DAN There is a Human

'There is a Human' er med i 'Battle of the Fandoms'-konkurrencen, inden for fandommen Once Upon a Time/Disney. Denne historie vil blive skrevet på to sprog, både på Dansk og på Engelsk. Læs resuméet i et af de første kapitler.

3Likes
0Comments
515Views
AA

3. 🅡 Kapitel 2: "Den Mystiske Blondine, igen?"

Der var gået fem dage, siden at hun havde mødt den mageløse Miss Swan. En kvinde som havde gjort den onde dronning, Regina, helt blød i knæene. Hun kunne mærke sit sorte hjerte banke hurtigere ved den blotte tanke om blondinen. Hun førte sin hånd op til arret på sin læbe, og lod åndsfraværende fingerspidserne løbe hen over det.

Emma’ havde Regina hviskede Regina hver aften, inden hun gik i seng. Det var også det første ord på hendes læber, når hun stod op om morgenen. Snehvide havde hun ikke skænket en eneste tanke over de sidste fem dage, og hvis hun havde, så havde hun skubbet tanken fra sig, fordi den virkede ligegyldig for hende. Tænk engang, at hun nogensinde skulle have det sådan. Tilfreds og glad.

Men Regina var ikke tilfreds. Selvom hun kun havde mødt blondinen den ene gang, så savnede hun hende usigeligt meget. Det var netop den tanke, som fik Regina til at iklæde sig en lysegrøn lærredskofte, brune læder-ridebukser og brune læderstøvler, som kom til at passe fint ind blandt pøblen.

Så efter at have aflyst alle kongelige pligter og låst sin soveværelsesdør, med en besked til vagten om, at hun ikke ønskede at blive forstyrret, begav hun sig hen til tunnelen, som gik fra soveværelset og ud i den virkelige verden. Ikke at hun var særlig interesseret i den virkelige verden,  -for det var hun ikke, hun holdt for meget af varme bade - det var Emma der trak i hende.

Efter en vandretur på en halv times tid, kom hun til en kro kaldet The Seven Dwarves. Hun havde kun hørt godt om den, trods den var ret snusket. Hun gik derfor ind i krostuen og så sig omkring, men der var ingen Emma. Hun forlod derfor hurtigt beværtningen igen.

Regina tog derfor en vandretur på yderligere en halv time, og kunne mærke i sommersolen, at hun var fuldstændig klistret af sved under tøjet. Derfor, da hun kom til en sø, smed hun sit tøj og tog sig en dukkert. Vandet var dejlig køligt, og den smule bevægelse der var i vandet, hjalp hende med at massere de ømme muskler.

Regina lå derfor i vandet og drev lidt rundt, da hun hørte lyden af hestehove. Hendes første tanke var flere vagter, og det ville derfor blive endnu mere akavet end sidste gang, når hun var helt nøgen.

”Hey, Regina!” lød en velkendt stemme, blød som honning. Det var… det kunne ikke være… Emma?! Det sorte hjerte i Reginas bryst gjorde et begejstret lille hop ved lyden af blondinens stemme. Hun kunne også mærke en anden del af sin krop blive glad for at se blondinen igen, men den del måtte ignoreres lige nu (og ville heller ikke være særlig passende at nævne i en ikke så højt rated historie).

Uden at tænke for meget over det, svømmede hun ind til bredden af søen, men kom så i tanke om, at hun ikke havde noget på, andet end hvad hun kom i med storken.

”Øh, Emma? Tror du, du kan-” Reginas stemme fadede ud ved det sidste ord i hentydningen.

”Ja, øh, ja, selvfølgelig!” halvt hostede Emma, og trak hesten med sig rundt

Og havde Regina kigget efter, så ville hun have set, at blondinen rødmede. Men Regina var fokuseret på at komme i tøjet, inden nogen, ufrivilligt, så hende nøgen. Hun ønskede ikke at være til åbent skue, til trods for, at hun havde svømmet nogen rundt for få sekunder siden. Hun trak derfor i sine underbenklæder, og derefter de brune læder-ridebukser, hvilket var pænt svært med våde ben. Til sidst trak hun lærredsblusen over hovedet, langsommere end hvad havde været planen, og hun kunne se, at Emma kiggede på hende ud af øjenkrogen.

Emma kiggede forlegent væk, da hun blev fanget i at kigge.

”Øh, Regina, din bluse er sådan lidt… gennemsigtig?” Emma trak sin blå vest af, og rakte den til Regina, mens hun forsat kiggede væk.

Regina så ned af sig selv og rødmede. Hun tog imod vesten, glad for at have noget at gemme sig lidt bedre under. Derefter trak hun i sine støvler, og var nu passende klædt på.

”Så kan du godt vende dig om igen, Emma.” sagde Regina med et smil, der varmede hendes stemme op. Det var Emma der fik hende til at smile så fjollet, at hun ikke kunne gøre for det.

Emma vendte sig langsomt om, og så på Regina var top til tå, hvilket fik Regina til (igen) at rødme. Emma selv var iklædt en grålig lærredsskjorte, nu ingen blå vest, brune, rimelig tætsiddende, bukser og støvler ligesom Regina selv. Håret var sat op i en slags hestehale, men det var flettet elegant, så Emma ikke fik det i øjnene.

”Hvad bringer dig herud igen, Regina?” sagde Emma venligt og forsonligt, mens hun sad op på sin skimmel igen.

”Øh, ja, øh.” Var det eneste der kom ud af Reginas mund.

”Vil du med ud på eventyr?” Emma havde lænet sig ned til Regina, og hviskede hende nu i øret så tæt på, at Reginas mørkebrune hår kildede hendes næse. Derefter rakte hun en hånd frem imod Regina.

Regina nikkede blot og fnisende som en teenager, og lod sig trække op foran på hesten, foran Emma. Derpå lagde Emma armene om livet på Regina, for at kunne nå tøjlerne, og sporede hesten til frisk galop.

”Jeg håber du er van til at ride, for her går det ikke langsomt.”

Regina nikkede blot, og holdt fast i sadlen og med sine lår. Ride kunne hun, jo, men der var mere det, at hun ikke havde styringen der nagede hende. Hun brød sig ikke om ikke at være i kontrol. Emma måtte have mærket, at Regina var utryg, for hun tog i tøjlerne og fik på den måde hesten til at sænke farten.

”Er du okay?” spurgte Emma varmt, og igen direkte ind i Reginas øre, så hendes ånde kildede hende på halsen, hvilket blot fik Regina til at smile større.

”Jeg. Jeg vil gerne styre, hvis det er okay.” nærmest hviskede Regina til sin nye ven.

”Selvfølgelig.” svarede Emma og nikkede tavst, inden hun overlod tøjler til brunetten. Hun lagde der på armene om livet på Regina, både for at holde sig selv fast, men også for, at Regina blev i sadlen, når hun ikke rigtig hvad noget at holde fast i.

Regina satte da hesten i galop, og de red ned af skovsti efter skovsti med bratte stop og vendinger, og Emma grinede nærmest hele vejen. Skimlen var mageløs at ride på. Både hurtig og lydhør. Den synes at kunne klare hvad end Regina udsatte den for, og ligeledes kunne Emma.

Men på et tidspunkt var de også nødt til at gøre holdt og lade hesten få lidt vand. Emma sprang af hesten, da de kom til en lille kro, hvis navn åbenbart var Granny’s. Hun stoppede hesten, og rakte armene op efter Regina, så hun kunne gribe hende. Og det havde Regina ikke det fjerneste imod, så længe hun ikke tænkte for meget over det, og det faktum, at hun helst ville klare sig selv. For med Emma var alting bare så let.

Regina hoppede da ned i favnen på den noget højere Emma, og blev på den måde løftet af hesten. Da hesten var tøjret ved en krybbe med vand, gik de mod kroen, leende med så store smil, at deres ansigter nær revnede.

Inde i krostuen, bestilte Emma noget øl til dem begge, noget Regina aldrig drak, hun var mere til vin, hvorfor hun hostede og spruttede, da hun prøvede at drikke af det. Hvilket bare fik Emma til at grine af hende. Og sådan sad de og snakkede sammen. De var på en eller anden måde endt inde på et kroværelse, hvor de drak videre. Sekunder blev til minutter, og minutter til timer. Inden de havde set sig om, var der gået flere timer og det var mørkt udenfor.

”Jeg må snart se at komme hjem. Min-” Hun tøvede kort, men forsatte så ”-familie må allerede nu være bekymrede for, hvor jeg er.”

Med de ord rejste hun sig op, og var på vej mod udgangen, men nogen greb hende om håndleddet og holdt hende derved tilbage. Hendes blik blev fanget, og bundet, af Emmas.

”Bliv.” bad Emma med store grønbrune øjne.

”Jamen, Emma jeg… min familie, jeg-”

”Bliv.” afbrød Emma hende og bad igen.

Regina rystede på hovedet, men kunne ikke få sig selv til at sige ’nej’ vokalt.

”Regina, bliv.” bad Emma endnu en gang, og rakte hånden frem imod Regina. Regina lagde sin hånd i Emmas. Pludselig landede Emmas læber på håndryggen af Reginas hånd og så på håndleddet. Regina smeltede nærmest ved kontakten mellem de bløde læber og sin hud. Mærkelig varme bredte sig over hele hendes krop, hvorefter Emma så op på Regina med bedende øjne ”Bliv, Regina.”

Af en eller anden årsag, fandt Regina sig selv nikke ’ja’ til Emma. Også selvom hun vidste, at hun var nødt til at komme tilbage til slottet. Især fordi hun var ene regent, og hun var nødt til at være der og styre, men Emma lokkede. Ikke at hun gjorde det med vilje, men Regina kunne ikke sige ’nej’ til hende. Hun kunne simpelthen ikke.

Regina tog også Emmas, igen, tilbudte hånd, og lod sig trække ned og sidde igen. Hun smilede til Emma, og Emma smilede tilbage til hende.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...