Kalendernovelle 8D'.. Læs ikke xD

Jeg vil lige hurtigt fortælle noget om historien. Scarlett er en helt normal pige, med helt normale problemer, men pludselig sker der en uventet tragedie, som ændrer en hel del og får hende til at tage nogle valg, som forandrer hendes liv en del.

Ja.. Altså, det er lidt sent, men jeg har lavet de foregående kapitler, så dem sætter jeg bare ind. Der kommer ét hver dag i December - måske slutter den den 24, måske senere. Jeg ved det ikke. (-:

Det er som sagt en kalendernovelle, så..
Nyd det.

0Likes
1Kommentarer
1776Visninger
AA

3. 3. december

”Åh”, mumlede Carmen svagt, da jeg svang armen om hende og forsøgte at få hende sikkert op ad trappen. Jeg bed mig hårdt i læben for ikke at skrige. ”Ja, Carmen.. Åh!”, gentog jeg dystert og nærmest skubbede hende op fra det sidste trin. Hun begyndte villigt at gå ned mod soveværelserne, og jeg spekulerede hastigt over, om hun mon ikke selv kunne finde vej? Jo, selvfølgelig kunne hun det. Jeg vendte mig om, men i det samme, fik den dårlige samvittighed et godt tag i mig, og jeg knurrede højlydt, hvorefter jeg styrtede efter hende.

* * *

Jeg satte mig ned ved siden af Carmen og stirrede ind i væggen. Da jeg opdagede, at hun kiggede på mig, fremtvang jeg et svagt smil, og lod så mit blik falde ned på hende.
”Hvordan har du det?”.
Hun svarede ikke, men trak blot på skuldrende. Efter et par minutters tavshed kom et lille ”tak..” fra hendes læber. Jeg nikkede halvt og rejste mig. Sengen, hun lå i, var stor. Decembers værelse var i det hele taget stort. Jeg havde tit været jaloux på hende, og værelset havde da klart haft sit indspil. Jeg følte mig bare aldrig tilstrækkelig, når jeg var sammen med hende, i det hele taget. Ikke fordi jeg nogensinde ville fortælle hende det. Jeg gik forsigtigt hen mod vinduet, og rørte ved de lavendelblå gardiner. Uret, som hang på væggen, annoncerede, at klokken nu var otte. Det havde allerede været mørkt, da vi kom ved syvtiden, så det måtte være bælgmørkt udenfor nu. Jeg hev gardinet tilbage og kastede et kort blik tilbage på Carmen, som var faldet i søvn igen, hvorefter jeg rettede mit blik ud mod mørket. To skikkelser nede i baghaven fangede straks mit blik – to skikkelser, som lå.. efter min mening.. ret tæt på hinanden. Jeg sukkede dæmpet, da jeg vidste, at det ikke ville falde i Decembers smag, men så rullede skikkelserne lidt mere rundt. Jeg kneb øjnene sammen og stirrede indgående ned på dem, da det pludseligt gik op for mig, at det var to drenge.
Jeg hev febrilsk i vindueshapsen og puffede vinduet op.
”Hey!”, råbte jeg.. ”Hvad foregår der?”.
De fortsatte, som om de ikke havde hørt mig. Og måske havde de det heller ikke. Der var langt ned. Jeg smækkede vinduet i, og løb hen mod udgangen. Jeg vidste pludselig blev det var.
”Det er så typisk”, mumlede jeg halvsurt, mens jeg løb ned ad trappen. ”Altid skal de ødelægge den gode stemning!”. Jeg blev mere og mere hidsig, og uden jeg lagde mærke til det, trillede vredestårer ned ad mine kinder. ”Fandens”, hvæsede jeg mellem to åndedrag, da jeg opdagede, at min mascara løb ned ad mine kinder. For fodenden af trappen stod December. Hun mødte spørgende mit blik med sine troskyldige, blå øjne, jeg ville myrde for at få. Kun rent teoretisk, selvfølgelig.
Af en eller anden grund, løj jeg..
”Jeg skal bare lige ud efter frisk luft”, sagde jeg og undveg hendes blik. Det skulle ikke undre mig, om hun alligevel fandt ud af det. Jeg var som en åben bog for hende, og hvis hun valgte at læse, var der ingen vej udenom. Det havde jeg så tit oplevet. Og derfor stoppede jeg op og smilede til hende. Hun gengældte det, og følte sig tydeligvis beroliget, for hun vendte sig om og gik yndefuldt ind i stuen.
”Lort i karry”, mumlede jeg vrissent og hev hoveddøren op, hvorefter jeg styrtede ud.
Månen trængte gennem de tunge skyer, og oplyste svagt græsplænen, som skinnede lystigt. Jeg gik med hastige skridt hen mod Callum og Lewis.
”Hey”, sagde jeg højt og rettede mine lynende øjne mod dem. De stoppede brat, da min stemme skar sig gennem luften.
Lewis vendte sig først mod mig. Hans øjne var skyldsbevidste. Jeg løftede min dirrende finger mod ham, og han bøjede hovedet som en hundehvalp. Ynkeligt. Jeg var rasende.
”Hvad fanden bilder I jer ind?”, knurrede jeg iltert og så så vredt på Callum, som virkede ret upåvirket. Han trak på skuldrende, som om det var en skide leg. Da han vendte kinden til mig for at kigge den anden vej, vaklede jeg. Blodet dryppede ned på hans hvide T-shirt. Jeg fulgte blodstriben, og lagde nu mærke til adskillige blå mærker på hans blege, men muskuløse overarme.
”Det var da utroligt”, hvæsede jeg dæmpet, men bekymringen fik alligevel overtaget og jeg gik hen mod ham, mens jeg strakte armene mod ham. Hans rolige blik skræmte mig, og mit blik flakkede over til Lewis, som havde lagt armene over kors. Lige da jeg rørte ved Callums arm, fór han tilbage, som om jeg havde sat ild til ham. Han kneb øjnene sammen og så på mig, mens han sendte mig et såret blik. Han drejede rundt og forsvandt med lange skridt ud i mørket.

* * *
Jeg stirrede målløst efter ham, og brast i gråd. Det var forkert. Jeg skulle ikke græde, nej. Jeg... jeg kunne ikke holde tårerne inde – de prikkede bag mine øjenlåg, og jeg lod dem derfor få frit løb. Fire sekunder efter lagde et par stærke arme sig omkring mine skuldre og trak mig ind til sig. Jeg så op og mødte Lewis' lysegrå blik. Han tyssede på mig og strøg mig blidt over kinden.
Jeg trak mig væk fra ham. Jeg måtte ikke tillade ham at gøre det her. Han skadede ham selv. Det eneste det gav ham, var håb. Falsk håb.
”Hvad skændtes I over?”, spurgte jeg og stirrede fortabt ud i mørket efter Callum. Selvom jeg vidste, at han ikke ville komme tilbage foreløbig.
Mit blik vandrede tilbage til ham, og hans ansigtsudtryk var så blidt, at jeg uvilkårligt tog et skridt tilbage.
”Le..Lewis?”. Min stemme knækkede over, og han hev mig ublidt ind til sig igen. Jeg prøvede at vriste mig løs, og først der gik det op for mig, hvor stærk han var.
Hans mund nærmede sig min, og jeg stirrede skrækslagent på ham.
”Vil du tvinge mig?”. Min stemme rystede. Jeg følte mig så hjælpeløs. Så mødtes vores læber.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...