Divergent

  • by
  • Rating:
  • Published: 28 Feb 2016
  • Updated: 27 Feb 2016
  • Status: Complete
KAPITEL OTTEOGTREDIVE

1Likes
1Comments
462Views
AA

1. KAPITEL OTTEOGTREDIVE

Da jeg åbner døren til det svagt oplyste kontrolrum, genkender jeg ham på grund af sin silhoutte, allerede før mit syn skærpes. Jeg træder nogle skridt indenfor. Lampen kaster sine svage blå skær, ned til hans ansigt. Jeg ser kinderne og hagen. Resten er lidt ligesom det spøgelse, jeg var bange for, da jeg var lille. Men dette er ikke et skygge-spøgelse, som jager mig gennem byen. “Tobias,” hvisker jeg. Min stemme knækker.

Jeg ved ikke, om jeg skal være lettet. Jeg troede han var død, da Jeanine og resten af Intelligentsia tog ham. Jeg havde håbet på det bedste, men inderst inde vidste jeg, at jeg aldrig ville se ham igen. Og her står han så; retter sin pistol mod mig. “Læg dit våben!” skriger han. Han træder væk fra skrivebordet, og går langsomt og forsigtigt hen foran mig. Min pande er hans skydeskive. Hans øjne udstråler indestængt vrede. Jeg nægter at tro på det jeg ser.

“Tobias, hvad er der sket!” Ordene ser ikke ud til at trænge igennem ham. I stedet siger han bare: ”Det er din skyld, Marcus.”

Marcus?

Jeg prøver at genvinde min stemme, selvom alt i mig, hvert et fiber, skriger. ”Tobias.” Min stemme kommer hæs og dirrende. “Slip dit våben!” skriger han. Jeg gør som han siger, og svinger den over mod ham. Den lander på gulvet med et klik. Han samler den op, og uden at tage øjnene væk fra mig, bakker han tilbage, og lægger den op på skrivebordet. Så vender han sig mod et af de mange skærme i kontrolrummet, og peger på et af dem med sin pistol. Selvom mine øjne svier, kan jeg ane at han peger på den med Christina, Uriah, Will, og Peter, min gruppe af divergenter som undslap angrebet i puritanernes sektor. De prøver at give mig tid og aflede de andre simulations-styrede skytsengle, mens jeg vil forsøge at ødelægge systemet. “Hvor ser de dog bange ud!” siger han. Han trykker på aftrækkeren. Skærmen eksploderer med små lysende gnister. Flere skud følger derefter, indtil skærmen oplyser rummet med en kæmpe glitrende eksplosion, og lander foran ham i forskellige rygende stumper. “Så din lille kreds af puritaner-håndlangere sidder i knibe, hva’ far!? Hvor er det dog synd!”

“Men … de …” Det går op for mig, hvad der er sket med ham. Det føles som havde jeg fået en lussing. Intelligentsia har hjernevasket ham. “Tobias … jeg er Tris.” Det føles som at sige noget mens man har influenza, og ens hals svier. Jeg kan ikke bevæge mig. Det er så ufatteligt at se denne nye Tobias, der går i den samme skytsengleuniform, som han gjorde for bare nogle timer siden, opfører sig på denne måde. Han går hen foran mig med store vrede skridt og løfter sin lange hårde pegefinger, der tegner små kilende cirkler under min hage. Jeg står bare stille, for stivfrossen til at gøre noget. “Far … kære, kære far.” Og det næste øjeblik løfter han hånden op fra mit ansigt, og den flyver direkte ned til min kind med en hård knytnæve, der for mig til at falde med kraften. Jeg lander hårdt på det kolde gulv. Mine tænder sitre. Jeg spytter ud, kun for at opdage at det er blod. “Hvordan føltes det!? Svar mig! Hvordan føltes det!?” Han er rød i hovedet, blodskudte øjne, rasende, og med tårevædede kinder. Jeg kan ikke tænke på andet, end hvorfor han gjorde det. “Stop!” skriger jeg og tårer løber ned ad mine kinder. Min kind dunker. “Hvorfor gjorde du det!?” Flere hulk undslipper mig, mens jeg ser på det ansigt, som jeg har elsket i nogle uger, selvom det føles som år. Det her være en simulation. Den person, som for ikke så længe siden havde smilet til mig og givet mig det der blik, som kun kan få mig til at smelte, havde lige givet mig en knytnæve, og for den sags skyld, rettet en pistol på mig. Men inderst inde ved jeg, at det her ikke er en simulation. “Hvad sagde du!? Sagde du stop!? Kan du ikke huske alle de gange hvor jeg har sagt præcis det samme, far!? Hvordan jeg lå på gulvet mens du løsnede dit bælte og piskede mig, og imens jeg lå og græd, var det eneste jeg sagde,”  han bukker sig stille, som var jeg et lam, han snart skulle slagte, “stop.” Han tager min hage og presser den hårdt mod sine fingerspidser. “Men du blev ved.”  Jeg kan se hans mørkeblå øjne. Hans mørke hår er spidset til fra alle sidder. Han smiler smørret og ondskabsfuldt. Mit hjerte banker, som var det erstattet af sten. Jeg er nødt til at gøre noget. Flere puritanere dør derude.  

En bippende svag lyd afbryder hans stirren. Tobias’ øjne spærres op og han rejser sig i en fart. “Rør dig ikke,” siger han, lægger sin pistol ind i et hylster og flytter sig hen til skrivebordet. Han tager en lille sort ting op fra bordet og sætter den fast i øret. I det næste øjeblik, ser han ud til at have en snak med en eller anden. Jeg prøver at flytte mig, bare lidt. Rummet er lille. I den ene væg hænger der overvågningsskærme, der ikke oplyser rummet mere end lampen. De viser hver en del af byen, bortset fra en lille forbrændt plads mellem skærmene, hvor den tideligere skærm havde været, små ledninger dinglende, som før havde givet den strøm. Jeg får øje på skærmen, der viser puritanernes sektor. Tropper af  uniform-klædte skytsengle marchere rundt og skyder. Jeg er nødt til at skynde mig. Jeg kigger efter noget, som måske kan give mig en ide om hvordan simulationen styres. Jeg kigger videre, indtil jeg finder en skærm der ikke viser noget. I stedet viser det en linje af tal og bogstaver, der kører afsted hurtigere end jeg kan nå at læse dem. Jeg føler mig sikker i at det er det. Jeg er nødt til at tænke. Det her er den eneste chance jeg har for at gøre et eller andet. Mit mål er at få fat i min pistol, men det kan jeg ikke med ham som vagtpost. Jeg tørrer sveden af min pande og flytter nogle gyldne hårlokker til side fra min pande. Min eneste mulighed er stumperne. Jeg lader som om jeg kigger ud i håbløsheden, så han ikke falder mistanke om mit foretagende. Et af de skærmdele må i det mindste have noget spidst jeg kan kaste mod ham, i tid nok til at rejse mig og gribe min pistol.

Jeg søger igennem krystalskærmene og får øje på et spidst, ikke så meget forbrændt.

Perfekt.

Ud fra afstanden fra bunken, så skal jeg bare strække min venstre arm og gribe den. Jeg lader mig tælle. Når jeg er nået til tre, så skal jeg gribe efter delen. En: han snakker stadig med en eller anden, ser på mig som jeg var en hjort og han var løven, der snak skulle have fornøjelsen af at æde mig. To: Jeg ser på delen, der kun står en armlængde fra mig. Tre: Nu. Jeg strækker mig ud til delen og jeg mærker mine fingre vikle sig om den spidse varme krystalskærm, der skærer i min hud. Jeg hører hans reaktion, men jeg når ikke at se hans aktioner, for netop da jeg kaster delen i luften, er jeg allerede på fødderne, som om en eller anden energi havde mødt mig. Jeg hører et smerte-støn fra Tobias, lige da min krop støder ind i det solide skrivebord. Jeg tager min pistol op og sigter den direkte mod Tobias med stregt arm. Jeg føler mig så varm, at jeg ikke engang kan mærke den. Jeg prøver at fokuserer på låret, et sted hvor han sandsynligvis ville overleve, hvis jeg skød ham. Han ser lige så ligeglad ud, som da jeg prøvede at snakke til ham. Delen havde ramt ham ved brystet. Blod flyder ud af ham og gennembløder jakken. Han tager delen ud af brystet, hvis spids er smurt ind i blod, og slipper den, så den lander med et klik på gulvet. Det ser ikke ud til at gøre ondt på ham.

”Gør det,” siger han og hans øjne møder mine. Jeg kunne gøre det. Over hundrede af puritanere er allerede døde. Min mor, da hun brugte sig selv som skjold for at jeg kunne nå ud af puritanernes sektor i tide, sammen med resten af gruppen. Min far, som sagde sine sidste ord til mig da jeg rundede gaden af, inden jeg hørte et skudbrag til. Hans ord hænger stadig ved mig. ’Jeg elsker dig, Tris!’ Et enkelt skud kan redde masser af liv. Jeg skal bare finde modet til at gøre det. ”Gør det!” skriger Tobias og lukker sine øjne. ”Gør en ende på det hele!”

Og jeg er parat. Jeg prøver at bøje fingeren mod aftrækkeren, men jeg kan ikke. Ikke fordi der er noget galt med aftrækkeren. Jeg kan bare ikke få aftrækkeren indeni mig til at gøre det. Mit hjerte. ”Tobias, se på mig,” siger jeg, med så meget beslutsomhed, jeg kan. ”Se på mig. Kan du ikke se … hvem jeg er?” Han åbner sine øjne. Han vurderer mit ansigt. Det føles som timevis, hvor vi bare står der, og hvor han ser på mig. Det næste øjeblik mærker jeg en knytnæve mod min kind igen og jeg vælder omkuld. Jeg lander på gulvet, albue mod gulv, og en smerte breder sig, men denne gang har jeg har jeg et stramt tag på pistolen i min anden hånd, så jeg føler mig forberedt. Jeg prøver at ignorere smerten i mit hoved og spytter endnu mere blod ud. Jeg hører hans skridt, og da jeg vender mit svimlende og smertefulde hoved, står han overfor mig, pistolen fremme igen. Han ser ud til at beslutte sig for hvor han skal skyde mig. Det er nu eller aldrig. Skyd ham, Tris! siger jeg til mig selv. Men jeg kan ikke. I stedet har jeg én løsning tilbage. Jeg gør som jeg fik lært for nogle uger siden. Jeg kaster min pistol op i hans ansigt, før han kan nå at skyde mig og jeg hører et støn fra ham. Jeg sparker ud efter ham på knæet, der føles som at sparke til en træstamme og han vælter ned. Lige da han rammer gulvet og taber sin pistol, går jeg op på ham. Han prøver på at vride sig fri og han kunne sikkert godt, hvis det ikke var fordi han så sin far lige nu. Nogle gange er vi for bange for vores frygt til at bekæmpe den, selvom vi har genvundet styrken til at bekæmpe den for længst. Jeg tager hans varme pistol og kaster den ud af døren.

Jeg placerer mine hænder på hans håndled og bruger alle mine kræfter på at holde dem nede. Så er det nu! Jeg bukker hovedet og mine læber støder ind i hans. Han er varm. Jeg mærker stadig den lille gnist indeni, selvom Tobias bliver ved med at vride hovedet og kroppen. Jeg løfter hovedet igen og ser ind i hans rædselslagene øjne, ”Tobias. Det er mig!” Jeg bukker hovedet igen og kysser ham. Han bliver ved med at vride sig, men da jeg løfter hovedet igen, opdager jeg at det er ikke er fordi han prøver på at komme fri. Han ryster over hele kroppen, som var han blevet ramt af elektrochok. ”Tris …” mumler han. Det lykkes ham at tvinge sig fri fra mit greb. Han tager mine håndled og kaster mig direkte mod væggen. Da jeg rammer den, skyder en isnende smerte ind i min hofte og skulder, som om små mikroskopiske pigge havde presset sig der hvor det gør ondt. Jeg lander fladt, hoften mod gulvet, der føles som is mod min krop. Kan ikke røre mig. Smerten har overvundet mig. Jeg kan kun hører mit eget hjerte. Men jeg er ligeglad. Han sagde i det mindste mit navn.

Tobias griber fat i min pistol og rejser sig op. Hans øjne er forvirrede, hans ansigt mere rødt end nogensinde før. ”Tris?” Han har pistolen rettet mod mig med rystende greb. Hvis han skød, så ville kuglen ramme på det punkt mellem mine øjne. Jeg ligger bare stille. Der er intet jeg kan gøre mere. Jeg ser hvordan han prøver at kontrollere sine fingre, til at klikke på aftrækkeren. Det føles som om der er gået flere minutter, selvom der kun er gået nogle sekunder. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne nå at advare de andre dernede om at de skal skynde sig væk. Tobias ansigtsudtryk skifter tilbage til vrede. ”Du fortjener at dø i den smerte du er i, Marcus.” Jeg lukker øjnene. Jeg har aldrig troet at jeg ville dø på denne måde. Er det her virkelig slutningen? Jeg tvinger mig selv til at åbne mine øjne igen, bare en sidste gang. Bare for at se ham en sidste gang. Det lykkes mig at åbne dem, trods mine smerter. Han ser på mig med et blik, som hvis han stod under vand. Forvirring. Det betyder at han ikke ser sin far mere. Han ser mig. ”Tobias …” siger jeg, med den sidste rest af styrke jeg kan finde. ”Gør det ikke.”

Det føles pludselig som om sekunderne går hurtigt. Jeg ænser slet ikke, da han kaster pistolen hen til mig, som en tikkende bombe. Den ligger lige for mine fødder. Jeg kigger på Tobias. Han står bare der i midten af rummet, rystende, ansigtsudtrykket vendt i forskellige vinkler. Imens han ser ud til at have en indre kamp med sig selv, samler jeg kræfter nok til at bøje mig hen til pistolen, selvom mine smerter protesterer. Mit syn er sløret af tårer og mit pjuskede svedfyldte hår. Da jeg får den samlet op, får jeg øjenkontakt med Tobias. ”Tris …” Der følger nogle ord, som jeg ikke rigtigt kan finde mening i, lige indtil han siger dem igen. Han siger ’dræb … mig.’  Det føles som om jeg får en kniv presset gennem maven og hjertet. Han bevæger læberne igen og jeg kan lige hører ’Jeg beder dig’, inden hans ansigtsudtryk ændres tilbage til den dæmonfyldte had, han har for sin far. Min hals svier endnu mere og jeg kan ikke få mig selv til at skyde ham. I et kort øjeblik overvejer jeg at skyde mig selv. Men det kan jeg ikke. Liv afhænger af, at jeg stopper simulationen og hvis Tobias var sig selv, så ville han ikke ønske, at jeg skød mig selv. Nogle gange er man nødt til at tage svære beslutninger. Jeg er nødt til at gøre det for Tobias. Jeg tæller til tre. Det har altid hjulpet mig med den metode. En: han knytter sine næver og træder et skridt frem. To: ”Jeg river hovedet af dig,” siger han og sætter nu i løb. 3: Nu. Uden at tænke over det, lukker jeg øjnene og presser aftrækkeren. Styrken fra pistolen får mig næsten til at springe. Det næste jeg ser, da jeg åbner øjnene er en rød plet i hans mave, der farver hans sorte skytsengle-jakke. Han falder ned på gulvet med et bump, kun få skridt fra mig

Mine øjne nægter at tro det de ser. Jeg smider pistolen, og kravler hen til ham, selvom smerterne protesterer for meget. Han ligger på ryggen. Blodet flyder ud af hans sår. Kuglen har ramt lige under navlen. Hans øjne er åbne. Jeg rører hans pande. Jeg er helt tom indeni. Jeg sænker hovedet og mine sitrende læber mødes med hans våde, bare for at føle et eller andet. Da jeg løfter hovedet, ser jeg hans øjne blinke. ”Tris,” mumler hans livløse læber. Han smiler på en svag måde, der får mit hjerte til at skære. Han lukker øjnene. Munden hænger åben, mens blodet flyder ud af hans sår.

 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...