Jeg går alene

En ny definition på ensomhed. Kan man være ensom selvom man er omgivet af sine venner? James har masser af venner - han er populær - men han føler sig ensom. Han bliver draget mod Amaia, som ikke har nogen venner, men ligner én der ikke aner hvad ensomhed er for en følelse. - Dette er mit bidrag til konkurrencen "pige '17"

0Likes
0Comments
155Views
AA

2. ONESHOT - Jeg går alene

James følte sig ikke konstant ensom, det var mere i bølger. Der ville skylle en bølge af ensomhed ind over ham, på de mest mærkværdige tidspunkter. Når han sad hjemme på sit værelse, med gardinerne trukket for. Når han stod blandt sin familie, og lyttede til deres småsnak om arbejde, skole, børn og hverdags pligter i hjemmet. Når han stod sammen med sine venner i skolegården, og grinede af hende alle på skolen ikke kunne lide fordi hun ikke var ligesom alle de andre. Men aldrig, aldrig når han var i selvskab med de bøger han havde gemt væk inde i sit skab – for tænkt sig hvis hans venner troede han nød at læse. Han var aldrig rigtig ensom når han kunne forsvinde væk i en verden der hyldede dem der ikke var som de andre. ”Ensomhed,” havde hans mor engang forklaret ham, ”er en mærkværdig størrelse, men så længe man har nogle omkring sig, skal det nok gå”. Men hun havde ikke forstået, at i netop det øjeblik havde han følt sig ensom. Hun var lige der, og hun tilbød ham opmærksomhed, men det var på en eller anden underlig måde ikke helt nok. Det var ikke det han ledte efter.

Definitionen på ensomhed, havde han den aften slået op, var følelsen af at være alene og forladt; det at savne andre selvskab – eller det at opholde sig fjernt fra andre mennesker. Men definitionen havde ikke givet meget mening for James, for han kunne godt føle sig ensom, selvom han var omgivet af sine venner, sin familie. For James handlede det ikke om at være i fysisk selvskab med mennesker, andre af samme slags som ham, men at kunne fordybe sin i samtaler der fik ham til at føle, at han ikke var den eneste i verden der følte som han. Måske var det i virkeligheden det der var galt. Der fandtes ingen som ham, og netop derfor havde han valgt de venner han havde i dag – for han ville heller ikke være foruden venner.

 

James havde aldrig haft en specielt behov for at benytte sig af skolens bibliotek, og det var derfor uhyre sjældent, at han befandt sig der. Men i dag gjorde han. De fleste af hans venner var taget hjem fra skole, for hvem gad blive en ekstra time for at lave lektier? James gjorde det normalt heller ikke, men han havde bildt sine venner ind, at han havde fået en eftersidning, og befandt sig nu på biblioteket. James vidste ikke helt selv hvorfor han havde fortalt den løgn, og slet ikke hvorfor han lige netop i dag havde haft en umådelig trang til at tage på skolebiblioteket. Måske var det fordi, han var løbet tør for bøger at læse derhjemme. Eller måske fordi han havde sent Amaia gå derop, da han stod og snakkede med sine venner ude i skolegården lige efter, at de havde fået fri.

Amaia var noget for sig selv, bogstaveligt talt. Hun holdte sig for sig selv, og havde stort set altid en bog i hånden. James kunne faktisk ikke huske et tidspunkt hvor han havde set hende uden.

Biblioteket han nu stod i var stort, med mange rækker af tunge bogreoler, og i midten et langt bord, med en masse stole. Der sad enkelte elever spredt langs bordet. De fleste sad længst fra døren ind til biblioteket, men på en stol, helt ude ved kanten af bordet, tættest på døren sad Amaia. Hun sad, ikke overraskende, med hovedet i en bog. Aldrig havde James set et menneske se så koncentreret, men samtidig så fredfyldt ud. Han havde ikke opdaget, at han havde stirret på hende, før hun rømmede sig, og så på ham med et spørgende blik. Da han ikke sagde noget, rystede hun på hovedet og fortsat sin læsning. James rynkede brynende af overraskelse over, den måde hun bare havde valgt at ignorer ham på. Generede det hende ikke, at der var en fremmed dreng der stod og så på hende mens hun læste? Generede det hende ikke, at han ikke havde fortalt hende hvorfor han stirrede på hende, da hun havde givet han chancen? Åbenbart ikke, for hun så ikke op igen.

Det tog lidt tid for James, at få revet sit blik fra hende, og finde nytte af det store rum han befandt sig i.

Han gik hen til en bogreol med fantasyromaner, hev en tilfældig ud af reolen og gik tilbage hen mod bordet. James satte sig på en tom stol, på den modsatte side af det lange bord. Han sad overfor Amaia, der først nu så op igen. James havde blot lagt bogen foran sig, men han havde ikke åbnet den. Han så ikke væk da Amaia så ham ind i øjne. I stedet mandede han sig op, og sagde; ”Hvorfor sidder du altid alene?”

”Hvorfor er du ikke bare ligeglad?” Hendes stemme var blød, men kold. James vidste ikke hvad han skulle svare, for han havde ærligt troet, at hun var generet anlagt, men der havde han vidst taget fejl. Ikke at hun havde givet ham nogen grund til at tro, at hun skulle være genert. James havde ligesom bare antaget, at hvis hun ikke havde nogen venner måtte det da være fordi hun var genert. Men nu hvor han så på hende, hørte hendes svar, tænkte han, at hun nok ikke havde nogle venner fordi hun var et røvhul. Ganske enkelt.

”Undskyld, jeg skulle måske have præsenteret mig selv, inden jeg begyndt at stille spørgsmål,” sagde han undskyldende. Men blev endnu engang mødt af fjendtlighed.

”Jeg ved godt hvem du er – og jeg er voldsomt ligeglad,” sagde hun og rettede sit blik mod bogen der lå opslået foran hende. James kunne ikke forklare hvorfor han fortsatte med at tale til hende, for hun var tydeligvis ikke særlig interesseret i at høre, hvad han havde at sige. Men der var et eller andet ved hende, der gjorde ham underligt nysgerrig.

”Hvad læser du?” spurgte han, oprigtigt nysgerrig.

”En bog,” mumlede hun. James havde svært ved at skjule det grin der banede sig vej ud af hans mund. Han forsøgte at skjule det med et host, men det lod ikke til at virke, for Amaia kiggede op, med øjne der slog lyn.

”Hvis du kun er kommet herhen for at grine af mig, så vil jeg gerne bede dig pænt om at gå. Jeg har ikke brug for mennesker som dig i mit liv, okay”. James havde forventet, at hendes tone ville være hård, men i stedet lød hun arrogant. Som om ’mennesker som ham’ ikke var hende værdige.

”Er du arrogant?” Han kunne ikke stoppe ordne inde de allerede havde forladt hans læber. James havde egentlig aldrig haft problemer med at snakke med piger, faktisk fandt han det forholdsvis nemt. Men Amaia var, efter James’ mening ikke nem at snakke med, overhovedet.

”Hvorfor er du her? Hvorfor stiller du alle de spørgsmål? Jeg læser, og du forstyrrer,” sagde hun, denne gang i et mere opgivende tonefald.

”Du svarer ikke på nogle af mine spørgsmål”. Det var mere et spørgsmål end en konstatering, og han håbede på, at hun snart ville svare, på i hvert fald et enkelt af hans mange spørgsmål.
”Du svarer heller ikke på mine,” sagde hun og løftede sine øjenbryn. James gengældte bare hendes blik, og til hans fryd og glædede, sukkede hun og sagde; ”Nej jeg mener ikke selv jeg er arrogant. Jeg læser i min ynglings bog, og jeg kan godt lide at være i fred når jeg læser, så derfor sidder jeg her, alene”. Hun virkede stadig ikke just begejstret for samtalen, men James var nærmest lykkelig over, at han havde fået hende til at snakke. James besluttede sig for, at det nok var bedst, også at svare på hendes spørgsmål, trods det faktum, at hun helt oprigtigt virkede – for at citere hende – ’voldsomt ligeglad’.

”Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke bare er ligeglad. Jeg er her, fordi jeg synes det er synd, at du er alene, og jeg stillede alle de spørgsmål fordi jeg er nysgerrig,” sagde han. Den eneste indikation han fik på, at hun faktisk havde hørt ham, var et lille, ubesværet træk på skuldrene.

James vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, så han begyndte at læse i den bog han havde fundet frem. Det var ikke det han havde håbet ville ske, men han kunne se på hende, at hvis han blev ved med at presse hende til en samtale, hun i bund og grund ikke ville have, ville hun sikkert ende med at gå sin vej. Det ønskede James ikke, så han lod være med at sige mere, og forsøgte i stedet at koncentrer sig om ordne på siderne i bogen.    

 

I løbet af det næste lange stykke tid kiggede James skiftevis op fra bogen og ned i den igen. Han kunne ikke lade være med at blive en smule skuffet når han kiggede op, og så, at Amaia stadig sad og læste. Hun havde ikke skænket ham et eneste blik og det irriterede ham grænseløst. James vidste egentlig ikke hvorfor, for han havde aldrig snakket med hende før i dag – og hvis han havde lyst, kunne han bare forlade lokalet og tage hjem til en af sine venner. Men måske var det pointen. Han havde ikke lyst til at bruge tid med sine venner i dag.

Det var ikke fordi hans venner ikke var gode venner, men han var ikke sikker på, at de forstod ham. Da James havde kigget på Amaia så længe, at han vidste, at det ville være umuligt at koncentrere sig om bogen igen, lukkede han den i, rejste sig fra stolen og satte bogen på plads. Trods alt de bevægelser der var over for hende, kiggede Amaia ikke op fra sin bog på noget tidspunkt.  James forstod ikke helt hvorfor, men det irriterede ham helt vildt, at hun bare sad der og ignorerede det eneste menneske der faktisk talte til hende.

Stædigt gik han hen til hende igen, og satte sig ned. ”Må jeg spørge om noget?” sagde han, og foldede sine hænder foran sig, på bordet. Det blik Amaia sendte ham, da hun kiggede op fra sin bog, var bestemt ikke venligt.

”Det har du allerede gjort,” sagde hun så koldt, at det løb James koldt ned af ryggen. Han rettede sig op, fast besluttet på, ikke at lade hende få det bedste af ham. Han smilede roligt til hende.

”Du har ikke nogen venner, har du?” spurgte James. Det var første gang den dag, James så hende blive overrasket.

”Jo-o, en enkelt vil jeg mene,” sagde hun tøvende. ”Hvorfor spørger du?”

”Er det ikke ensomt? Du er aldrig sammen med nogen, du sidder bare på biblioteket og læser,” svarede James, oprigtig nysgerrig over hvordan hun bar sig ad med at være så alene som hun var. Hun rynkede brynde. ”Jeg vil hellere være alene, end jeg vil have venner jeg ikke kan snakke om alt med,” sagde hun, og lukkede sin bog i. James havde svært ved at skjule sin triumf. Endelig havde han fanget sin opmærksomhed. James skulle til at stille et nyt spørgsmål, men Amaia åbnede igen munden og fortsatte. ”Tænk hvilken trist verden vi ville leve i hvis vi ikke kendte til magien ved at læse en god bog”. Og så skete der noget fantastisk. Hun smilede til ham.

”Hvad mener du?” spurgte James hæst.

”Det jeg prøver at sige er, at du synes jeg er alene, du tror at jeg er ensom, men det er bestemt ikke tilfældet. Jeg nyder det kaos der er inde i mit egent hoved. Jeg nyder at bruge tid i en fiktiv verden. Man er ikke mindre ensom bare fordi man er omgivet af en folk mennesker. Hvis de mennesker der er omkring én, ikke forstår hvem man er, hvad er så pointen?”

James vidste ikke om det var et retorisk spørgsmål, men én ting var sikkert – han havde ikke et svar på spørgsmålet.

Og så gik det op for James, han havde ikke følt sig alene for første gang i lang tid. Nej de havde ikke snakket, og James tvivlede på, at de ville være venner, men hun forstod ham, uden at kende ham, og det fik den tunge fornemmelse af ensomhed til at løfte sig fra hans skuldre. Det føltes som om han kunne trække vejret rigtigt igen.

”Så du er aldrig ensom?” spurgte han tøvende. Langsomt nikkede hun, og så på ham med triste øjne.

”Jo, men det er ikke altid en dårlig ting at være alene. Nogen gange finder man nogle nye interesser, eller også lære man nogle nye ting om sig selv. Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget, som man siger”. Hun sagde det sidste med et grin i stemmen, og hun smilede et smil der nåede hendes øjne.

”Hav en god dag,” sagde James og rejste sig. Amaia rystede på hovedet over ham, og skulle lige til at åbne sin bog, men sagde i stedet; ”Jeg tror aldrig jeg bliver klog på hvordan den menneskelige intelligens fungere”. James var næsten sikker på, at det ikke var meningen, at han skulle have hørt det, for hun havde sagt det utrolig lavt. Alligevel kunne han ikke stoppe de ord der forlod hans læber.

”Heller ikke jeg”. Og med det forlod han biblioteket.    

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...