Who Are You? // n.h

fanfiktion om Niall Horan

1Likes
0Comments
1382Views
AA

1. et

PART 1

Jeg kiggede rundt i værelset. Det var lyst, og lugtede af mandeparfume. Der var ikke mange møbler, så det virkede meget tomt. Jeg rejste mig fra den bløde dobbeltseng og gik med lette skridt mod vinduet. Vinduerne fyldte hele den ene væg. Gardinerne var trukket for, men alligevel kunne man se at solen skinnede udenfor. Jeg kiggede ud gennem gardinerne og mødte en vej. En tom landevej. Der var andre huse. De så meget fine ud, så jeg kom til at tænke på hvor jeg var. Hvor var jeg egentligt? Jeg kunne overhovedet ikke huske noget. Hvordan jeg var kommet herhen eller... hvem jeg var. Jeg trådte væk fra vinduet og småløb hen til det full-body spejl der stod ved siden af sengen. Jeg udstødte et gisp da jeg så mig selv. Jeg var slank, havde flotte ben og flad mave. Men da jeg tog mig sammen til at kigge på mit ansigt gispede jeg endnu højere. Jeg var pæn. Smuk. Sådan havde jeg aldrig set mig selv før. Ligeså stille begyndte jeg at kunne huske noget.

Jeg var 13 år. Jeg stod på en landevej, der til forveksling lignede den jeg lige havde kigget på. Foran mig stod en lyshåret dreng. Han græd. Jeg mærkede noget salt ved min læbe. Jeg græd også. Bag mig holdt der en bil. Manden i bilen dyttede og mit hjerte sprang et slag over. Jeg kunne mærke en varm sensation løbe igennem min krop da jeg mærkede hans arme rundt om min krop. Jeg slog mine arme rund om ham og hulkede. "Jeg vil aldrig glemme dig", sagde den lyshårede dreng. "Lov mig det" sagde jeg." Det lover jeg". Jeg kyssede ham på kinden og satte mig ind i bilen. Jeg så mig tilbage og vinkede. Han var allerede væk.

Det var som om jeg så det udefra. Som om jeg var en engel der kiggede ned på folkene. Men alligevel kunne jeg sagtens mærke tåren der ramte mine læber.

Det skramlede uden for døren og jeg blev nysgerrig. Hvordan mon resten af huset så ud? Jeg åbnede forsigtigt døren og kiggede ud. En lang gang med hvide vægge ramte mit syn. Til højre var der mørkt men til venstre var der lys. Lys fra et køkken? Jeg listede derhen. Jeg begyndte at kunne ane en svag duft af kaffe og lyden af en radiostemme. Jeg var nu helt fremme ved indgangen til køkkenet. Det var et stort køkken. Et kvadrat bord stod mod vinduet og ellers var der bare skabe og skuffer. Jeg kiggede hen mod et blåt lys der fangede min opmærksomhed. Nogen stod bag ved køleskabsdøren. Jeg panikkede og ville gemme mig, men da personen gik væk fra døren og ud i køkkenet frøs jeg fuldstændig. Han havde ikke set mig og gik bare hen imod indgangen. Mod mig. Jeg vendte mig om i håb om at jeg på magisk vis ville være camoufleret. "Hvem er du?... Og hvorfor har du kun undertøj på", lød det bag mig. Fuck, tænkte jeg, jeg står i undertøj foran en komplet fremmed...

"Øhhh", sagde jeg og vendte mig akavet om så jeg kiggede ham lige i øjnene. Jeg kiggede hurtigt væk og fortsatte, "det er lige det at.. det... det ved jeg ikke". Jeg kunne mærke hans øjne skære rifter i mine og efterlod mig med ondt i maven. Ondt i maven om tanken om at han ville smide mig ud. Tanken om at jeg aldrig ville finde ud af hvor jeg var, hvem jeg var og hvordan jeg var havnet i hans hus. Mine tanker blev afbrudt af en varm følelse der gik igennem min krop. Han tog min hånd og førte mig hen til bordet. Jeg satte mig og der blev stillet en kop kaffe foran mig. Jeg kunne mærke noget på mine skuldre og jeg kiggede lige op i hans øjne. Han smilede forsigtigt og lagde et tæppe om mig. Han satte sig ned overfor mig og tog en stor slurk af hans kaffe. Han kiggede derefter dybt i mine øjne. "Hvordan er du kommet ind?" Jeg svarede ikke. " Kan du i det mindste fortælle mig dit navn?" spurgte han utålmodigt. "Men jeg ved det ikke! Jeg vågnede bare op her. Jeg har ingen idé om hvordan jeg er kommet. Ved du det ikke?". Han var tavs i hvad der føles som evigheder. Jeg tog mig sammen til at spørge og det uundgåelige. "Vi har ikke.. du ved... været sammen, vel?" Jeg lagde ekstra hårdt tryk på 'sammen' så han kunne forstå hvad jeg mente. Han blev pludselig meget rød i hovedet. Han mumlede noget jeg ikke kunne forstå. "Hvad?", sagde jeg uforstående. Han kiggede på mig med smilende øjne og sagde "nej, jeg har aldrig ser dig før". Jeg følte mig lettet og længe mig tilbage i stolen. Jeg smilede svagt men blev så seriøs igen. "Du er nødt til at hjælpe mig".

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...