Projektopgave

j

0Likes
0Comments
523Views

1. HEj

”Du kan ikke mene det!” udbryder Karla. Med krydsede arme står hun i døråbningen og blokerer den, så hendes mor Gry ikke kan forlade hende. Hun er nødt til at vinkle sit ansigt opad for at se Gry i øjnene, så i stedet stirrer hun trodsigt på morens hage. Først da Noah, Grys 7-årige søn, dukker op for foden af trappen, trækker Gry sig tilbage.
”Går du nu? Uden at sige farvel?” Noahs store øjne og Karlas aggressive blik låser Gry fast. Hun ved, at hun ikke kan tage af sted uden at forklare sine børn hvorfor, og det tager ikke lang tid, før hele familien sidder samlet inde i stuen.
 
Der er stadig mørkt udenfor de store vinduer. Et af dem står åbent, og de lyseblå gardiner svajer let i den kølige aftenbrise. Gry sidder bekymret foran sine to børn.
15-årige Karla er vred. Hun vil ikke lade sin mor rejse, og hun bekæmper hende med sure miner og irriteret stilhed. Noah derimod sidder ved sin mors side og kigger håbefuldt på hende. Han er kun lige begyndt i skolen, og det at hans mor skal ud i rummet virker som en drøm for ham.
Der er stille i lang tid. Hvordan skal man fortælle sine børn om en af de mest komplicerede videnskabelige teorier, så de kan forstå det? Hvordan skal man forklare dem, at den største fare man står overfor i rummet, er det at miste tid?
”Okay,” siger Gry. ”Lad os starte med noget let. Jeg skal ud i rummet, og jeg er væk i lidt over to år.” Ordene kommer langsomt. De har været igennem den her del mange gange, men det er alt. Hun når aldrig længere for frygten af at skræmme hendes uskyldige, uvidende børn med komplicerede teorier, hvoraf mange af dem blot er hypoteser uden noget konkret bevis på at de rent faktisk virker.
”Jeg er blevet bedt om at rejse ud til en af vores nye kolonier,” forklarer hun. Noah kigger fascineret på sin mor, men Karla ser skeptisk ud. ”Hvordan kan du nå helt derud på to år? Det er jo ikke muligt,” vrisser hun.
Gry tager en dyb indånding og forklarer: ”Det er muligt. Når vi når ud i rummet, kommer vi til at flyve så hurtigt, at tiden går langsommere for os end for jer her på Jorden. For mig tager det kun 6 måneder, fordi at vi næsten flyver med lysets hastighed.”
Selv Karla ser fascineret ud, men Noahs barnlige uvidenhed overgår søsterens. ”Hvad hvis noget går galt? Hvad hvis du aldrig kommer hjem igen?”
Himlen udenfor skifter farve fra en dyb mørkeblå til en lysende og håbefuld orange. Gry giver sin søn et kærligt klem.
”Det skal nok gå,” siger Gry. ”To år hos jeres far, og så er jeg tilbage igen. Det lover jeg.”
 
***
 
Raketten ryster, da den bevæger sig opad. Vibrationerne er så kraftige, at det næsten er umuligt at se instrumentpanelet.
Til venstre for Gry sidder Gabriel. Han er førstepilot. Idet, at han fanger Grys blik, sender han hende et hurtigt smil. Hans fod hopper utålmodigt op og ned, og hans hænder roder med diverse knapper og instrumenter på fartøjets kontrolpanel. På den anden side af hende sidder Astrid som en statue, med blikket rettet forud og hænderne foldet i skødet. Det er kun Gry, der lægger mærke til hendes irregulære vejrtrækning og perlerne af sved, der har samlet sig på hendes pande.
Rystelserne stopper så snart, at de er i kredsløb. Fra sin plads midt i fartøjet, kan Gry både se Jorden og det store, tomme rum, der venter på hende. I stedet for at lade blikket hvile ved sin hjemplanet, vender Gry sig mod stjernerne forude. Det er med et tungt hjerte, at hun gør sig klar til de næste par måneder i rummet.
***
 
I det første stykke tid går rejsen fint. Der sker ingen forstyrrelser, udover Astrids små panikanfald, der kommer med mellemrum på cirka en uge eller to. Ingen forstyrrelser, i hvert fald ikke endnu.
En måned før gruppen af astronauter burde nå deres destination, dukker en plet op på deres radar. Den er hverken særlig stor eller tæt på. Faktisk er det bare en lille prik, der svæver yderst på radaren. Det virker ikke som noget vigtigt, måske bare en stor asteroide, eller en uopdaget planet, så gruppen ignorerer det.
”Vi har ikke tid til, at tage os af småting,” siger Gry.
 
Men den lille plet viser sig at være vigtigere end de havde troet. Det tager kun få uger, før gruppen indser situationens alvor. Pletten på deres radar er et sort hul. Det er langt nok væk til at det ikke suger dem ind i begivenhedshorisonten, men tæt nok på, til at have trukket dem ind i et kredsløb.
Grys første reaktion er at gå i panik. Tid og rum fordrejes omkring et sort hul, og før har man aldrig været tæt nok på til at vide hvordan, og i hvilken grad, det vil påvirke et menneske.
Udover det faktum at rum og tid ændres ved et sort hul, er der problemet ved et kredsløb. Med den hastighed de har nu, vil tiden for astronauterne være anderledes end på jorden.
Derfor er det den ellers rolige og fattede Gry, der febrilsk trykker på knapper og roder med instrumentpanelet. Astrids panikangst slår til, og hun er ude af stand til at gøre noget ved situationen. I stedet er det Gabriel, der forbliver rolig og i kontrol. Han uddeler ordrer og opgaver
 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...