Smertensbarnet.

En stil jeg skulle skrive i skolen. Jeg synes selv, den er ret dårlig, men please, sig hvad du synes.

1Likes
5Kommentarer
1411Visninger
AA

9. Del 9

Da vi ankom til huset og det var blevet mørkt, sad Anne med Gisela på skødet udenfor vores hoveddør. Hun fik øje på mig, skreg af glæde, og styrtede indenfor for at fortælle nyheden.
Min mor kom ud af døren sammen med alle de andre.
”ÅH LEO!” råbte hun af glæde
”Hej Leo!” råbte Elva.
Da jeg trådte ned fra hestevognen omfavnede min mor og Elva mig på samme tid. Da de var færdige kom Anne og alle hendes børn og krammede mig. Til sidst kom Annes mand, som også gav mig et stort kram.
”Hvor har du været?” spurgte min mor. Man kunne høre den lykkelige gråd i hendes stemme. Jeg forklarede det hele helt ned til mindste detalje.
”Vil det så sige, at vi skal flytte? Væk fra Anne, og alle de andre?” spurgte min mor forvirret.
Jeg nikkede. ”Hvis I altså vil bo sammen med mig.”
”Selvfølgelig vil vi det, skat!” svarede min mor hurtigt. ”Vi pakker med det samme.”
Vi tog de vigtigste ting, og det meste tøj og proppede ud i hestevognen, så den var klar til i morgen. Når vi skulle være seks mennesker - en der styrede, tre der gemte sig og to der ikke gemte sig – udover vores ting, var der ikke meget plads tilbage i vognen.
Anne gik ind og lavede noget mad, og min mor gjorde tre sovesteder klar.

Efter maden gik vi direkte i seng. Vi skulle være friske til den lange køretur. De fire næste dage ville blive trættende. Vi skulle køre hele dagen, og overnatte på forskellige kroer. Vi havde ikke nok mad med, så vi blev også nød til at stoppe for at spise.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...