Drengen Fra Amerika 2 - Jonas Brothers

Alison og Nick Jonas et af medlemmerne fra gruppen Jonas Brothers har været sammen i tre måneder nu, og de har det så godt sammen som aldrig før. De tilbringer meget af deres tid sammen, de har aldrig været så glade før og de holder meget af hinanden, men er det nu også helt altid nok?

31Likes
146Kommentarer
9705Visninger
AA

32. Er du klar til at tage det næste skridt? Igen!

”Jeg tror de syntes det her er finalen på det hele,” tænkte jeg højt og smilede kærligt til Nick. ”Ikke helt,” sagde han hemmelighedsfuld, og tog min hånd. Han rejste dig op og gjorde tegn til at jeg skulle blive siddende. Hvad ville han? Var det noget dårligt? Var det noget godt? Tusindvis af forskellige tanker, kørte bare rundt i hovedet på mig. ”Alison. Jeg syntes du skal vide at jeg elsker dig højere end noget andet. Den tid hvor vi var seperate, var ulideligt for mig. Jeg kunne ikke sove om aften, fordi du var i mine tanker. Jeg kunne næsten ikke ånde fordi jeg vidste jeg havde gjort dig ondt. Jeg kan i det hele taget bare ikke leve, når du ikke er ved min side,” Han stoppede op i hans sætning. Jeg kiggede bare op på ham, og kunne ikke andet end at storsmile. Hans ord var SÅ søde, og de gik virkelig lige ind i hjertet på mig. ”Hvad er det du prøver på at sige Nick?” sagde jeg, for jeg vidste at han lagde op til at sige et eller andet. ”Jeg er klar til at starte et forhold igen – Er du klar igen? Jeg lover dig at jeg aldrig vil skuffe dig, eller såre dig igen, ALDRIG!” Han tog min hånd, og rev mig op og stå. Jeg holdt stadig ved hans hånd, og kiggede ham ind i øjnene. ”Nick jeg ved ikke helt..” sagde jeg og sendte ham et falsk smil. Jeg kunne tydeligt se på Nick, at han blev nervøs over mit svar. ”Det er selvfølgelig helt iorden hvis du ikke vil,” sagde han hurtigt og pillede nervøst ved sit hår. Jeg tøvede ikke et sekund, da jeg kastede mig i favnen på Nick. ”Selvfølgelig vil jeg Nick,” sagde jeg højt, så alle kunne høre det, og hans ansigtsudtryk ændrede sig på under et split sekund. Han lyste op i det største smil, jeg nogensinde havde set. ”Mener du det?” sagde han overrasket og han kunne slet ikke lade være med at smile. ”Hvorfor skulle jeg ellers sige det!” sagde jeg og grinede. ”Du siger noget,” svarede han, men jeg stoppede ham, ved at kysse ham blidt. Jeg rykkede tættere ind til ham, og han pressede mig endnu længere ind mod ham. Da vi trak os fra hinanden, havde jeg ikke lyst til at skænke alle menneskerne rundt om os, en eneste tanke. Lige nu drejede det hele sig, i mit hoved hvertfald, om Nick og jeg. ”Måske skulle vi gå ud herfra,” sagde jeg stille og kiggede rundt. Det så ikke ud til at nogen havde forladt stedet endnu. Nu havde alle menneskerne fået deres finale – den helt store finale. ”Vi kan finde et sted, hvor det bare er dig og mig,” sagde han stille og kærtegnede blidt min hånd. Vi vente os begge to om, med hinanden i hånden, og så satte vi ellers kurs mod et sted hvor vi kunne være alene.
Da vi kom ud til Nicks bil, satte jeg mig hurtigt ind i den. ”Hvor skal vi køre hen?” sagde jeg stille til ham, og derefter bed jeg mig genert i læben. ”Vi kunne tage hjem til mig! Kun hvis du vil altså. Jeg tror gerne min familie vil møde dig igen, de har savnet dig rimeligt meget!” Han stoppede op lige efter sætningen, og jeg vidste at han skulle til at sige noget mere, ellers ville han ikke stoppe op på den måde. ”Jeg har også savnet dem,” sagde jeg og smilede. Jeg glædede mig mere end meget til at se dem igen. ”Men så kører vi derhjem,” sagde han og startede bilen. Som så mange andre gange, så lå der en pinlig tavshed over os, og ingen af os vidste rigtigt hvad vi skulle sige. ”Tak Nick!” sagde jeg for at bryde vores tavshed. ”Tak for hvad!” sagde han bare og holdt øje med vejen. ”Tak fordi du ville gøre alt det her for mig. Fordi du ville have mig tilbage – og tak fordi du ikke valgte Cecilie!” sagde jeg lettet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle have gjort af mig selv, hvis Cecilie havde endt med at få Nick i sidste ende. ”Fordi jeg ville have dig tilbage! Jeg vil mere sige tusind tak fordi du ville have mig tilbage! Jeg fortjener ikke en chance til! Og jeg ville aldrig vælge Cecilie. Jeg kan ikke klare at høre på alt hendes praleri!” sagde han og kiggede hurtigt over på mig, hvorefter han slog blikket tilbage på vejen igen. ”Alle fortjener en chance til!” svarede jeg stille. Efter det var der igen tavshed mellem os, og der var ingen af os som tog ordet, indtil vi stoppede i indkørslen til Jonas-familiens hus. Jeg åbnede min dør, og gik så langsomt ud. ”Det her sted har jeg savnet!” sagde jeg stille. Jeg vidste selvfølgelig godt at det ikke var deres rigtige hjem, men når de blev i en by i et godt stykke tid, så lejede de altid et hus, og det var det her hus, som jeg havde været i flest gange. ”Tror du stadig de vil se mig? Efter det her?” sagde jeg nervøst, og blev i et sekund helt i tvivl om de ville se mig igen. ”Om de vil! De vil ELSKE at se dig igen. Jeg har faktisk ikke fortalt dem at vi var blevet gode venner igen, og det samme har Joe og Kevin heller ikke! Så de ved det ikke… endnu!” svarede Nick med et lumsk smil smørret hen over hans læber. Vi gik stille ind i gangen, og tog vores overtøj af. ”Nick er det dig?” Jeg kunne høre Denises stemme inde fra stuen. ”Ja det er mor, og jeg har taget en med hjem,” sagde han højt til Denise. ”Hvem er det?” ”Det finder du ud af lige om lidt. Vi skal lige have vores overtøj af,” råbte Nick tilbage. Jeg var virkelig nervøs lige nu, men jeg vidste inderst inde godt at jeg ikke havde noget at være nervøs over. ”Måske skulle vi vente lidt med at sige, at vi er sammen igen,” hviskede jeg stille over til Nick. ”Det gør vi så!” Han gav hurtigt min hånd et lille klem, hvorefter han slap min hånd. Vi gik stille ind i stuen til de andre fra familien Jonas, og jeg var mere end spændt på at se hvordan de reagerede når de så det var mig!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...