De 58 dage

Kiras liv var helt normalt. Hun var en pige der elskede alt med fest, farver og musik, og havde sin vennebase og en fantastisk familie. Men hvad sker der så når hendes lillesøster bliver indlagt på hospitalet med kræft?
Det her er historien om, hvordan Kiras liv udvikler sig mens hun skriver dagbog. Hun skriver i sin dagbog 58 dage, alt i mens hendes liv udvikler sig med en nærmest uhyggelig fart, hvor hun aldrig kan komme tilbage til starten igen.
(Deltager i dagbogs konkurrencen)

1Likes
4Comments
747Views
AA

5. Den femte dag

Kære dagbog

Jeg er nu tilbage for femte dag i streg. Kan du huske i går, hvor jeg syntes at fire dage var helt vildt? Jeg synes nu, at fem dage er endnu sværere. Jeg har vildt svært ved at tage mig sammen om at skrive til dig i dag, så jeg ved ikke lige hvor meget jeg skriver.

Lad os starte fra begyndelsen af dagen, så jeg lige kan få et overblik over det hele. Her i starten af dagen stod jeg selvfølgelig op, og gik ind for at få morgenmad. Det var helt mærkeligt at se Milles tomme plads, men det skulle vi vende os til. Det er jo faktisk ikke sikkert at hun kommer hjem i dag. Over morgenbordet aftalt vi, at jeg heller ikke skulle i skole i dag. Det ville simpelthen være for hårdt for mig. Det mente mine forældre i hvert fald. Jeg følte mig faktisk ganske frisk, og ikke nær så ked af det, som jeg havde været dagen før. Vi aftalt, at jeg skulle starte i skole igen på mandag. Alt andet mente mine forældre ville være urealistisk. Selvom jeg var dybt uenig, så gjorde jeg som de sagde og blev hjemme.

Det meste af dage brugte jeg på, at ligge og kigge op i loftet. En gang i mellem kiggede jeg kort på Facebook, men ellers lavede jeg ikke noget rigtig noget før om aftenen, hvor min mor sendte mig ud i indkøbscenteret for at købe mælk til den risengrød hun var ved at lave. Da jeg kom tilbage med mælken viste det sig, at jeg havde været for langsom, og at risengrøden var brændt på i mellemtiden. Men nu hvor jeg sidder og skriver lige nu, tror jeg ikke at det ville have været 'rigtigt' at spise risengrød uden Mille. Det ville have været forkert. I stedet fik i rugbrød, men i det hele taget det at sidde hjemme uden Mille føltes bare så forkert.

Hvorfor skal hun lide, når vi andre kan sidde herhjemme og spise aftensmad? Hvorfor kan jeg sidde og spise aftensmad når hun ikke kan? Hvis bare nogen kunne love mig, at der ville blive opfundet en kur mod kræft i morgen så Mille kan komme hjem.

Hilsen Kira

________________________________________________________________________________

Info!!!!

Jeg ved godt, at jeg ikke har fået skrevet så meget på den hersens dagbog i et stykke tid, men jeg vender frygteligt tilbage nu!

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...