Efter døden

Malina, en smuk ung pige, bliver mishandlet af sin papfar og mobbet i skolen. Derfor begår hun selvmord. Men hun var ikke forberedt på at det var liv efter døden. Hun burde komme videre, men der er noget galt. Sammen med en masse andre døde teenagere er hun fanget mellem liv og død. Hun møder et andet mobbeoffer fra sin skole, der har begået selvmord og drengen Jonas. Måske er det ikke så slemt at være død?

14Likes
48Kommentarer
3641Visninger
AA

5. Kælderen

Han lukkede øjnene, og gik igennem muren. Jeg så chokeret på ham, og fulgte efter. Lige ind i muren.
"Erh?" sagde jeg, og tog mig automatisk til hovedet. Men det gjorde ikke ondt, selvom det var et hårdt slag.
"Du skal koncentrere dig" sagde Carmen og smilede lidt. Af mig? Jeg ville beklage mig, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Carmen var så... sød.
Jeg prøvede, men med samme resultat som før.
"Koncentrer dig mere" sagde hun. Jeg kneb øjnene hårdt sammen, og koncentrerede mig dybt, og gik fremad. Til min store overraskelse mødte jeg ingen modstand. Et varmt sus gik igennem min krop, og da jeg åbnede øjnene stod jeg på en afsats. Over for mig stod Jonas, og smilede.
"Problemer med at gå igennem muren?" spurgte han, og så for første gang ikke meget alvorlig ud. Bag ham var en rød vindeltrappe, der gik nedad. Carmen kom yndefuldt ind gennem muren. Hendes øjne var slet ikke knebet hårdt sammen, men bare lukket elegant. Jeg måtte øve mig på det. Jeg var allerede ved at vende mig til ikke at skulle være menneske igen.
"I kender hinanden?" spurgte han og smilede. Han var virkelig smuk når han smilede.
"Mmm..." sagde jeg "vi gik på samme skole. Begge to mobbeofre" jeg kiggede ned i jorden
"Det gider vi ikke snakke om" kvidrede Carmen "lad os vise Malina kælderen"
Hun begyndte let at gå ned af vindeltrappen, og jeg fulgte efter, sammen med Jonas.
"Var det meget hårdt?" hviskede han lydløst
"Jeg begik jo selvmord... Men det var ikke kun derfor" hviskede jeg tilbage "skal nok fortælle dig det"
"Ikke hvis du ikke vil" mumlede han
"Du behøver ikke fortælle om dit liv til gengæld" svarede jeg, og tog ham blidt i hånden. Jeg rettede al min opmærksomhed mod ham. Hvis han slap den, ville det bare være for pinligt. Han blev overrasket, men slap mig ikke. Vi bevægede os ned mod kælderen, og endelig kom vi til en stor dør. Han slap min hånd, og rakte ud mod døren. Forsigtigt skubbede han den op, og jeg fik øje på en gigantisk rum. Det var malet i rolige hvide farver, men den fuld af møbler der slet ikke passede sammen. Jeg spærrede øjnene op.
"Hmm... Vi er alle sammen med til at indrette. Så det er lidt forskelligt. Vi har meget forskellig smag. Du kommer sikkert også med nogle møbler der ikke passer ind" han grinede, drillende igen. Jeg følte mig pludselig rolig og tryg indeni.
"Hvad sker der? hvorfor føles det sådan?" sagde jeg forvirret
"Gode vibrationer" sagde han " det er os der udsender dem. Rart ikke?"
"Meget" sagde jeg og strejfede hans hånd igen.
"Du skal møde de andre af os" sagde han og smilede varmt til mig.
De andre?....
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...