Who Are You? // n.h

fanfiktion om Niall Horan

1Likes
0Comments
1375Views
AA

2. to

Han kiggede spørgende på mig. "Kan du føre mig til Rådhuset?" spurgte jeg. "Så er vi nødt til at køre... Det er helt inde i indre London". Jeg nærmest sprøjtede min kaffe ud af overraskelse. "London?!"

"Ja... Men vi er i Sydlondon lige nu. Skal vi?!"

Han var umennskeligt sød ved mig. Men hvorfor? Jeg var jo bare en helt fremmed pige der på mystisk vis var havnet i hans hjem.

Hans bil var flot. En rød Alfa Romeo med 5 døre. Han åbnede døren til passagersædet og jeg satte mig ind. Der duftede ligesom i soveværelset.

Vi kørte i hvad der føltes som en evighed. Han tændte for radioen men slukkede den hurtigt igen da han begyndte at snakke.

"Hvordan havde du egentlig tænkt dig at finde ud af hvem du er? Jeg tror ikke at hende på rådhuset kan finde ud af hvem du er hvis ikke du ved noget.."

"Jamen... Jeg tror jeg ved noget...."

Jeg stod i lufthavnen. JFK AirPort. Folk myldrede rundt for at finde deres børn og bagage. Jeg stod midt i orkanen. I midten, der hvor intet kan røre mig. Jeg mærkede en hånd på min skulder og jeg blev ført ud i en bil. En Taxi. En mand og en kvinde sad på hver min side på bagsædet og snakkede til mig smilende. Men jeg hørte ikke efter. Alt jeg kunne tænke på var ham. Ham jeg bare havde forladt hjemme i Mullingar.

Jeg vågnede op med et sæt fra mit flashback og tog mig til instrumentbrættet. Han blev forskrækket og svajede lidt på vejen.

"J...Jeg er fra Muliingar", sagde jeg stakåndet. Han grinte.

"Det kan jo ikke passe. Der er jeg fra. Alle kender hinanden i Mullingar, og jeg har aldrig set dig før". Han kiggede på mig en sidste gang for at være sikker inden havde drejede skarpt ind til rådhusets parkeringsplads.

Damen bag skrænten kiggede på mig som var jeg et rumvæsen. Det var dog forståeligt nok. Jeg stod i en ret så gennemsigtig hvid t-shirt og Nike mandeshorts. Alt sammen noget jeg havde lånt ah ham.

"Så du siger til mig at du ikke ved hvem du er?" spurgte hun monotont.

"Ja, jeg har ingen idé om hvordan jeg er havnet i London eller hvem jeg er... Hvad jeg hedder.."

Jeg blev afbrudt af hans stemme. "Men hun kommer fra Mullingar... Det er det eneste vi ved". Jeg kiggede på ham og smilede. Kvinden tastede noget på sin stationære pc og vendte derefter skærmen mod os.

"I arkiverne er der 700 kvinder fra Mullingar... Hvem er du af dem?"

Kvinden havde printet papirerne ud og mig og ham sad nu i en sofa og kiggede dem igennem. Der var billeder ved dem alle sammen. Pludselig slog det mig.

"Jeg hedder Lisa" Kig efter det! "

Han fandt hurtigt navnet og jeg så til min store overraskelse at der kun var 3 der hed det i hele Mullingar. Han kiggede grundigt på de tre billeder og sagde, "Jeg tror at det der er dig". Han pegede på en ung pige med lyst hår.

"Lisa Kynde

19 years old

Mullingar, Ireland"

Stod der ved siden af mit billede. "Hvor gamle er papirerne?", spurgte jeg.

"De er fra 2012" svarede kvinden.

"Så du er altså 22 år.... Det er jeg også...", han mumlede den sidste del som om han ikke kunne fatte hvad han lige havde hørt.

Vi sagde tak til kvinden bag skrænten og gik ud i bilen. Vi sad lidt uden at sige noget inden han endelig brød tavsheden.

"Du må gerne sove hos mig... Hvis altså du har lyst" sagde han forsigtigt. Han kunne vist godt lide mig. Men kunne jeg lide ham? Der var noget mystisk over ham. Noget jeg ikke kunne forklare men som gjorde mig helt varm inden i.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...