Postkort fra ...

af , lørdag 1. september, 2018
2 Likes
Postkort fra ...

Et forsinket postkort er netop landet i Movellas' postkasse!

Kan I gætte, hvor en anden af vores ambassadører har været?

 

 

Vi sukker alle og længes efter at kunne blive oppe til midt om natten i en kreativ skriverus, nu hvor sommerferien endnu en gang er omme. Det er foreløbigt slut med rejser til ukendte destinationer, men derfor har vi da alligevel lov til at drømme os tilbage ;-) Vi har for en uges tid siden modtaget et forsinket postkort fra Alittlebubble, som skriver følgende: 

 

Jeg er ikke ret langt hjemme fra. Her er solrigt og varmt, hvor jeg befinder mig. Ikke som nogle år, hvor regnen skyller ned fra oven. 

Jeg har været i en lille by med blot 2956 indbyggere, men den gemmer på mangt og meget. 

Byen er berømt for en helt bestemt slags kager. Kender man lidt til, hvad Peter Plys altid spiser af sine krukker, så kan man måske gætte, hvilken slags kage der er tale om. 

Ja, byen er faktisk kendt for mere end bare kage, den er nemlig optaget på UNESCO-listen for verdenskulturarv. Det er da ret imponerende, ikke?

Byen startede som en koloni helt tilbage i 1773, da Christian den 7. grundlagde byen for Brødremenigheden. Det er blandt andet grundet denne Brødremenigheds arbejde, at byen er blevet et verdensnavn.

Kan I gætte, hvor jeg har været denne sommer?

- Alittlebubble

 

I var jo så gode til at gætte sidst, for I havde alle ret i, at BeSkyDreamer var på de Danskvestindiske øer. Den her er dog lidt sværere, men med lidt kendskab til stedet og evt. noget ekstra research er vi sikre på, I kommer frem til det. Vi elsker at læse om alle de her fantastiske destinationer og glæder os i den forbindelse rigtig meget til at hygge os med alle de fine bidrag til vores feriekonkurrence, hvor man skal skrive om en destination. Den slutter, lige inden vi byder oktober velkommen, så hvis I endnu ikke har haft en chance for at tage et kig på den, så vil vi varmt opfordre jer til det. Selvom det kan være fristende at leve efter teksten i Wake Me Up When September Ends, håber vi, at I frem for at drømme om natten vil dagdrømme lidt, så vi kan få kendskab til, hvilke tanker jeres sommerferiestrabadser har sat gang i. 

Vi håber, at alle er kommet godt ind i det nye skole-/arbejdsår. Del endelig, hvilket klassetrin I evt. er startet i, eller hvad I ellers går og laver :-) 

Loading ...