De 58 dage

Kiras liv var helt normalt. Hun var en pige der elskede alt med fest, farver og musik, og havde sin vennebase og en fantastisk familie. Men hvad sker der så når hendes lillesøster bliver indlagt på hospitalet med kræft? Det her er historien om, hvordan Kiras liv udvikler sig mens hun skriver dagbog. Hun skriver i sin dagbog 58 dage, alt i mens hendes liv udvikler sig med en nærmest uhyggelig fart, hvor hun aldrig kan komme tilbage til starten igen. (Deltager i dagbogs konkurrencen)

1Likes
4Comments
658Views
AA

1. Den første dag

Hej dagbog

Ja det er jo så første gang jeg skriver i dig eller hvad man nu siger. Alle siger, at det skulle hjælpe så ufatteligt meget at skrive dagbog, men jeg er nu knap så sikker... Uanset hvad, så har jeg besluttet mig for, at jeg vil skrive dagbog i de næste par måneder for at nå at opleve den 'fulde effekt' af at skrive dagbog. Men nu undrer du dig sikkert over, hvem jeg overhovedet er, og hvorfor jeg skriver til netop dig, så nu skal jeg nok introducere mig selv. Mit navn er Kira Williamson, og jeg levede et helt almindeligt liv, ja faktisk indtil i dag, eller for at være helt præsis, så levede jeg et almindeligt liv indtil kl kvart over seks. Vi sad og spiste aftensmad som altid. Vi fik frikadeller med kartofler og kogte gulerødder. Mille havde godt nok haft lidt problemer med at trække vejret her tidligere i dag, men jeg havde aldrig gættet,  at i dag skulle være skæbnesvangert for Mille, og for den sags skyld resten af familien. For da vi sad og spiste aftensmad, tog Mille en frikadelle, tyggede den, og kunne ikke synke den. Den sad fast i hendes hals, og hun var nær blevet kvalt.
Vi havde lagt lidt mærke til, at Mille havde hostet meget de sidste par uger. For en uges tid siden, havde min mor sagt til hende, at hun skulle blive hjemme, fordi vi troede at det var en halsbetendelse. Hvordan kunne vi være så dumme?
Min mor prøvede selvfølgelig at banke hende på rykken alt i mens min far og jeg bare sad og stirrede. Mille begyndte at hoste og blive rød i hovedet, og min mor råbte til min far og jeg, at vi skulle ringe efter en ambulance.
Resten kan du vidst selv regne ud. Mille overlevede, men inde på hospitalet så de efter om hun havde kræft. Det kunne næsten ikke have set værre ud.

Min lille søster har kræft, og der er ingen verdens ting vi kan gøre, i følge lægerne er hun så "heldig" at have to måneder tilbage at leve i. Nu sidder jeg her ved mit skrivebord, og prøver på, at få resten af mit liv til at hænge sammen.

Jeg orker altså virkelig ikke at skrive mere for i dag, så du må finde dig i, at der ikke er mere for i dag.
Med venlig hilsen Kira

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...