Alaunia II

Over 30 krigskibe forsvandt, da de sejlede ud for at slutte sig til orden. På et af lederskibene var den bedste besætning, der var på havet ombord.

I en verden, hvor magi er hverdag, hvordan kunne 30 skib så forsvind? Og hvorfor har ingen hørte fra dem ?

Men en til var sikker, Miriam tvilling bror Adrian var på det skib. Ville det være muligt at finde hendes bror igen? Og hvad ville det koste, for at finde ham?

0Likes
0Comments
110Views
AA

1. Prologue:Mødet

"Kom nu! Hurtigere!" Tænkte Azami Rosenberg.

Hun blev ved med slå hælene ind i hesten siden i håb om at den ville løbe hurtigere, i hvad hesten allerede gjorde.

Men denne hastighed, de vil fange hende, før hun kunne nå havet på den anden side af grænsen. Men tiden var ved at løbe ud, og hvis Azami ikke kom til havet snart, vil alt være tabt.

Den nyligt faldne regn havde dække sporet i skoven helt med mudder, så det var svært at finde i mørket. Og hver gang hesten fødder ramte jorden, hang fast mudder og vissent græs i sin svedig pels.

Azami havde en fornemmelse af, at hele skoven var imod hende. Træer med deres lange grene, der var ligesom hænder i mørket, grab ud efter hende i forsøg på at stoppe hende. De fik fat i hendes lange, krøllede røde hår, eller hendes sorte kappe. Men hun kunne ikke finde ud, hvis hun elsker eller hader den sorte kappe. Lige nu Azami elsker det, for det gjorde tilbyde nogle beskytter mod grenene. Men desværre tog noget af hastigheden fra hende hver gang, grene fik fat i hende.

Azami Rose Berg kunne ikke se en hånd mellem træerne, der stod på den side af skoven vejen. "Kom nu! Vi er næsten der!" Tænkte hun, men tog ikke hendes øjne væk fra stien. Månen oplyst klart stien op, så det var muligt at se tykke grene eller fælder der var på vejen. Ligesom hende selv den grå hest kunne føle dem klart. De kom hurtigere tættere på, men dens rytter vidste, at der kun var en vej og det var fremad

Azami ville ikke havde været her, hvis det var under normale omstændigheder. Men på grund af missionen blev hun tvunget til at være her. Det var en mission, hvor alt var afhængig af hende og beordrede af kongen selv. Og det gav hende lov til at tage genvejen gennem skoven.

Så hun har ingen idé om hvorfor de jage hende? Men det betyde ikke noget, for det brev også havde givet hende tilladelse til at bruge sine særlige evner. Men Azami håbede, det ville ikke være nødvendigt.

Hun kunne høre ulvenes hylende gennem natten og de faldende grene, da de gik over dem, så de ødelagde dem.
Men resten af skoven var for stille og Selv lyset fra månen kunne ikke nå ind mellem træerne.

Bare Azami kunne nå havet, men kun det var hvis de ikke angrebet hende.
Hun husker kortet over skoven sig i hendes hoved. Og hvis kortet er tegnet korrekt, bør der stadig være en god vej ned til havet. Og derfra, Azami vidste, om hun nå havet i tid, hun stadig havde en chance.

Enlig gade lampe prøvede at holde mørket væk fra vejen der delte sig i to foran hende. Pludselig stoppede den grå hest op, den begyndt at at steppede nervøs og usikkert der hvor den stod.
Azami måtte hjælpe hesten med at kontrollen sin panik. Og hun gjorde det ved, hvor hun pressede hendes ejeren bevidstløs i dens og hjælper den til at slappe af fra indersiden. For ellers ville hesten have løbet med hende. For i lyset, så hun en stor hvid varulv.


Det har haft en hvid pels, der var let at se i mørket. Kunne hun kunne tydeligt se de blodpletter, der var i dens pels. En ulv mere kommer fra træerne bag den hvide varulv. Men kaldte det en ulv var måske forkert.

Azami vidste, at det var den hvide ulv, der var deres leder af jægere. Ulven bag den hvide ulv stadig var en blanding mellem en ulv og et menneske. Og det betyder, at ulven var en ny bidt varulve, sandsynligvis bidt af det hvide ulv.

Azami var meget usikker på, om det var lys eller varulv foran hende faktisk havde lyse gule øjne og det hvide ene havde skinnende sølv-grå øjne, der mødte hende. Øjnene fortalte hende, at hun havde brug for at vide. De havde ikke modtaget brevet.

Dens ben var stadig som et menneske, men den bøjede mere i ryggen end hvad et mennesker normal gjorde. Dens hænder gik helt nede til omkring knæene. Hele kroppen var halvt dække af brun pels og menneskelig hud.
Men hvad der mest fortalte, at dette her ikke var et normal menneske, var dens mund. Selve munden var længere end mennesker og fyldt med skarpe tænder. Spyt droppede ned fra munden, da den havde et voldsomt overbid, der ikke kunne holde det tilbage.

Men selv om det var den hvide, der var leder, tog de nye varulve ordet. "Hvad gør man ligesom du her?"
Stemmen var en blanding mellem en hyl og en normal menneskelig stemme.

Azami følte, hvor panikken i hesten voksede, men hun fortsætter med at stadig hjælpe hesten. "Tag det roligt nu ?!" tænke hun og begynder at tænke på en mark med frisk nye græs. Azami gætter det sandsynligt var en hest lykkeligt sted.

Varulv stadig venter på svar, "har du mistet din tunge?"

Det kunne du lide varulve? tænkte hun, men sagde i stedet for. "Jeg kan se, at I ikke har modtaget brevet?"

Den nye bidt varulve var helt forvirret, ligesom Azami allerede havde gættet at den ville blive.

Azami havde en ting med at kalde dem, hvad de var, og ikke hvad deres job bestod af. I dag varulve var brug som jægere.

Den hvide, med skinnende sølv skinnende øjne fulgte hver af hendes bevægelser.

"Brevet?"

"Ja! Det skulle havde indhold de informationer omkring min tilstedeværelse i jeres skove." Azami fastholdte den hvide ulvs øjne.

En stemme bag hende sagde "Heksen lyver!" Stemmen lyde som den første varulv gjorde. En blanding af mellem en ulv og menneskelig stemme. "Vi har ikke modtaget et brev!"

Skønt tænkt hun, endnu en varulve

"Hvem har sendt det?" spurgte jægeren foran hende. Efter den hvide ulv, havde skubbet til den med halen.

"Kongen."


"Hvilken en af dem?" lyd det bag ved hende.

"Kongen fra højen." svarte hun med det samme.

"Kongen fra højen, ville ALDRIG bruge hekse. Han hader magi. "

Det fik Azami til at sukke dybt, "det var den gamle konge. Efter kongen blev genfødt, sidder der nu alle mulig med magi i hans råd."

Mens hun havde talte, havde hun skubbede den sort kappe til side og afslørede et brænde mærke på hendes håndled. Selve mærket, var kongens symbol. En falk. Hun holdt det frem i lyset, så hun var sikker på, at de så det.

"Som om at være en heks for kongen er bedre end bare at være en heks?" hånligt en stemme til venstre inde mellem de mørke træer. samme stemme som de andre to.

Hun blev ved med at se,den hvide ulv lige i øjne. Hvis bare den ville tale! Hvorfor skulle den blev ved med at være i ulveform? "Jeg ville gerne bliv og tale. Men jeg er bange for, at jeg har et vigtig aftale. Kan jeg få tilladelse til at komme igennem nu?"

Vinden tog mere til, "Vi er ikke problemet her i landet. Vi ikke på jagt efter en lille heks, nah vi er på jagt efter noget meget mere større."

"Vil du virkelig bare, lad hende gå?" brummende stemmen bagved hende utilfreds.

Den hvide ulv, daskede til den ny bidt varulv ved siden af den. "Ja! For nu, da hun ikke. er vores mål. Men hvis jeg var hende, ville jeg nok bede til mine guder, om aldrig at løb ind i os igen."

"Malcon! Han er ude igen. Han kan føler hendes magi, det har vækkede ham. Hun må nok også bed til, at han ikke få fat i hende. " sagde stemmen der var ude i siden.

Azami havde ingen ideer om, hvad de snakke om."Så ville jeg ønsker jer held og lykke på jeres vej."

Jægerne svarede ikke, men var allerede satte i løb.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...