jeg går ud, for at gå den i møde. Jeg vil mærke bølgen kærtegne min krop.
"Deres nåde" råber en af bærene. Så løber han, flygter. Så komer bølgen. Den er utroligt stor, og den overfalder mig.Skubber mig ned. Jeg åbner munden for at skrige.
"Hjææælp" men vandet går ned i mine lunger, gennem min næse. Jeg prøver at komme opad, men jeg kan ikke finde overfladen. Jeg ved ikke hvad der er oppe og hvad der er nede.
"Jeg kan ikke trække vejret. Vand i mine lunger. Så hjælp mig dog" skriger jeg hysterisk, men jeg lukker bare mere vand ind. Jeg kan ikke få vejret. Jeg skulle ikke have gået bølgen i møde. Den eneste arving til tronen.

"Nu gjorde du det igen" sagde min mor irriteret
"Undskyld, men solen gjorde det mod mig igen" sukkede jeg - irriteret. Flodbølgen skræmte mig. Det skete jo i Thailand.
"Jeg optog det til dig" sagde min mor, med et smil. " Da du begyndte at tale mærkeligt og famle i luften, optog jeg dig"
Hun viste mig sin mobil. Afspillede et lydklip. På klippet skreg jeg hysterisk. Og råbte: C̄hạn mị̀ s̄āmārt̄h h̄āycı N̂ả nı pxd k̄hxng c̄hạn Dạngnận ch̀wy c̄hạn xxk
Det måtte være det jeg råbte i mit drømmesyn: Jeg kan ikke trække vejret. Vand i mine lunger. Så hjælp mig dog!
Det var begyndt at blive virkeligt skræmmende.
"Kan vi ikke godt tage hjem?" spurgte jeg bedende.
"Jo det må vi hellere! Det er også nu det er varmest. Vi burde ikke være taget ud i solen" sagde min mor, og gik over for at sige det itl min far. Imens tænkte jeg på den Thailandske pige, som tydeligvis var druknet i kæmpebølgen. Hun virkede overfladisk, men alligevel havde jeg lyst til at græde. Jeg ville bare hjem og væk fra de modbydelige glimt, og alligevel var jeg nysgerrig efter at finde ud af mere om hende. Men det var nok bare min fantasi. Jeg gik mod bilen, og glædede mig tila t komme ind i skyggen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...