Opgivet ~ onecast

Opgivet, alene, ung, kostskole, dreng, problemer

0Likes
0Comments
93Views

1. Opgivet

“Skal jeg ikke gå med ind?” Spørgsmålet kom fra min kære far, som sad ved siden af mig i bilen. Bemærk ironien om “kære far”. “Nej, det behøves ikke.” Jeg kiggede hen ad den lange vej, hvor der lå et stort hus eller nærmere et kloster.

"Mener du virkelig det her?" Spurgte jeg om, selvom jeg godt selv kender svaret. "Ja Ask. Du trænger til at komme væk hjemmefra." "Og så vælger du, at sende mig til det her sted?" Jeg hævede stemmen og kiggede på ham. "Ask, jeg gider ikke den samtale igen.." Samtale? Det er sgu da en diskussion vi har gang i. "Fint!" Jeg trak hårdt i bil håndtaget og steg ud med mine ting på slæb. "Vi ses om to uger, jeg elsker dig!" Ham havde rullet vinduet ned. "Hvis du siger det," mumlede jeg og fortsatte mod det store kloster.

Hvis du vil vide hvad jeg helt præcis er i gang med, at gå ind til, så ved jeg det ikke. Min far synes jeg har brug for at komme væk, og når han siger det mener han ærligt, at han ikke gider mig mere.

Mine forældre er skilt - eller min mor er død. Jeg prøver at glemme tanken, så derfor siger jeg de er skilt. Alle kender sandheden, men ingen snakker om den. Derfor siger jeg det bare sådan.

Far har fået en ny kæreste og hende kan jeg slet ikke holde ud. Jeg diskuterer med hende dagligt og derfor synes far åbenbart, at jeg skal sendes til denne kostskole. Tak far - jeg takker og bukker mange gange.

Jeg gik op ad trappen til hoveddøren, hvor der stod en dame. Vent, hvor længe har hun stået der? "Goddag. Du må være Hr. Jay? Dejligt at møde dem." Hun smilede venligt til mig. "Ja, bare kald mig Ask." Hun rystede på hovedet. "Nej, her kalder vi hinanden ved efternavn." For god sake, jeg hader det navn.

"I orden," jeg tog mine ting og gik med hende ind.

"Du skal bo her, Hr. Jay" Ej seriøst? Jeg får da stress, hvis de skal sige det hele tiden.

"Dette her er frøken Grey - deres værelseskammerat." En pige? Jeg smilede venligt til hende og satte alle mine ting på sengen. Det ser klart bedre ud indefra. "Nå, men frøken Grey vil vise dem rundt senere. Lige nu kan de få lov til, at pakke ud." Med de ord forlod hun rummet.

"Kalder vi også hinanden ved efternavne?" Jeg kiggede til siden hvor Grey sad, og så spørgende på mig. "Det kommer an på, hvad dit fornavn er?" Hun griner hæst. "Jeg hedder Nicole," "Nicole Grey? Hvad er der med forældre og deres måder, at sætte navne sammen på?" Hun grinede igen. Var jeg så sjov? "Ja, forældre du ved?" Ved jeg nu også det? Jeg smilede bare ad hendes kommentar, og kiggede mig omkring. Jeg begyndte stille og roligt med at pakke ud.

Klokken var blevet omkring halv seks. Jeg havde fået pakket alle mine ting ud, og vi skulle snart have noget mad - håbede jeg da. "Altså vi skal spise klokken seks, så hvis du vil se det hele bare nogenlunde i dag, skal det være nu!" Stemmen kom fra Nicole. "Okay.." Jeg tog min mobil og gik med hende ud ad døren. "Det her er fællestoiletterne, hvis nu alt skulle være optaget på værelset. Og her har vi.." "Hvorfor bor piger og drenge egentlig sammen?" Ja, jeg afbrudte, men den tanke havde været der hele dagen. "Altså, jeg tror bare det er sådan det fungerer her. Ærligt, du skal ikke spørge mig." "Fungerer? Det virker da mærkeligt. Ikke engang på efterskoler er det sådan?" "Har du da noget i mod, at bo sammen med en pige?" Hun løftede øjenbrynet og smilede skævt. "Nej, det undrede mig bare." Hun smilede igen.

Vi havde gået rundt i et stykke tid, men var dog endt på værelset igen. Vi havde snakket om en hel masse, og hun havde også fortalt ting om de andre elever. Pludselig var der en klokke der ringede. "Fuck, vi skal da spise!" Hun rejse sig hurtigt, og var med det samme henne ved døren. "Kommer du?" Spurgte hun spørgende. "Har den ikke først lige ringet?" Jeg kiggede underligt på hende. "Jo, men den ringer kun, hvis de mangler nogen." Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Vi spænede med ad gangen, og hurtigt var vi henne ved en stor dør. Nicole brasede ind, og vi stoppede begge op. Alle havde rette deres blik i mod os. Fed start.

"Hvad er det for en måde, at komme på?" Alle eleverne flækkede af grin. "Find jer en plads!" Hun kiggede strengt på os, og de andre begyndte langtsomt, at falde til ro. "Kom, vi kan sidde herovre." Jeg kiggede på Nicole, som smilede forlegent til mig.

Vi gik over til et bord, hvor der sad nogen, som hun højst sandsynligt kendte. "Hej" de kiggede alle op fra deres mad. "Hey, hvad så? Jeg er Martin," han rakte sin hånd frem og grinede svagt. "Jeg er Ask" svarede jeg ham, og rakte hånden usikkert frem. Vi rystede dem et par gange, og gav derefter slip.

"Sæt dig ned, Ask." Stemme kom fra en sød pige, som var ved siden af mig. Jeg satte mig, og kiggede på hende. "Hvad hedder du så?" Spurgte jeg hende om. "Ariana" hun smilede sødt. Hun er flot. Hun har bløde brune øjne og et smukt smil. Hun rødmede, og det gik op for mig, hvor længe jeg havde stirret på hende. Hun er virkelig smuk.

"Så, hvorfor er du kommet hertil?" Hun kiggede forvirret på mig, da hun stillede spørgsmålet. "Svaret må være min far.." Jeg smilede skævt. "Det er min mor den er gal med," hun små grinede. "Forældre" "Nemlig!"

Vi fik spist op, hvilket vil sige, at maden må have været fin. "Så Ask, skal du til fest på lørdag?" Spurgte Martin om. "Altså i morgen? For det er jo fredag i dag." "Ja, i morgen," han grinede. Er alt bare sjovt her eller hvad? "Øh.." Jeg kiggede på Nicole, som nikkede. Jeg kiggede tilbage på Martin. "Klart!" Jeg smilede. "Fedt!"

Jeg endte på værelset efter, at have snakket færdig med Martin. "Nicole?" Jeg kiggede ud på badeværelset, men der var hun ikke. Det var da mærkeligt.

Jeg vågnede af nogle mærkelige lyde. Jeg løftede mig fra sengen. "Hvad laver du?" Nicole kiggede skræmt på mig. "Fuck du gav mig et chok!" Hun tog sig til brystet. "Undskyld, men hvorfor kommer du først nu?" Spurgte jeg hende om. "Hvad rager det dig?" Wow, rolig tiger. "Fint, hvis det er sådan vi snakker. Jeg lagde mig tilbage i sengen, problemet var bare at jeg ikke kunne sove. Hvorfor var hun pludselig sådan? Jeg havde da ikke gjort noget - har jeg?

~~~~

"Skal jeg gå med ind?" Min far holder stadig om rattet med begge hænder, selvom vi holder stille på efterskolens pakeringsplads. Det med efterskolen er også en af hans gode ideer. "Nej, jeg klarer den selv." Jeg tog igen fat i bil håndtaget. "Ask.." "Glem det far! Du sender mig til det her sted, så giv mig for helvede lov til, at ordne det selv." Jeg råbte ad ham. Han kiggede ned i sit skød. "Jeg gør bare det her for, at hjælpe dig." Sagde han. "Hjælpe mig? Du fik mig sendt væk sidst - glem det!" "Ask, vi ved godt begge to, at det var din egen skyld." Sagde han med en bestemt tone. "Nej far, vi ved alle sammen, at det var din skyld. DU fik mig send af sted fra starten. DU fik en ny kæreste. Det var DIG der ødelagde det hele!" Med de ord skyndte jeg mig ud af bilen, og smækkede døren i.

Hvis I tænker hvorfor jeg ikke er på kostskolen mere, er det fordi igen, kære far, fik sendt mig væk. Selvom han sagde det var min skyld - hvilket det måske også var.

Jeg var til den fest med Martin og de andre, efter det blev alt ødelagt.

Jeg lagde op til noget med Ariana, hvilket gjorde at jeg glemte Nicole. Nicole blev ked ad det, og gad derefter ikke, at snakke med mig mere. Jeg fik et nyt værelse med en ny pige, hvilket slet ikke gik. Martin fandt ud af, at jeg kunne lide Ariana, hvilket han åbenbart ikke kunne lide. Det endte ud i en slåskamp.

Så ja, alt endte galt. Far fik flyttet mig til denne efterskole, så her skal jeg så bruge mit år. Tak far. Tusinde tak. Igen, jeg takker og bukker mange gange. Han har opgivet mig, og ham er ikke den eneste.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...