Who's the right


0Likes
0Comments
334Views
AA

2. I'm in

Timen er slut, Alex kommer hen til mig, "skal vi følges til biologi". Spørger han, jeg lukker min bog "klart" svarer jeg "jeg pakker lige sammen". Jeg kikker ud af øjenkrogen, Daniel rejser sig og går. Det er kun mig og Alex der er i klassen, jeg gør meget ud af at være langsom, jeg taber min bog på gulvet (med vilje). "Gå bare, jeg kommer lige om lidt" siger jeg og samler bogen op. Han kikker op på tavlen, og går ud af klassen. Jeg lægger hurtigt bogen i tasken og styrter ud af klassen.

Jeg løber lige forbi ham "Simone" jeg drejer om på hælen, så jeg er lige ved at ramme ham i hovedet med min taske. "Ja" "skulle vi ikke følges" han lyder skuffet "nårh ja" jeg ruller øjne af mig selv "skal vi ikke løbe om kap" han nikker og vi løber hen ad gangen, vi drejer om hjørnet og spurter rundt. Vi løber nær for langt, jeg hamre mine sko i jorden så jeg ikke falder. "Ha, jeg kom først" råber jeg, der er stille jeg stikker hovedet ind gennem døren. Jeg ler lavt og ser undskyldende på læren Mr. George. Han sætter et minus i sin notesblog. Alex møver sit hovedet ind ved siden at mit. "Hej Mr. G" Mr. George hader når Alex kalder ham det. Vi sætter os på vores pladser helt nede bagerst. Jeg kan se Daniels baghovedet, jeg læner min hage ned i håndfladen og glemmer helt at høre efter. "Simone!" Det er Alex, jeg bliver hurtigt løsnet fra min dagdrøm. "Du falder" siger Alex. Jeg kikker ned, jeg har fået den høje stol lænet mod bordkanten. "Pas nu på" og i samme nu falder både stolen og jeg gå gulvet. Det laver et kæmpe rabalder og hele klasen vender hovederne så deres øjne peger på mig. Jeg ser at Daniel har det ene ben ude over stole-sædet, som om han vil rejse sig. Jeg smiler. Jeg rejser mig og tager mig til armen, den vrider i smerte, jeg har lyst til at græde, men gør det ikke.

Da timen er slut, er smerten ikke forsvundet. Alex har hele tiden, spurgt om jeg er o.k. Jeg nikker hver gang. Jeg hører klokken ringe. Frokost. "Alex slap af!" Siger jeg bittert "jeg har det fint, okay?" han sukker "Simone, jeg kender dig, du er tydeligvis ikke okay" jeg knurrer. Daniel går forbi os han stanser ved sit skab, nr. 78. Jeg har skab nr. 76, så vi er tæt på hinanden.

Jeg går ind i kantinen og tager en salat og en flaske danskvand. "Hvad med noget mere?" Spørger Alex, jeg smiler ironisk. "Jeg er ikke sulten" han har taget en pizza slice og en juicebrik. Vi sætter os ved et bord. Jeg kikker mig over skulderen. Daniel står med en bakke og kikker rundt efter et sted at side. Jeg får øjenkontakt med ham, og vinker ham herhen, Daniel smiler og sætter sig ved siden af mig. "Jeg hedder Daniel" siger han, og rækker hånden frem mod Alex. Han ser væk, "Alex" siger han tørt. Jeg sender Alex et hårdt blik. "Undskyld, Daniel. Alex er bare sur fordi han syntes mit fald var det slemmeste i verden og jeg ikke gør." "Nårh ja" siger Daniel "Er du okay?" Jeg smiler "har det fint" jeg spiser lidt af min salat. "Er det her sådan en skole, hvor hele ens rygte afhænger af hvem man hænger ud med." Jeg ler "mere eller mindre" han nikker. "Har I måske lyst til at lave noget efter skole?" "Hvis du ikke har noget imod nørder som os?" Daniel griner. "Slet ikke!" Han griner vildt sødt, og jeg glemmer nærmest hvad der lige er blevet sagt. Alex bryder ind. "Kan ikke", "jeg vil gerne" siger jeg og smiler skævt. Daniel nikker og rejser sig. "Ses" Alex bliver sig selv igen, jeg giver ham et smølfespark. "Hvad handlede det lige om" siger jeg surt. Han tager sig til panden "jeg bryder mig bare ikke om ham, okay" jeg sukker. "Hør, han virker bare som en eller anden syg hjerteknuser, som har noget kørende med alle piger." "Nu er du latterlig" siger jeg. Jeg rejser mig "jeg skrider" jeg nærmest smider bakken på stativet.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...