Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2798Visninger
AA

4. Kapitel 3

Larmen forstummede straks, og jeg mærkede, hvordan alle så på mig. Jeg sank en klump, der langsomt havde sat sig fast, og blev stående i døråbningen. Jeg prøvede at smile, og trådte så ind. Min hals var tør. Jeg sank lidt spyt, og mærkede hvordan mine håndflader blev endnu mere svedige. Der var fuldkommen stille. Hvor var læren? Hvorfor var han her ikke? Jeg klamrede mig til håndtaget, og strøg mit mørke hår tilbage. Det var gledet løs. "Hey.." sagde en stemme bag mig. Jeg genkendte den. Det var drengen fra før. Han smilte skævt, og hævede øjenbrynet. "Må jeg komme ind?" Jeg mærkede en dyb rødme brede sig på mine kinder, jeg fyldte døren. Jeg trådte til side, og så ned i jorden. Læreren var ikke at se. Klassen faldt langsomt tilbage i deres mumlende snak igen, eftersom drengen tydeligvis accepterede mig. Jeg tillod mig at skæve til ham, og spekulerede på, hvem han mon var. "Undskyld jeg smuttede før." Undskyldte han, og strakte hånden frem. Jeg kiggede bare på den. Mine øjne glippede hastigt. Skulle jeg tage den? Han lod den hænge et par sekunder, hvorefter han trak den tilbage. Det havde tilsyneladende ingen virkning på ham, at jeg ikke havde trykket hans hånd. Han smilte igen. En varme bredte sig endnu en gang i mit ansigt. Jeg måtte slappe af. "Det er okay." svarede jeg kort, og tog et skridt bagud. Han nikkede kort på hovedet, og gik forbi mig. Formodentlig ned mod sin plads? Jeg drejede rundt, og så ud over klassen. Der var igen den pinlige tavshed. Jeg prøvede at skjule, at jeg bed mig i læben, men jeg hørte godt den hånlige fnysen. Pludselig kom en stort mand, meget stor mand, ind i lokalet. Han smilte venligt til mig, og stoppede forpustet op. Jeg kunne høre et fnis omme bagerst i rækken. Han rettede sig op, og så strengt udover klassen. "Godmorgen 9.x." Den lavmælte mumlen forstummede. Folk havde åbenbart respekt for denne .. tykke mand. Jeg tog lidt hårdere fast i om min taske, og sank endnu en klump. Manden vendte sig mod mig, og stak hånden frem. "Du må være Megan Dylan?" Jeg nikkede tavst, og tog hans fremstrakte hånd. "Jeg er Harvey." Han rystede min hånd fast, og kiggede så udover klassen igen. "Sæt jer på jeres pladser." Folk luskede ned mod deres pladser og satte sig. Jeg gloede ned på min ene sko, der var en smule mere beskidt end den anden. Min hals havde snøret sig sammen. "Er der nogle spørgsmål til Megan?" Kunne jeg høre, han spurgte om. Jeg vippede bare let med foden, og stirrede ned på den. Jeg lod langsomt mit blik glide op, så jeg var i øjenhøjde med resten af klassen. De så ikke venlige ud, men heller ikke fjendtlige. Jeg fremtvang et kort smil. En lyshåret pige rakte hånden op, og kiggede på mig med et underfundigt smil på læben. Hun sad og snoede sit hår om den ene finger, mens hun betragtede mig med sine kulsorte øjne. "Hvad laver du i din fritid?" spurgte hun. Jeg kunne høre min stemme langtfra svare hende. "Jeg rider." En stormende latter svævede frem og tilbage i klassen, og hun så bare triumferende på mig. Jeg gloede hurtigt ned i jorden, mens Harvey tyssede på dem. Hvad havde hun imod mig? Jeg havde allerede en fjende, kunne jeg mærke.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...