Et sidste farvel

Jeg husker det så tydeligt, som var det i går de forsvandt......

1Likes
0Kommentarer
1021Visninger
AA

2. vejens ende...


Vi havde været på vej til vores sommerhus, min familie og jeg. Jeg havde glædet mig helt vildt, endelig sommerferie. Vi havde kørt ad landevejene, det tog sin tid, men min mor elskede lange kørerturer. Lange køreture, med udsigt til havet og en skyfri himmel. Min lillesøster skulle selvfølgelig brokke sig og begyndte at diskuterede med min mor. "Hold nu op" sagde min far, med sin varme, kærlige stemme og sendte mig et smil i bakspejlet, mens han rystede på hovedet.

Jeg huskede tydeligt hans blik, det havde været fyldt af kærlighed og omsorg. Det blik havde jeg taget for givet, jeg havde været en ubekymret teenager, som kun havde geometri opgaver at bekymrer sig om. Aldrig havde jeg forstillet mig, hvor hurtigt lykke blev til savn. Hvor hurtig alting fik en ende.

Jeg huskede ikke meget derefter, kun lyden af min mors skinger stemme og derefter mørke. Hvordan jeg overlevede er mig en gåde. Sommetider tænkte jeg på, om det nu også var det bedste. For hvad var grunden til at leve, når alt man elskede blev til intet. Hvorfor overhovedet starte, når man på forhånd ved at alting får en ende? Intet varer evigt. Men sådan ville min familie ikke have ønsket det, de ville have ønsket at jeg kom videre, fik et godt liv, med minderne om dem i mit hjerte. Og for deres skyd, blev jeg ved med at holde mig selv i live. Efter ulykken var det svært at komme videre, blive ved med at kæmpe og ikke gå i stå. Men jeg ved, at de er her, et sted omkrig mig. Minderne om dem lever stadig i mig, og hos mig vil de altid være i god behold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...