Ny movella


1Likes
0Comments
172Views

1. Ulvehjerte

STAY af Camille C. C.

Ulvehjerte

 

 

“Sara?” Hendes kalden lød højt i den tavse cykel kælder. Der var helt tomt og ret klamt. Selvfølgelig var der cykler, men ikke et øje at se. Jeg krympede mig ved de beskidte vægge. Skyggerne i den kølige kælder, ville hjælpe med at skjule mig. De var levende. Jeg måtte ikke blive opdaget, aldrig mere. Jeg var alt for flov. “Sara!" Det var hende, Karolina, min bedste - og eneste veninde. Den eneste, der var sammen med mig. Den eneste, der holdt af mig. Den eneste, der kunne se på mig, snakke med mig, grine med mig, i en god mening. Den eneste, der ikke gjorde nar eller spyttede efter mig, når jeg gik forbi. Den eneste, som ikke fnøs af væmmelse ved synet af mig. Og den eneste, der ikke brød sammen af latter, når jeg bare løb ud af døren, smækkede den hårdt bag mig, fordi det hele bare blev for meget. For meget med alle Louisas spydige bemærkninger. Louisa havde efterhånden skabt sig en masse følgere fra klassen. Næsten alle pigerne og stort set alle drengene. De andre var bare neutrale. De holdt sig på afstand fra mig. De ville ikke selv være offeret. De gjorde ærligt talt ikke en skid. 

 

Kun én anden, var som jeg. Kun én anden, ville kunne forstå mine følelser hundrede procent. Han var nemlig sat i helt samme situation, mobning. Det var Nicholas. Søde fodbold-Nicholas med det sortkrøllede hår. Han gik altid i gammelt, beskidt og svedigt sportstøj. I de blå bukser, der var revnede ved foden og den hvide t-shirt fra Bilka. Også trøjen, der bare var købt brugt og billigt i genbrugsforretningen. De var ikke særlig rige, familien Jønnson altså. De havde ikke engang råd til ordentligt tøj til deres søn. Hvorfor hjalp kommunen ikke? Han ville ikke kunne leve sådan i al evighed. Eller kunne han? Mirakler var desværre sjældne. Kommunen havde simpelthen bare ikke lige tid! Åndssvagt, for de stoler jo kun på de voksne i huset. Det er jo svigt. Ja okay, lidt fulgte jeg da med i hans liv. Fattigdommen drillede de ham med. Hvorfor? Det var synd for ham, men hvad kunne jeg stille op? Jeg kunne bare se på og det var næsten ligeså slemt. Tænk, at mobbe med sådan noget. Selvom han var iklædt snavsede klæder, kunne jeg lide hans godsindede personlighed. Nicholas var ikke ked af, at hans familie havde færre penge end de fleste og hans familie havde det fint med sammenholdet.

De havde også mad og drikke og en dag, ville han finde et job og en rig kone. Så det var ikke et kæmpe problem. Det undrede mig bare, at de ikke gjorde noget. Hans problem var mobning, rettere sagt grov mobning. Mit problem var det samme. Jeg var i det mindste, selv havnet i min fordomsfyldte situation, grundet, at jeg engang havde været lun på Kristian fra X-klassen, Louisas nuværende kæreste. Det var forkert og det vidste jeg nu, men den gang vidste jeg ikke, at Louisa flirtede med ham. Hun var helt pjattet og vild med ham. Tænk, at jeg ikke havde bemærket noget. Tænk, at sådan én enkelt lille ting, kunne ændre alt. Det spolerede mit liv. Alle gik imod mig. Louisa og Kristian var nemlig klassernes populære elever, klanernes store ledere. Mobningen havde stået på længe. Kristian var bare så dejlig - den gang. Kort efter episoden, kom de sammen. Han var høj og bredskuldret. Hun var tynd og slank. De var begge utrolig kønne og jeg må da indrømme, at de passede godt sammen. Han var sød før. Nu var han en af de værste. Karolina ville nok også have blevet mobbet, fordi hun var BFF med mig, men det blev hun ikke. Hun var nemlig forfærdelig rig, men det var heller ikke det. Hendes storebror var Damian, landets absolut lækreste fyr. Desuden var han en kendt skuespiller og populær sanger. Faktisk vinder af talentkonkurrencen på TV2 for længe siden. Nu var han blevet kendt over hele verden. Han var hurtigt blevet erfaren og motiveret. Derudover var han en rigtig charmetrold. Damian havde lysebrunt hår til nakken og så smuk ud. Han lignede en rigtig eventyrprins, når han stod dér på scenen og fyrede den af. "All my friends, all my girls, all my boys, all my love. Come to me, be true, stay strong, keep fighting. Hard times go away!" Det lød fantastisk i mine ører og var i den perfekte melodi. Han havde det dyreste tøj på fra de fede mærker. Louisa var kæmpe fan og ville have Karolina over på sin side, blive bedste veninder med hende og så automatisk også være en smule venner med Damian. Louisa var taktisk nok, men Karolina skiftede ikke side og holdt i stedet fast. Hun var loyal og ville altid stå op for mig. 

 

Jeg var fjorten år og gik i ottende Y på Sydlandsskolen. Jeg var tynd og ret bleg. Jeg gik ikke op i make-up, mærketøj og andet fra modeverdenen, som Louisa og de andre piger. Jeg flippede heller ikke ud over snavsede negle eller løbende mascara. Jeg havde langt sort hår, som var kraftigt, ligesom mit tykke pandehår. Min højde på en meter og toogtres centimeter, var ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Jeg var spinkel og smidig, men også tæt bygget. Jeg havde gået til gymnastik og dans i syv år og var faktisk rimelig okay til det. Men nu var jeg altså stoppet med det og det var ene og alene på grund af mobningen. Jeg kunne bare ikke mere. I starten var det bare lidt kommentarer og bagtalen, der henvendte sig til mig. Men senere blev det også til at opsøge mig på adressen - Bøgevej syvogtredve - og svine mig til, når min far ikke var hjemme, for han vidste naturligvis intet om drillerierne, men troede blot, at jeg stadigvæk var populær. Tænk, at han ikke havde bemærket, hvor ensom jeg havde været på det seneste. Klassen svinede mig også til på Facebook og slog mig endda! Jeg var begyndt at blive tyndere og tyndere. Jeg spiste ikke særlig meget. For nogle uger siden, var jeg også begyndt at skære i mig selv. Jeg bed bare smerten i mig og tænkte kun på efterlivet. Mobningen var blevet værre og værre og jeg havde også fået en hateside på Instagram. Jeg fik endda dødstrusler på sms, men jeg viste dem aldrig, for alt dette, var sikkert min egen skyld. Jeg var begyndt at blive mobbet med, at jeg var lidt af en såkaldt tolvtalspige. Min mor var død og min far drak. Jeg var altså helt alene, udover Karolina selvfølgelig og måske... Ham.

 

Cykelkælderen lugtede af affald og hjul. Der var næsten helt mørkt. Det eneste lys kom fra et lille vindue længere oppe. Det var helt sort af skidt og der lå en del døde fluer. Det var nok ikke rengjort siden skolen blev bygget for omtrent niogtredve år siden, altså i tidernes morgen. En bi sværmede rundt omkring mig. Den summede højt omkring mit hoved og jeg smækkede den én. Det resulterede blot i, at jeg blev stukket og den døde. "Av for Satan dit svin!" Råbte jeg og sukkede efterfølgende stilfærdigt. Cykelkælderen var et stort rum. Jeg snurrede derfor rundt og så en mørk skikkelse liste ned af trappen. Jeg listede hen bag en skraldespand og var skjult for nogle cykler. “Jeg har altså hørt dig Sara. Kom nu frem.” Nej, jeg ville ikke findes. Dette var ikke gemmeleg. Dette var pine. 

 

De andre sad nok deroppe og havde tysk eller matematik. Det ragede mig egentlig ikke. De sad vel bare og fniste, mens de lagde opslag op på min hateside @saraerenbitchyouknow. Jeg skulle bare væk. "Sara!" Igen kom det. Bare højere denne gang. Jeg vendte rundt og så en skikkelse komme lige imod mig. Jeg gispede lydløst og gik tavst videre i det kolde rum. Mit gemmested var afsløret, men jeg var kommet næsten lydløst ud. Skridt længere bag mig. Det var Karolinas sorte højhælede, altså de dyre, som hun tit havde på. Hun så mig ikke. Jeg ville ikke ses. Jeg ville ikke høres. Jeg ville ikke trøstes. Og jeg ville ikke haves ondt af. Det var jeg alt for flov til. For få minutter siden, i klassen, blev jeg som sædvanligt gjort til grin. Nicklas, Louisas teknikven, havde hacket sig ind på min PC og set alt det, de ikke skulle se. Det, de ikke burde se og ikke kende til. Mine private billeder og videoer fra, da jeg var lille og når jeg var stiv. Mine SMS-samtaler med mormor, inden hun døde af kræft og meget mere. Men det værste af det hele, var min dagbog. Der hvor alle de personlige oplysninger stod. Naturligvis ikke æg og andet, jeg skulle handle i Netto efter skole, men alt det andet. Mine følelser og tanker. Bare alt muligt hemmeligt og sårbart, som selv Karolina ikke kendte til. Alle mine private hverdags problemer, stod dér. Alt det med far og... "Saras far er alkoholiker! Haha, har i hørt den med?" Sådan lød det højt for mit øre, igen og igen. Det fortsatte bare ud i en uendelig gentagelse. Igen, igen, igen. Fuck! Shit! Hjælp! Åh! Stop! De fortsatte og de gjorde nar. De fortalte det videre. Pludselig vidste hele årgangen det og nu var de alle på Louisas onde side, hver og én. Jeg havde løbet. Jeg skulle bare væk. Væk fra det hele. Væk fra alt hendes pladder. Snart ville lærerne komme og forlange samtaler, som aldrig hjalp, men bare gjorde det hele tusinde gange værre. Så var jeg virkelig på skideren. Jeg var bare løbet ud af klasseværelsesdøren og smækkede den hårdt i bag mig, så der kom et kæmpe brag. Jeg kunne høre dem på lang afstand. De lo iskoldt. Nu vidste de det alle sammen. Jeg var knust. 

 

"Pling!" Sagde min mobil. Displayet lyste op. Det var fra Messenger. "Hvor bliver du af, ko? Du tør nok aldrig at komme tilbage. Prøv du bare! Dræb hellere dig selv. Så gør du os alle en stor tjeneste og verden slipper for dig, Du er jo til grin. Ingen kan lide dig. Det er vel nok synd. Luder!" Det var fra Louisa-gruppen. De var jo sindsyge. Kolde øjne, ondt blod, faretruende sjæle, mørke hjerter. Sådan var de. Jeg brød indvendigt sammen. Nu kunne jeg ikke mere. Var det virkelig den eneste løsning at tage mit eget liv?

 

Igen, lige bag mig, men mere forsigtigt denne gang. "Sara." Jeg vendte mig forskrækket rundt og kiggede frem for mig. Jeg så op i de safirblå øjne som jeg så længe havde elsket. "Karolina..." Jeg blev afbrudt. "Er du okay? Eller... Går det?" Jeg rystede forsigtigt på hovedet. Det var bare for meget, alt sammen. "Årh søde. Hold kæft, hvor er de tarvelige. Jeg har lyst til at skide på dem og tvære lorten ud i deres 'fine' fjæs. På hende. De tror, at de er seje og strenge, men det passer i hvert fald ikke. De er til grin. De er ingenting værd. Men det er du! Du er smuk, sød og begavet på mange punkter." Hun lagde forsigtigt armene omkring mig og så løb tårerne atter ned over mig. Ned over kinderne og videre til hagen. Jeg tænkte tilbage på alle de gode minder, jeg og Karolina havde haft sammen. Også alle de forfærdelige episoder i klassen. Alle hadede mig. Alle, undtagen hende. Vel heller ikke Nicholas? Jeg havde altid været en positiv og festglad ung pige, men nu var det hele lige meget. Karolinas lange lyse hår kildede mig blidt på kinden. Hun græd også. Hun var ked af det på mine vegne. Hun var en sand ven. Det satte jeg pris på. Hendes mascara var tværet helt ud. Det ænsede hun ikke, som Louisa ellers ville have haft gjort. Hun ville flippe helt ud. "Det skal nok gå alt sammen," hviskede hun forsigtigt i mit højre øre. Eller nej. Ikke hende. Så gik noget op for mig. Noget, jeg burde have opdaget for længst. Det svimlede for mit syn. Vi var ikke alene. En dreng med sort hår smilede opmuntrende til mig. Det var Nicholas. Bare man kunne forsvinde. Bare blive væk. Bare blive glemt af alle. Så tag mig dog! Jeg havde længe tænkt på dét. At springe ud fra en høj klippe og suse ned i ingenting. Bare falde ned i vandet, lande på en sten og dø. Kaste sig ud i døden og direkte ind i dødsriget. Om jeg kunne få mig selv til det, ja! For sådan var sandheden, den barske skæbne. Jeg ville ikke eksistere mere. Ikke skulle vågne op hver dag og vide, at jeg skulle stå ansigt til ansigt med Louisa og de andre. Jeg ville bare forsvinde sporløst og aldrig dukke op igen. Jeg ville bare væk. 

 

"Du... Hej," mumlede jeg forvirret. Tårerne standsede, sporene listede stille hen. Han sukkede. "Jeg kender det. Hun... De er nogle idioter. Hun er lederen og en flok er intet uden sin leder. Ligesom en leder heller ikke kan stille noget op uden sin flok. Sammen er de stærkere og de tør ikke at trodse lederen. Som ulve. Sådan hænger det altid sammen. De står som ét, krigerne. Kald dem Darkness-gruppen. De mørke soldater." Jeg så uforstående på ham. Op i de små øjne. Det lød klogt. "Jo?" Sagde jeg forvirret. "Hvis vi kunne skille dem ad, ville vi kunne få det stoppet. Men så let er det bare ikke." Hans stemme var stille og vis. "De holder sammen. Og det må vi også. Du er ikke længere alene om det her." Hans stemme var nu højtidelig. Han tog min hånd og vi rejste os, sammen? Langsomt gik vi mod døren. Den store sorte sten dør med gråt jernhåndtag. Karolina åbnede den for os. Det var udgangen til friheden. Vi kom ud i den store skolegård, hvor små unger løb rundt og skreg af fryd. Vi så ligefrem. Udgangen ud til vejen var den anden vej? Så gik det op for mig, hvor vi var på vej hen. Hen til trappen op til skolebygningen. Den gule, der tilhørte udskolingseleverne. Den, jeg kun kunne nævne dårlige oplevelser fra. Jeg prøvede at rive mig løs og vride min hånd fri, men han sagde roligt, "slap bare helt af. Jeg håber du stoler på mig. Vi har ikke fortjent dette her. Det er ikke vores skyld. Vi skal vise, at vi ikke lader os stoppe af dem. Vi bryder ikke sammen over dem. Jeg har lært at ignorere det, i håb om, at de en skønne dag, ville miste interessen og opgive håbet om at støde mig, men det var uden held. Det skete jo aldrig. De mistede ikke interessen. Vi er nødt til at vise, at vi står sammen og står fast ved vores fredsønske." Mit forvirrede ansigt lyste forstående op. Jeg var nervøs, men det her var det eneste rigtige at gøre. Nu mærkede jeg varmen ved ham og var pludselig ikke bange længere. Jeg stolede hundrede procent på klassens kiksede dreng Nicholas, selvom det hele var nyt. Langsomt gik vi indenfor. Igennem gangen og nærmede os ottende Y's lokale. "Se frem og vis dem hvem vi er." Karolina gik tavst foran os. Nu var vi der. Jeg var ikke bange længere. Der kommer en dag, hvor jeg kan være mig selv igen og den dag var nu. Verden blev sat på pause og startede igen i slowmotion. Langsomt kom jeg til mig selv igen. Tilbage til virkeligheden. "Så er det nu." Karolina åbnede stille døren. Vi trådte ind. Hånd i hånd gik vi stolt ind i klasselokalet. Vi stirrede ligefrem for os. Deres måbende øjne chokerede mig ikke. For nu gik det hele på den rette måde. Lyshårede Louisa stirrede, men sagde intet. Nu skulle vi vise dem. De lyse tider, skulle vende tilbage, tænkte jeg roligt. Det hele skulle nok gå. Vi gik videre igennem lokalet. Alle kiggede på os. Alt var stille. De endelig respektfulde øjne rørte mig. Var det sådan, glæde føltes? Det håbede jeg, for jeg ville stolt kæmpe videre med Nicholas ved min side. Nu var jeg sikker. Nu skulle det blive harmonisk. Nu gik vi fremad.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...