Da du forlod mig, tog du en del af mig med dig.

Der går ikke en dag hvor jeg ikke savner dig

 

Så slår slaget 5år, 5 lange år. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tænke på det og jeg ikke ville græde. Men jeg endte alligevel med at tænke på det, selvom jeg forsøgte at blive beskæftiget med en serie. Men når jeg ser op over computeren, så ser jeg billedet over fjernsynet, billedet fra deres bryllups billede. Det hænger på væggen over fjernsynet, sammen med to andre rammer; de hænger som en trappe, lidt forskudt overhinanden. 
Tre rammer, som indeholder billeder af mine bedsteforældre. Længst til høre i en sort ramme med blade, ser jeg min morfar kigge forelsket på hans kusine(lang historie, eller egentlig ikke). Længst til venstrre ved siden af CD-hylden, hænger min farmor og farfars bryllupsbillede. I midten hænger der et tomt billede endnu, et billede som skulle være mormor og morfar, men mor har endnu ikke fundet et.
Hver gang jeg kigger der op, så mindes jeg det tomrum, som jeg har haft siden farmor og morfar forlod verden. Jeg elskede min farfar og jeg var hans lille pige, men han gik bort da jeg blot var 7år gammel, dagen efter jeg så ham. Han døde af kræft, på det sygehus jeg blev født på.
Mormor var jeg klar over, jeg vidste hun skulle forsvinde fra denne verden og da datoen sagde d. 30/4 i år, så var det præcis 11 år siden, at hun forlod mig. Det var præcis den dato og uge dagen var præcis den samme, som den var da hun forlod verden. Alzheimers havde ramt hende og vi vidste det vil tage hende fra os. Det gjorde det også, på min blå mandag. 
Morfar kom som det største chok. Jeg havde så ondt af min mor og ville ønske jeg kunne tage smerten fra hende. Han døde året efter mormor. Sjovt nok også dagen efter jeg så ham og sjovt nok også på en af mine store dage. Jeg husker vores sidste sommer så tydeligt, jeg husker alt så tydeligt og jeg skrev det hele som en stil i 9. klasse. Vi skulle skrive en stil, ud fra en sang der havde minder og jeg valgte Our Last Summer, med ABBA. 
Morfar forlod os på min første efterskole dag. Dagen før havde vi været til min kusines 25års fødslesdag, jeg lovede ham at jeg ville skrive et brev i løbet af første uge. Men fik jeg desværre ikke lov til. Jeg var så knust. Jeg har ikke rigtig kunne cykle siden den dag, for det bragte bare minder op, omkring alle vores cykleture og jeg spiser grillkylling mindst en gang om året, som er fra grillen hjemme ved ham. For det var noget vi altid skulle have, når vi kom på weekend. 
Han fejlede ingen ting, hans højre tommelfinger var dog blevet operaret og var bundet ind i forbinding. Det var alt, ellers var han totalt rask. 
I år når datoen siger d. 16/8, så vil det være 10 år siden jeg så ham sidst, 10 år siden jeg gav ham det sidste kram og sagde farvel. 17/8, vil ikke kun være 10 års dagen for start på Vesterdal efterskole, det vil også være 10 år siden, at jeg mistede min højt elskede morfar. 

Men I dag er en helt anden dag. I dag er det 5 år siden, at jeg så min bedsteven for sidste gang. Mit et og alt. 
Jeg var farmors lille prinsesse, jeg var hende et og alt. Hun elskede mig fra da jeg kom til verden og til hun selv forlod den, jeg var alt der betød noget for hende.
Farmor havde ikke haft et let liv. Hun mistede sin første fødte søn, min onkel. Han var blot 10år da han blev kørt ned og gik bort. Senere mistede hun sin mand og hendes yngste søn, elsker hende overhovedet ikke og har alle dage været ligeglad med hende. Jeg var det som holdte hende igang, jeg var den person der holdte hende i live og gjorde hun havde noget at leve for. Det er hvad hun alle dage har sagt og det er noget jeg har vidst alle dage.
Jeg husker hele juni måned i 2013 rigtig godt. Jeg husker så mange ting rigtig godt og der er så mange datoer, som jeg aldrig har tænkt på, ikke før senere med årerne hvor savnet indhenter mig.

Jeg gik på HG, jeg havde 3 eksamener. Jeg havde en gruppe eksamen, som var den første eksamen. Det er kun datoen på første eksamen, som jeg er i tvivl om hvornår den var. Husker det var en torsdag, om det var den 6 eller 13, husker jeg ikke. Husker bare jeg bestod med et 7 tal og alt jeg ville, var at ringe til min farmor og fortælle det.
Desværre tog hjemmeplejen telefonen og sagde at hun var på vej på Svenborg sygehus. Hvilket var helt fint, for så ville hun komme hjem ugen efter, sådan har det altid været, siden hun faldt på cyklen tilbage i 2010. Så kunne hun godt i perioder, ryge en uge på sygehuset og kommer hjem igen.
Men denne gang var det noget andet. For jeg ringede igen d. 18 juni, jeg havde lige bestået IT eksamen med et 12 tal og det var mit første 12 tal nogensinde. Husker tydeligt at jeg ringede til mor først og sagde det, hvor hun svar sådan "Virkelig?", som om jeg ikke talte sandt. Sådan var mine to storesøstre også. Min papfar han var bare stolt af mig, eftersom IT er hans job.
Men farmor tog ikke telefonen. Hun var endnu ikke kommet hjem. Jeg skrev til min biologiske far og hun var stadig indelagt, sagde han. 
Jeg kunne godt føle noget var galt, men en uge fra eller til ville jo nok ikke være slemt. 

Det blev så d. 25 juni og det var min sidste eksamen jeg skulle til. Det var nu jeg skulle have hue på. Samfundsfagslæren har alle dage ikke kunne lide mig, så det var ingen overraskelse, at hun ikke synes min eksamen var god nok. Men jeg bestod med 4 og fik hue på.
Min mor var der, min mors kusine og nogle fra en ungegrupper var der, da jeg fik huen på. Mener min papfar også var, kan dog ikke helt huske det.
Kan huske at vi lige skulle hjem til min mors kusine og hente et eller andet, hvor jeg undervejs fik en sms fra min biologiske far. Jeg husker ikke præcis hvad han havde skrevet. Mener faktisk han havde haft ringet først, men jeg ville ikke snakke med ham. Vi har aldrig haft et godt forhold. Han var ikke kun en dårlig søn af min farmor, men han var også en dårlig far, en virkelig dårlig en og han burde slet ikke have lov til at få børn.
Han skrev noget med, at hvis jeg skulle sige farvel til farmor, så skulle det være nu. For hun ville nok snart dø. Min mor måtte så ringe til ham, for jeg kunne ikke. Jeg følte min glæde ved at være student, blev en smule ødelagt ved hans sms og min mor tog så snakken med ham. Hvor mor og jeg besluttede, at vi ville besøge hende dagen efter.

Jeg havde aldrig troet for 5 år siden, præcis i dag. At det ville være sidste gang, at jeg fik lov til at se min bedsteven i live, mit et og alt. Sygehuset havde taget gebisen fra farmor, hvilket gør jeg har et virkelig træls billed i hovedet, når jeg tænker tilbage på den dag og hende i sengen. Bare den dag hun gik bort, havde de ikke engang sat gebisen i hendes mund, så jeg har et virkelig træls syn af hende.
Jeg troede jeg ville kunnen år at få en dag mere, til at se hende i. Helgivis så hun mig med hue på, selvom jeg ikke ved om hun forstod det og jeg fik sagt, at jeg elsker hende. Eller det tror jeg nok at jeg gjorde, jeg husker et ikke. 

Jeg har aldrig haft tænkt over denne dato, ikke før sidste år og jeg begyndte at græde. I dag har datoen igen ramt mig og på søndag vil datoen ramme mig mere. På søndag vil det være 5 år siden hun forlod mig. 

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner hendes smil og alle vorers skøre samtaler. Juleaften og nytårsaften rammer hårdt. Vi havde en tradition. Jeg besøgte hende hver jule eftermiddag, hvor hun ville få hendes julegave og jeg vil få 500kr, vi spiste usundt slik og havde de dejligste samtaler. Nytårs aften var det samme, jeg ville få 500kr og et kort, som hun havde købt nede ved sin læge. 
Pengene er ikke det jeg savner, selvom jeg kun godt bruge dem. Det er vores tradition jeg savner. For det var vores ting, ligesom det var vores ting at snakke om farfar hver gang.
Da farmor gik bort, så gik farfar bort endnu engang. Hun holdte ham i live og nu er der ingen til at fortælle mig om ham, eller fortælle mig om de oplevelser jeg nåede at have med ham. 

Siden farmor gik bort, så har jeg nogle gange drømt om hende. Hver drøm har hun det samme tøj på. De velstrøjet hvide bukser, den blå t-shirt, hendes konfirmations halskæde og den frisure hun altid havde, ikke for at glemme det, så havde hun sin smøg i venstre hånd. 
I hver drøm ved jeg hun er død, men hun lever i drømmen og i nogle af dem, så er farfar pludselig levende.Jeg vågner hver gang med tårer på kinderne og følelsen af savn. 
Jeg fik aldrig bearbejdet tabet af hende, for den psykolog jeg havde på det tidspunkt, valgte alligevel at afslutte mig, på trods af farmor døde få dage før vores aftale.

 

I de første tre år, ventede jeg på min biologiske far ville ordne graven og det fik han aldrig gjort, så min mor og jeg tog affære og fik den ordnet. Nu 5 år senere, så gjorde vi det samme med navn, så jeg måske endelig kunne komme ned på graven selv, uden mor og måske endelig få det bedre. 
For i mine øjne, så var farmor ikke død, når hendes navn ikke stod på graven og det var lige meget om jeg selv bar hende hen til graven, jeg følte ikke hun var væk. To gange har jeg set farfars sten m. farmors navn på og begge gange følte jeg en sten blev løftet fra min hjerte. Men begge gange blev jeg også knust indvendigt.

Jeg var ikke engang fyldt 20, før jeg mistede alle mine bedsteforældre og af alle fire, så er det min farmor og morfar som har slået hårdest. Dog mest farmor. 
Jeg kunne snakke med hende om alt. Alt. Og nu er hun her ikke mere, jeg har ikke længere en at dele alt med, eller en jeg kan besøge når jeg har en lorte dag.
Jeg kan ikke længere ringe til hende og høre hendes stemme. Jeg kan ikke længere se en danskfilm med hende, eller få en god gang natmad. Jeg kan intet mere. 
Da farmor forlod mig, så tog hun havldelen af mit hjerte med sig. Jeg kan aldrig få hendes kram mere, jeg kan aldrig lave noget med hende mere.
Jeg er begyndt at savne hende ås meget, at jeg måtte holde et helt års afvænning af salgsstænger, for det var noget hun altid havde liggende og noget jeg begyndte at trøste spise. Nu er jeg så startet på dem igen, ligesom til jul og påske hvor jeg køber chokolade på pind. 

Jeg vil give alt for, at jeg kunne få lov at kramme dig igen og sige jeg elsker dig.

Jeg vil for altid være din lille prinsesse, altid!

Loading ...