Man kan kun have smerte et sted

”Maja, i dag går du altså ud med skraldespanden, ikke noget med at sidde på værelset hele aften igen!” råbte mor. Maja gik langsomt hen til døren, og ned af trappende, skyndte sig tage posen, uden nogen vrøvl, hun orkede ikke at få skæld ud igen, for mor sladrede altid til papfar, og bare tanken om ham, gjorde hende bange.

2Likes
3Kommentarer
859Visninger
AA

4. 3. del

Maja gik mod skolen, men hun havde allermest ikke lyst, og det var også derfor hun drejede fra lige inden, og forsatte mod havnen. Vinden blæste imod hendes blege hud, mens hun kunne hører mågerne skrige i det fjerne. Hun samlede en flaske op og smed den ned i jorden, så alle kiggede.

Maja lod som ingenting og samlede nogen glasskår op i hånden, hun tænkte over, hvorfor hendes liv var så uretfærdigt, hun havde stadig smerter efter slaget og hendes tanker kørte rundt, med billeder fra den nat for få uger siden. Hun pressede hånden med glasskårene sammen, for i hendes hjerte var der en ting der sagde, man kan kun have smerte et sted, kun et sted!

Blodet stod ud af hånden, smerten i hjertet forsvandt lidt, mens smerten i hånden blev større og større. Hun skreg, men ingen hørte det for hun var gået et sted hen hvor der aldrig kom mennesker. Hvorfor leve, når der ingenting at leve for? Majas ord gav genlyd for hende. Hun tog et glasskår mere og skar sig op langs hendes under håndled, hendes blodårer sprang og en masse rødt blod løb ned af hendes arm og dryppede ned i sandet. Hun blev pludselig svimmel og hendes øjne slørede for hende, hendes luftvejr trækninger blev lavere, og med et lå hun der i sandet, en oktoberdag med blæstens vilde tag og et stykke fra havnen, helt alene og helt tom.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...