Hiraeth

James Dean og Lauries historie. Fundet i Los Angeles af kriminalkommisær Jones

Vundet førstepræmien i Badboy-Fanfiction.

3Likes
0Comments
645Views

1. Kapitel 1.

Kriminalkommissær Jones kan næsten ikke begribe det. 22 år. Det er jo ingen alder. Hun havde lagt sig på stranden, iført en læderjakke og taget en overdosis.

Han går ind i huset, vil ikke se på retsmedicinernes arbejde. Det er tiende dag i oktober. Den er usædvanlig varm, og han tænker om hun mod overhoved nåede at se den skønne solopgang.

Hans fodtrin giver genlyd i det nu tomme hus imens han går rundt og kigger på de mange fotografier. Et hvor hun smiler i en sommerkjole. Et hvor hun sidder bag på en motorcykel. Et hvor hun kysser. Det sidste billede tager han op. Det er taget i modlys så det er kun silhuetter. Men alligevel kan han se hvor glade de ser ud.

Han stiller billedet og går lidt videre. Finder pludselig vej ind i hvad han går ud fra er soveværelset. Det første han spotter er en stor pærevælling af papirer med smuk håndskrevet tekst. Kan skimter hurtigt teksten. Det er lidt som en dagbog, men det er mere detaljeret. Han føler at han invaderer hendes privatliv, men på den anden side føler han på en mærkelig måde at det var meningen han skulle finde dem.

Han tjekker datoerne og starter med at læse, det der er dateret som det ældste.

 

25. maj 1955- sidste filmdag på ”Rebel Without a Cause”

Jeg kunne høre det på lang afstand. Gråden. Den hang i luften som en stærk kontrast til lyden af poppende champagne og festglade skuespillere. Jeg burde slet ikke være her, jeg tog mig af kameraerne. Hvordan jeg havde forvildet mig ind på det territorium, jeg så ofte havde fået at vide var forbudt område, er mig en gåde. Stadigvæk i dag.

Jeg skulle bare have lidt ro i hovedet. Men nu stod jeg der. Foran den mørkebrune dør, som jeg vidste var forbudt område, og kunne næsten se tårerne for mig før jeg åbnede døren. Jeg havde jo set dem i løbet af de sidste 10 uger mange gange til optagelserne, men det her var anderledes.

Han sad på gulvet. Perfekte tåre gled fra hans smaragd grønne øjne som så få fik set, fordi vi endnu ikke havde teknologien til at vise dem i andet end sort/hvid. Det var ellers en skam, tænkte jeg. En flaske Bourbon hvilede som en trofast hund op ad hans ben, og hans ellers så perfekte hår sad nu som det kun gjorde, efter han havde haft kvinde besøg. Men jeg vidste, at han havde været alene hele dagen.  

”Jimmy? ” det røg ud af mig som om jeg havde ret til at kalde ham det. Kun hans venner kaldte ham Jimmy, og jeg var en fremmed. Jeg blev pludselig klar over hvor upassende og uhøflig jeg egentlig var. Her kom jeg valsende ind i hans privatliv, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at gå. Jeg havde det lidt som sydpolen på en magnet, der blev tiltrukket af hans nordpol.

Han så op. Kiggede på mig, vendte hovedet på skrå og klappede så på den bare gulvplads ved siden af ham. Jeg burde ikke, det burde jeg virkelig ikke. Han var Amerikas, eller nærmere verdens, største kvindebedårer. Han havde det der blik der kunne få hvem som helst til at løfte op i kjolerne. Men lige der. Som han sad på gulvet og så lille og skrøbelig ud virkede han ikke som den verdenskendte stjerne. Han virkede bare som enhver anden fyr fra Indiana, der var kommet til Californien med en stor drøm i bagagen. Derfor satte jeg mig.

”Du må undskylde at jeg ser sådan ud. Jeg… kan bare ikke lide tanken om at det er slut med 10 ugers arbejde, ” sagde han og brød stilheden. Hans stemme var en anelse hæs, en af mange ting jeg ikke havde bemærket før. Jeg rystede bare på hovedet. Han burde ikke undskylde for noget. ”Det er nu mig der undskylder. Jeg burde slet ikke være her, ” jeg burde havde stoppet der, men min mund overfusede mig ”for jeg arbejder i den tekniske afdeling, og må teknisk set slet ikke være her. ”

Jeg tog mig forskrækket for munden, imens han samtidig begyndte at grine. Hans latter fik mig til at udstøde et stille suk. Han kalder efter sikkerhedsvagterne snart, tænkte jeg. ”Det er simpelthen en rebel der er trådt ind ad min dør. Nu har jeg hørt det med. Og hvorfor er du ikke oppe og feste? ” Jeg kunne mærke mit hoved stige i temperatur, men prøvede ihærdigt ikke at vise min generthed da jeg svarede ”Jeg havde brug for lidt ja jeg ved ikke, stilhed tror jeg. Desuden skal jeg alligevel snart hjem. Det er ved at blive sent. ” Han rejste sig pludselig og smilede et skævt smil. ”Hvem har nogensinde sagt at natten var til at sove i? ” Det var et godt spørgsmål. Men ikke et jeg nåede at give et bud på. For i det næste sekund greb han fat i mit håndled og begyndte at trække mig ud på gangen. ”De er alle sammen så kedelige. ” han pegede i retning af festen ”så lad os komme væk herfra. Og sig ikke at du skal hjem, for du vil vel ikke snyde mig fra deres fantastiske selvskab unge dame? ” Da han sagde det mødtes vores øjne, og det var som om han startede en kemisk kædereaktion inde i mig. Mine knæ blev bløde, og de grå beton vægge så pludselig meget smukkere ud.

Jeg kunne høre en stemme bag i mit hoved råbe, at det var en dårlig ide. En stemme der allerede vidste hvordan det hele ville ende. Men jeg lukkede af for den. James var en flot charmerende fyr og han var ikke dum. Hvordan kunne jeg sige nej?

Så jeg sagde ja, trods at han endnu ikke engang kendte mig navn, og at vi praktisk talt var fremmede for hinanden. Men jeg kunne bare se noget i hans øjne. Noget jeg gerne ville lære at kende, og han fortalte mig senere, at han havde haft det på samme måde. Som om vi på forhånd vidste, at vi ville passe samme.

Så vi løb. Ud i Californiens nat. Snakkede om vores barndom, vores indre problemer, hans karriere, min interesse for fotografier, imens vi sad på en forladt fabrik og så ud over Los Angeles skyline.

Det var det smukkeste jeg nogensinde havde set. Byens lys reflekteret i hans øjne. Det er et syn jeg aldrig vil glemme.

På et tidspunkt omkring kl.5 lidt før solen stod op, lænede han sig ind imod mig, og selvom jeg havde kysset før, føltes det alligevel som første gang. Han gjorde det blidt, næsten som en sommerfugl der let strejfede mine læber. Han vidste hvad han lavede, og det føltes så godt. Jeg trak ham længere ind til mig imens han viskede ”jeg er ikke så slem, som alle siger jeg er. ” Og jeg nikkede for det troede jeg heller ikke.

Og for en gangs skyld, i hvert fald for hans vedkommende, sad vi der helt uden blitzer fra paparazzier. Men kun med stjernerne som vores tavse vidner, og det var fantastisk i sig selv.

 

Jones var forvirret. Denne Jimmy eller James som han også blev kaldt, kunne vel ikke være den han troede det var. Nej det var jo absurd. Han var jo forelsket i Pier Angeli. Det havde han selv læst i aviserne.

Han var fascineret og tryllebundet af det han læste, men alligevel følte han, at det hele havde en mørk undertone, og turde næsten ikke læse videre. Et andet sted i huset kunne han høre politimændene gå og snakke, han burde gå ud til dem, men alligevel endte han med at sætte sig på sengekanten og læse et nyt afsnit.

 

18 juli- 1955

”Laurie! ” blev der råbt ude fra gangen. Jeg hoppede op. Vidste med det samme hvem det var. Jeg spænede derud, tænkte ikke på hvordan jeg så ud. Gud, hvor havde jeg savnet ham!

Han stod lænet op ad dørkarmen, cigaret i munden, læderjakke på og med et strålende smil. Han havde lært hurtigt efter vores første par uger sammen, at hans skæve smil der normalt fik ham langt med pigerne ikke virkede på mig. Jeg kunne bedst lide hans rigtige smil.

Han smed sin cigaret og løb hen imod mig. Jeg hoppede op i hans arme, og han gengældte ved at trykke mig hårdt ind til sig og kysse mig. Hver gang han kyssede mig eksploderede mit hoved, og jeg så stjernerne vi havde kigget på den første dag, vi havde været sammen.

”Har du savnet mig? ” spurgte han og begyndte at grine. Jeg slog ham hårdt på skulderen. Selvfølgelig havde jeg det, og han vidste det. Næsten alt for godt.

Vi havde ikke set hinanden i flere uger på grund af optagelserne af James nye film Giant. Men hver gang han så kom hjem blev vores møder så bare mere og mere betydningsfulde.

”Lad os gå ned på stranden. ” Han blinkede til mig og forsvandt ind på badeværelset. Min krop begyndte at sitre. Stranden. Det var vores sted, og jeg elskede hvert øjeblik vi tilbragte sammen der. Jeg gik ind i soveværelset imens jeg lad beundrede vores lille sommerhus. Vi havde lånt det af en af James venner som aldrig brugte det. Dels fordi vi elskede det, dels fordi det var en privat strand og ejendom og dels fordi ingen vidste vi var her. James hadede paparazzier, og han forsvandt næsten ind i sig selv hver gang vi snakkede om dem. Så det her sted var perfekt. Et sted hvor ingen nysgerrige øjne kunne finde os.

Han hadede ideen om at journalisterne skulle finde mig. Han kunne ikke lide tanken om at de kunne finde på dårlige rygter om mig, så derfor var vi meget forsigtige med hvor vi gik hen. Vi føltes os altid lidt som lovløse på flugt.

Jeg skiftede hurtigt til mine højtaljede underdel og min overdel der blev bundet, der tilsammen dannede mit badetøj. Han havde valgt det til mig. Syntes ikke jeg skule skjule min mave ligesom alle de andre piger.

Da jeg gik ned til stranden sad han der allerede. Hans muskler var skåret lige så perfekt som en Michelangelo statues. Jeg lagde mig på hans brystkasse og så op i himlen.

”Jeg så overskrifterne. Du sørger åbenbart stadigvæk over Pier Angeli, og har samtidig en affære med Elizabeth Taylor. ” Jeg sagde det som en spøg over hvor naive og uvidende journalister var, men han grinede ikke med mig. Hans øjne blev hårde og han så pludselig fjern ud. Mit hjerte skumpede en smule. Hver gang han gjorde det, føltes det som om nogen tog en stor ske og skovlede noget af hans og mit hjerte ud.

”Hvordan kan du elske en med sådan et rygte? ” Han så på mig med trætte øjne. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvordan kunne jeg ikke elske ham? Han havde været så meget igennem. Hans mor der døde af kræft, da han kun var ni. Den måde han var blevet smidt frem og tilbage imellem forskellige hjem. Den måde han kunne få mig til at føle mig så speciel. Den måde han kunne lytte til mig fortælle om kameravinkler og lysindfald. ”James. Kig på mig. ” Jeg tog ham under hagen, og fik ham til at se mig direkte i øjnene ”jeg elsker dig. For alt du er. Og jeg ville turde lige nu bare at gå ud i havet med dig i hånden og vide at vi altid vil være sammen. ” Første grinede han, men jeg rynkede brynene. Jeg mente det. Da det gik op for ham tog han fat om mig og kyssede hver en centimeter af mit ansigt. ”Laurie. Jeg elsker dig. Du er det bedste der er sket for mig. Du forstår mig og det takker jeg dig for. ”

Vi brugte halvanden måned på stranden. I hemmelighed for alle. Vi fjollede rundt ligesom college studerende. Vi snakkede om teater, film, bøger, krige, livet og nogle gange døden. James var en person der troede på at dem der havde levet rigtigt og hurtigt nok ville dø unge. Jeg troede ikke på ham først, men jeg blev mere og mere overbevist.

Imens vi lå der i solnedgangen og i solopgangen følte vi os som Romeo og Julie, sammen og uadskillelige lige meget hvad. Og vi var bevidste om at lige meget hvad der skete ville vi altid være sammen.

 

Jones kan se hvor det hele fører hen, og finder febrilsk det næste papir.

30 september/1 oktober- 1955

Musikken spillede i stuen da jeg kom ind. Han havde sat vores plade på. Den skrattede afsted, men det var alligevel det smukkeste jeg havde hørt. ”Dans med mig. ” Han bredte dine arme ud, og vidste at jeg ikke kunne sige nej. Selvom jeg var vant til at han rørte ved mig føltes det stadigvæk som små elektriske stød, når dine fingre langsomt snoede sig rundt på min ryg imens vi dansede. Vi var smeltet sammen til en person. Jeg var ikke noget uden ham mere. Det var jeg virkelig ikke, og sådan havde han det også. Vi gjorde hinanden fuldkommen. Ligesom et puslespil. Brikkerne fungerer ikke alene. De har intet formål. Men tilsammen danner de et smukt billede.

Vi dansede længe. Pladen var for længst færdig og stod nu bare og bumpede i takt med vores fødder. Han skulle snart afsted. Skulle til et racerløb i Salinas. Men det var som om, han hele tiden udskød det. Men det gjorde mig kun gladere.

”Laurie. Vil du love mig noget? ” spurgte han. Jeg nikkede. Jeg ville love ham alt i verden. Noget gled pludselig elegant ned på min finger. Det var som om verden stod stille i en evighed. Vi græd begge to imens jeg sagde ja en million gange. ”Vi gør det offentligt efter mit løb. Jeg er ligeglad med hvilke historier de finder på, jeg vil havde at alle skal vide hvor meget jeg elsker dig. ”

”Jeg lover at komme tilbage. ” Og med de ord og glade planer om et vinterbryllup ved havet, lod jeg dig køre afsted, men lige inden du kørte gav du mig din elskede læderjakke. For alle andre ser på måske ikke så romantisk ud, men for os var det den mest romantiske gestus han kunne havde fundet på.

Du var så glad. Jeg havde aldrig set dig gladere.

Men nu ville jeg ønske du ikke havde været så lykkelig og kørt så hurtigt. Jeg ville også ønske, jeg ikke havde ladet dig gå. Jeg skulle havde siddet i den bil med dig. Men det gjorde jeg ikke. Og du kom aldrig tilbage. Åhh hvor jeg dog savner dig.

Det er derfor jeg gør det her. Vi havde jo snakket så meget om det. Døden. Hvis bare vi var sammen ville intet ondt ske, men nu er du væk, og der er intet jeg kan gøre for at få dig tilbage. Men du lovede mig også at hvis der nogensinde skete dig noget ville du vente på mig derovre. Jeg er færdig med at vente. Så jeg kommer James. Og jeg ved at hvis nogen finder dette, vil de kalde det en tragisk kærlighedshistorie. Men for mig har dette været det smukkeste eventyr.

Vent på mig. Jeg elsker dig.

 

Jones græd. Vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Overvejede i mange dage hvad han skulle gøre ved papirerne, og sit eget sind.

Han endte med at snige sig hen til James gravsten i ly af natten og begrave papirerne ved hans side, og han sørgede for at begrave mig så tæt på dig som muligt.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...