Efterårsaften

En mand går nysgerrigt rundt i en skov da han ser en kvinde i et tårn, men hvorfor ser kvinden så ensom ud? og hvad er der galt med tårnet?

Oprindeligt er det en stil, jeg skulle skrive for noget tid siden. Det var en historie som vi skulle skrive videre på, vi skulle skrive videre med den samme skrivemåde, dvs. at vi skulle bruge mange sanseudtryk. Nu må i så gerne vurdere om den er god eller dårlig, så jeg ved hvad jeg kan gøre bedre. Jeg er åben for konstruktiv kritik.
Den første del er selve historien vi skulle skrive videre på.

4Likes
3Kommentarer
1747Visninger
AA

2. Hemmeligheden bag tårnet

Men ude over sletten ligger en stor, bælgmørk kirkegård. Gravstenene er ridset til og deres firkantet form er slidt op, men stadig glimter de som stjernerne på nattehimlen. I kirkegårdens midte ligger et stort træ, dødt som rågerne ved dets røder, der med tiden havde gravet sig op, men stadig står det der, som limet fast til det udtørret jord. Dets grene er visne som kaprifolien og hænger som tørt græs.

Kvinden føler sig ensom og stirrer pinefuldt udover kirkegården, men dybt inde i skoven står en mand og stirrer tavs på hende. Forsigtigt tager han et skridt. Det udtørrede græs lyder som tørt hø, der bliver knækket over, men langsomt og stille som natten, tager han de sidste skridt hen til det nedslidte tårn. Det stenkolde dør står åbent og knirker. Ved døren sidder flere fårekyllinger og piber til hinanden, da han nærmer sig. Et sidste skridt tager han og fårekyllinger løber skræmt ind i nogle sprækker i væggen. Langsomt tager han fat om det runde og mørke håndtag. Det føles iskoldt og han mærker en kuldegysning løbe igennem ham. Han mærker nogle kolde blikke i ryggen, men hvor end han kigger, møder ham kun den kolde og tavse skov. Forsigtigt trækker han i håndtaget. Det bliver pludselig let og falder med et brag. Der lyder et stort ekko, som får rågerne til at myldrer ind i hinanden af bare skræk. Han mærker panikken stige og som et lyn griber han fat om døren. Dens knirkende lyd gør ham endnu mere bange, men skræmt som han var, løber han ind ad døren.Forsigtigt slipper han den og lader den knirkende falde tilbage på sin plads. Hans dunkende hjerte giver ekko i hele rummet og hans vejrtrækning bliver tungere og tungere for hvert sekund. Han kigger rundt i det kolde og forladte rum. Tapetet hænger fra væggene som er det blevet revet i tusinder stykker. Utallige sprækker føres igennem væggene og ud til gulvet. En stor, gammel og støvet lysekrone ligger ødelagt på gulvet. Glassplinter fra lysekronen ligger spredt ud over det hele og stearinlysene, som engang havde været tændt, lå der nu udbrændt. Bagved lysekronen ser han en halvt ødelagt trappe, muret op ad væggen. Trappen er dækket til af mos og torne som kommer ind fra en åbning højt oppe. Varsomt begynder han at går langs væggen for ikke at træde på glassene. Han griber forsigtigt gelænderet og tager det første skridt på trappen. Den knirker og begynder at vippe fra side til side. Hans greb om gelænderet bliver hårdere og han kæmper modvilligt videre op ad den snurrende trappe, for tanken om den kolde skov gør ham skrækslagen.

Han sukker lettet, da han ser et svagt lys dække et trappetrin. Langsomt nærmer han sig åbningen, som for hver skridt han tager, ligner et vindue. Han griber fat i den stenkolde vindueskarm og trækker sig udmattet op mod lyset. Murkarmmen er dækket til af de dybeste sprækker. Han lægger sine hænder på karmen og lader dem hvile der. En kold brise møder ham og selvom den er dejlig, giver den ham alligevel kuldegysninger igennem kroppen. Ud ad vinduet møder ham kun den mørke efterårsaften. Intet skov var mere til at se og ingen fårekylling kan høres. Kun månelyset lyser op for ham. Han strækker sig op imod lyset, men jo længer han kommer, desto længer flytter lyset sig. En brise kommer ham i møde og får ham skubbet tilbage, men denne her gang medbringer den også noget andet. Noget rammer hans tunge. Det smager koldt og bittert, og lugter som jern. Igen kommer det og månelyset bliver stærkere og skarpere, som ville den vise ham noget. Han ser noget rødt og det sidste der er i hans bevidsthed, er blodet som han lige havde smagt. Han vil løbe af sine fulde kræfter, men et stramt greb om hans kolde fingre gør det umuligt. Grebet bliver hårdere og han mærker noget pippe ud fra hans fingre. Han kigger forskræmt ned på den sprække, som hans fingre sidder fast i. Sprækken er dækket til af overdådigt blod. Det var som om den havde angrebet ham. Han vil skrige, men ikke engang en svag lyd kan komme ud af hans mund. Han kigger rundt i tårnet efter hjælp, men intet ser han og indser at han kun kan hjælpe sig selv. Han tager modet til sig og trækker alt det han kan for at få sine fingre ud. Smerten er uundgåelig, men skrækken for tårnet er endnu værre. Langsomt og smertefuldt får han sine blodige fingre ud af sprækken.

Han løber forskræmt igennem de kolde vægge. Trapperne knirker og knager, men tårnet forsætter som i en uendelig labyrint. Langsomt mister han håbet og lader sig synke sammen på trappen. Sveden drypper ustandseligt ned fra hans pande. Panikken er væk og tilbage er kun ensomheden i det forladte tårn. Han lukker øjnene og beder til at det er et mareridt, men smerten fra de stikkende torne og sårene i hans fingre, får ham tilbage til virkeligheden. Han lader sit dunkende hjerte fylde tomheden i sig selv. Det eneste han hører er sit hjerte, men langsomt bliver den dæmpet af en knirken. Han mærker håbet stige og begynder igen at løbe.

En trædør nærmere sig. Den står på klem og det eneste han kan skimte er halvmørkt måneskin. Forsigtigt rækker han hånden ud for at åbne døren, men et stærkt vindstød kommer og skubber døren tilbage. Han er ved at vælte omkuld, men når lige at gribe fat i væggen.
Det halvmørke måneskin er dækket til. Det eneste der møder ham er iskoldt tusmørke. Han kigger skræmt indenfor. Det var her kvinden havde stået, men hun var ikke til at se. Han tager en dyb indånding og et tøvende skridt. Et koldt vindstød passerer ham og lukker døren med et brag. Braget giver ekko i rummet, men det eneste han hører er hans hjerte, som begynder at banke hurtigere. Rummet bliver endnu mere koldt og en kuldegysning går igennem ham. En mærkelig lugt af jern og dødt lig fylder rummet. Noget begynder at bevæge sig ved vinduet. Månelyset, som havde været dækket, lyser op i rummet. Han kan ikke hører sit hjerte mere af bare skræk og hans vejrtrækning bliver hurtigere, mens han kigger forundret rundt i lokalet.
Der er ingen sprækker. Alt ser nyt ud. Tapetet er sort med et bølgende mønster, som en hel mark med blomster. På væggene hænger der malerier med pænt klædte mænd. En menneskeskikkelse vender sig. Han stirrer på skikkelsen. Nysgerrigt følger han skikkelsens blik og ser hen på en stor pejs, som dækker den ene væg. Pejsen er dækket af sprækker og ser vejrbidt ud som resten af tårnet. Han skimter et lille lys i pejsen og pludselig sprutter ilden op som et lyn. Ilden spejler sig i en stor lysekrone på loftet og får den til at glimte som solen, men hans blik er som sunket i skikkelsens ynde. Det kulsorte hår skinner som silke og bliver viftet rundt af vinden. Langsomt stopper vinden og et ansigt kommer til syne. Det er kvinden. Hendes øjne er blevet sorte som tusmørke og kolde som is. De udtrykker sorg og had. Ilden spejler sig i hendes øjne, mens de udstråler hendes følelser. Hendes krop er dækket af en stor og lang kjole, som er sortere end natten. Kjolen er revet i stykker, men stadig sidder den på hende, som er den kun skabt til hende. Hendes røde læber som blod, giver hende den perfekte udstråling.
”Han kom aldrig tilbage” Mumler hun med sin svage stemme og møder hans undrende blik. Hun stirrer pinefuldt ind i øjnene på ham. Han får ondt af hende, men mærker en mærkelig panik stige. Hun tager et tungt skridt imod ham og hendes kulsorte øjne bliver røde som blod. De udtrykker ikke mere sorg og had, men hævn. Hans hjerte stopper og det eneste der kan ses i hans øjne, er kvinden. Hun tager langsomme skridt og selvom hendes skridt lyder tunge i hans ører, så overdøver hendes skræmmende latter. Hendes latter er som djævlens sang i hans ører. Han kan mærke den grusomme død på vej. Han lukker sine øjne og kan føle kvinden helt tæt på.
”Han kom aldrig tilbage!” Hvæser hun højt med sin skingre stemme. Han mærker hendes kraftig ånde mod sin hals og kan ikke undgå at bemærke lugten af blod fra hendes ånde, som giver ham gåsehud. Nu forstod han, den tavse skov og kirkegården. ”Og det gør du heller ikke” Fortsætter hun hviskende og skubber til ham. Han mister balancen og falder, men han rammer intet gulv. Hans åbne øjne kan kun se tusmørke og han indser at han er skubbet ned i den mørke uendelighed.


Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...