Giv Slip På Mig

“Giv slip på mig” er en fortælling om to piger Emma og Abbey, og om hvordan de sammen hjælper hinanden med at “give slip”.

Emma har det godt og nyder sit liv, men da hun en dag får af vide, at hendes søster skal i fængsel i mange år, ændres det og hun bliver depressiv.

Abbey har været forelsket i Emma i mange år, men ved godt, at Emma aldrig ville kunne føle det samme.
Abbey har en bror som skinner af livsglæde og lykke, selvom han er syg.

0Likes
0Comments
315Views

2. 2

Abbey

Emma gik ikke sammen med den sædvanlige gruppe, lagde jeg mærke til, da det ringede ud efter sidste time.

Jeg kiggede rundt. Hun var der ikke.

Jeg gik rundt. Hun var der ikke.

Hendes vennegruppe gik forbi mig. De opførte sig, som hun hun aldrig havde været her.

Jeg tog hjem.

Kiggede over på nabohuset, der hvor Emma bor.

Sjovt, hun ved sikkert ikke, hvem jeg er, også selvom vi altid er så tæt på hinanden.

Jeg gjorde noget, jeg aldrig havde turdet gøre før.

Jeg gik hen til hendes hus og ringede på døren.

Mrs. Wilson åbnede.

“Hej. Undskyld forstyrrelsen, men er Emma her?”

Mrs. Wilson smilede venligt, men jeg kunne se på hende, at hun ikke havde nogen grund til det. Faktisk det helt modsatte. Jeg havde lyst til at give hende et lommetørklæde og sige til hende, at det nok skulle gå alt sammen.

Hvad der nok skulle gå alt sammen, vidste jeg ikke, men jeg vidste, at det ville gå.

“Nej dsv øhh?

“Abbey”

“Nej desværre Abbey. Emma er her ikke”

“Ved du, hvor hun er?”

“Nej det ved jeg ikke.”

Emma var her slet ikke, og ingen virkede rigtigt til at bemærke det.

Emma

Emma sad på en sten og stirrede ud i, hvad der virkede til at være, Ingenting.

Det var verdenen, som hun kiggede på. Verden som var ingenting.

For hvad betød det alt sammen, hvis det alligevel kunne blive taget fra en på ingen tid? Hele den verden hendes søster havde opbygget var gået i stykker.

Det var dér, det gik op for hende:

Hun kunne ikke holde ud bare at stirre ud i luften og langsomt blive omsluttet af alle de mørke tanker, der gør dig sindsyg.

Hun måtte ikke blive fanget af dem.

Hun besluttede sig for at holde dem ude og lade være med at tænke på sæt det, der lige var sket.

Hun ville holde sig beskæftiget, så de ikke kunne nå hende. Hun ville holde sig kørende, så de ikke ville kunne indhente hende.

Og hun ville have noget at leve for. Noget som ikke bare kunne blive taget fra hende.

Abbey

Emma var ikke væk til mere end næste dag, opdagede jeg, da hun viste sig i skolen næste dag, ligesom alle andre dage.

Hun grinede med sine venner, som alle andre dage.

Hun skævede over mod Nathan, som så mange andre dage.

Ja, hun spiste sågar det samme, som alle andre dage.

Men alligevel var der noget andet over hende. Hun virkede mere… mere fraværende? Og hendes smil nåede aldrig helt op til hendes øjne. Det virkede som om, at hun gjorde det på kommando, gjorde ting til skuespil.

Jeg mærkede en ånde i nakken.

“Hvad kigger du på?”

Ånden viste sig i fysisk form af min bedste ven Laura.

“Eller rettere sagt: Hvem kigger du på?”

Jeg blev helt sikkert rød i hovedet, men skjulte det ved at kigge væk.

“Nå nå, okay så”, sagde hun, da hun fattede, at jeg ikke gad snakke om det.

“Hvordan går det ellers med din bror?”

Jeg vendte mig rundt på den kolde kantsten for at kigge hende i øjnene.

“Han har det bedre”, sagde jeg og smilede. Smilede oprigtigt. Oprigtigt og taknemmeligt. Taknemmelig over for… Gud? Vil jeg tro? Jeg ved det ikke. Over for verden, måske. At den ikke havde i sinde at tage ham fra mig alligevel.

Hun smilede tilbage og lagde sine arme om mine skuldre: “Det er jeg glad for.”

Emma

Alice var her stadig.

Hun var her, når Emma kom hjem fra skole og råbte: “Jeg er hjemme!”

For “hjemme” var et hjem med Alice i. Sådan havde det altid været.

Alice var der, når Emma skulle bruge råd til hvad for noget tøj, hun skulle have på i dag. Når Emma spurgte: “Går det her sammen?” Eller: “Ser den her taske ikke pæn ud til denne jakke?”

Hun var der, når Emma skulle lave aftensmad og dækkede på til hende også.

Men hun var der ikke.

Alice var der ikke.

Hun var blevet sendt væk. De havde tabt i retten for længst.

Alice havde ikke været der i uger.

Det forestillede Emma sig bare.

Så var det ligesom lettere.

Emma forestillede sig, at hvis bare hun troede nok på, at Alice stadig var her, ville hun en dag dukke op og virkelig være her.

Ringe på hoveddøren og sige, at det alt sammen bare havde været noget, Emma havde forestillet sig.

Eller dukke op, når Emma spurgte hende til råds om ham den nye dreng i klassen. Et blink også ville hun være der.

Det ønskede Emma hver eneste gang, hun blinkede, hver eneste gang hun åbnede sine øjne.

Hun lod som ingenting, og det gjorde hendes forældre også. Men nogen gange når det blev for meget, og Emma havde kørt det rundt i sit hoved alt for mange gange, kunne det godt ses på hende.

Så plejede hendes forældre at sige:

“Emma op med humøret. Hun er jo ik død. Det skal du huske på”.

Og selvom Emma ikke ville indrømme det, havde det ikke været meget værre, hvis hun faktisk var død.

Så ville hun godt kunne fortælle folk om, hvad der er sket. Så ville det ikke på nogen måde havde været “skamfuldt” at fortælle det.

Så ville hun have lov til at græde og have ondt af sig selv.

For hun følte, at Alices handlinger på en måde også var hendes skyld. Sådan troede hun, at hendes forældre også havde det.

Og selvom Emma ikke troede meget på Gud eller “livet efter døden”, så inderst inde håbede hun og troede måske lidt på, at der var noget godt. Noget lyst og noget godt. Eller måske reinkarnation; det ville heller ikke have været så værst.

Men at Alice bare skulle sidde og rådne op i et fængsel, var en så forfærdelig tanke.

Derfor tænkte Emma ikke meget over det.

Hun propfyldte sit skema med venner eller fordybede sig i stedet i musikken, for musikken kunne ingen tage fra hende.

Alt for at slippe for at tænke på det.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...