Don't Hold Your Breath

Denne historie er inspireret af en af de sidste scener i episode 12 af tv-serien Shadowhunters. Jeg ville have lagt den op for lang tid siden men der blev ved at komme ting, hovedsageligt skriveblokeringer, i vejen. Nu er den endelig færdig og jeg håber i kan lide den! <3

Historien er egentlig tænkt som en one-shot, men hvis i ønsker at den skal forsætte, så sig til!

0Likes
0Comments
191Views

1. 1

Han ved, at det er forkert. Han ved, at det ikke var det Magnus mente, da han sagde at han skulle følge sit hjerte. Og han ved, at han er ved at begå sit livs største fejl, men alligevel står han ved alteret og venter på bruden. Jeg ved, at du føler det samme som mig, Alec. Han gentager sætningen i hovedet om og om og om igen, selvom det føles som at få stukket en dolk i hjertet, men fortrydelsen og den dårlige samvittighed sidder så dybt i ham, at han efter egen mening fortjener at lide. Magnus er for god til dig. Han holder så ufatteligt meget af dig, og han har virkelig prøvet at hjælpe dig. Og hvad har du gjort til gengæld? Afvist ham! Såret ham! Som om han ikke har været nok igennem allerede… Alec knytter næverne og er lige ved at bore neglene igennem huden, da han mærker en hånd på sin skulder; det giver et sæt i ham og han vender sig hurtigt om for at opdage, at det blot er hans parabatai, der står med et bekymret udtryk i øjnene. ”Er du okay?” Lige i det øjeblik åbnes dørene ind til den store sal, og bruden kommer til syne. Iført et drømmesyn af en brudekjole broderet med guldblomster bevæger hun sig elegant op ad kirkegulvet. Det er en af de lykkeligste dage i hendes liv, men der er noget ved hendes ansigtsudtryk, der får det til at virke som det helt modsatte - en dag der skal overstås hurtigst muligt og helst uden for mange problemer. Hendes kæber er stramme, som om hun anstrenger sig for at se glad ud, og øjnene flakker rundt i lokalet, som for at undgå øjenkontakt med gæsterne, men ingen lader til at se det… Ikke engang gommen lader til at være påvirket af sin kommende hustrus falske glæde. Isabelle, der står på den anden side af alteret, kigger fortvivlet hen på sin bror og ryster på hovedet. Hun ved, hvad han virkelig føler. Hun ved hvem hans hjerte i virkeligheden tilhører, og det eneste hun ønsker er, at han er lykkelig og ikke er nødt til at leve på en løgn. ”Du behøver virkelig ikke at gøre det her, hvis du ikke har det godt med det”, hvisker hun, men i stedet for at svare vender Alec hovedet væk og forsøger at smile. Han vil vise bruden, hvor glad han er for, at de skal bruge resten af livet sammen, men hans smil er lige så falsk som hendes glæde over at skulle giftes. Pludselig står de ansigt til ansigt, og først nu bemærker de hvor anspændte de hver især virker, men i stedet for at afbryde brylluppet og fortælle sandheden om deres følelser, forbliver de tavse og lader Broder Jeremiah tale. “Det er blevet tid til, at Alec Lightwood og Lydia Branwell skal markere hinanden med ægteskabsrunen.” Lige da Lydia er ved at gøre sin stele klar, går hoveddøren i med et brag, og ind kommer Magnus; hans påklædning er overraskende afdæmpet, og den lettere arrogante attitude er i et øjeblik erstattet af nervøsitet og frygt. Alle har blikket rettet mod ham, og nervøsiteten fylder mere og mere, men da han får øje på Maryse Lightwood, der med hastige skridt er på vej mod ham, fyldes han af selvsikkerhed. “Magnus, forlad dette bryllup øjeblikkeligt.” Den slanke, mørkhårede kvinde går med et fra at være smuk til at være et af verdens mest frygtindgydende væsner, men det varer kun et øjeblik, for da Magnus løfter hånden er det som om en stor usynlig mur har rejst sig foran hende og drænet hende for kræfter. “Maryse, det her er mellem mig og din søn. Jeg går hvis han beder mig om det” siger han sammenbidt og retter blikket mod brudgommen. Salen der før var stille fyldes nu med en summen af nervøse hviskende stemmer, og alle kigger afventende på brudgommen, som om han er forpligtet til at tage det næste skridt, men han står som forstenet og kigger på det magiske væsen, der som den eneste har turde trodse hans mor. Med et er det som om alt går i sort, og de sidste par måneder passerer revy for øjnene af ham - deres første møde, den første berøring, deres mange følelsesladede samtaler - men pludselig brydes tankestrømmen af hans parabatais bekymrede stemme. “Klarer du den, makker?” Selvom han taler så lavt, at det nærmest kun er en hvisken, runger ordene gennem den store sal, hvor alle stadig sidder som statuer og betragter den dramatiske scene, der er ved at udspille sig. Brudgommen ligner en, der er ved at besvime og hans blik flakker rundt i salen; bruden forsøger at smile gennem bekymringen for at berolige alle gæsterne; brudgommens bedste ven og søster ser skiftevis bekymrede på ham og hinanden, og Brooklyns øverste warlock står alene midt i salen og afventer nervøst gommens træk. Efter lang tids stilhed ser gommen på sin smukke brud og siger det, ingen af de tilstedeværende havde forventet: ”Lydia, jeg kan ikke gennemføre det her. Jeg troede, at det her var det rigtige at gøre, men jeg tog fejl. Beklager”. Et lille men ægte smil breder sig på Lydias læber, og hendes slanke fingre lukker sig om Alecs hænder. ”Det er okay, Alec. Jeg skal nok klare mig, og du fortjener at være lykkelig.” Alec smiler forsigtigt og kigger så rundt på den store forsamling; hans bedste ven, hans søster, Clary og Simon står alle med tårer i øjnene - det er forhåbentligt glædestårer. Maryse og Robert retter hurtigt blikket mod gulvet i ren skam, og Magnus står og ser afventende på ham. I et kort øjeblik fyldes han af frygt for, at hans familie vil slå hånden af ham, for han ved hvad han er nødt til at gøre, men han ryster frygten af sig og går med hastige skridt ned mod sit hjertes udkårne. Da han nærmer sig Magnus springer Maryse endnu engang ind og stiller sig i vejen, men Alec ignorere hende og skubber hende væk som om hun var ren luft. Spændingen i salen stiger for hvert skridt han tager, og inden folk får set sig om har Alec og Magnus kastet sig ud i et heftigt og lidenskabeligt kys, som dem man ser til allersidst i kærlighedsdramaer hvor hovedpersonerne endelig får hinanden. Endelig giver livet mening for Brooklyns øverste warlock, og den usikre skyggejæger har smidt den facade, han så desperat har prøvet at holde oppe hele sit liv. 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...