Regnbue

Regnbuen sad stadig om hans håndled //bidrag til homoseksualitetskonkurrencen, valgmulighed 1

3Likes
2Comments
347Views

1. -

Hun plejede at elske regnbuer. Engang glædedes hun, hvis en regnbue pludselig brød frem på himlen, og hvis nogen spurgte, hvad hendes yndlingsfarve var, svarede hun regnbue, også selvom hun udmærket godt vidste, det ikke var en rigtig farve. Engang tegnede hun regnbuer på hvert papir, hun kunne komme i nærheden af og sørgede derfor også for en sikkerheds skyld altid at have farveblyanter i alverdens farver på sig. 

Men nu frygtede pigen dem, præcis som alle andre. Hvis himlen nu blev lyst op i en regnbue, flygtede hun indendørs og trak de grålige gardiner for, så det var umuligt at se det mindste glimt af den og dens farver. Hun havde smidt farveblyanterne ud sammen med alle minderne om det spor af tegninger, hun engang havde trukket efter sig. Regnbuer var noget dårligt, det burde hun vide. 

Alligevel formåede disse tanker om regnbuer stadig at få et forbudt smil frem på pigens læber, trods de stadig var fugtige af tårer. Hun krøb uvilkårligt lidt længere ind i busken og ignorerede de stikkende grene, der allerede havde flænset hendes tøj utallige steder. Selvfølgelig ville ingen af de forbipasserende kunne gætte, at det var tanken om regnbuer, der havde fået hende til at smile, men hun følte sig nu stadig udsat her. 

Pigens mundvige faldt dog hurtigt tilbage til deres vante nedadvendt position, da hun skævede ud mellem de visne grene og så en regnbue komme gående hen af gaden. Nej - en mand, rettede hun sig selv i tankerne. Hun nægtede at være en af dem, der kun så det regnbuefarvede bånd om mandens venstre håndled og ikke personen inde bag. Men det blev bare sværere og sværere for hver dag, siden den lov var kommet. 

Pigen begyndte at tælle sekundere til at nogen skulle se regnbuen, manden bar. Den var svær at overse, da alle dens farver lyste op som solen i et hav af de grålige nuancer, alle andre havde på. Hendes læber nåede da også kun at forme tallet fem, før hun kunne se, hvordan en kvinde fangede det farverige glimt ud af øjenkrogen. Kvindens øjne blev straks smallere, som hun drejede rundt på stedet for at være sikker på, hun ikke havde set forkert. Pigen så til, mens damen hurtigt stillede sig foran den barnevogn, hun skubbede, som ville hun spare sit barns øjne for det afskyelige syn.

Men manden viste ingen tegn på tøven og fortsatte med sine grå øjne rettet stift mod et punkt lige over alle andres hoveder. Indeni var han sikkert ved at gå til af skræk, men pigen kunne nu ikke lade være med at beundre hans mod, da han turde at vise sig på åben gade. Han var helt klart bedre tjent med at blive indenfor resten af sit liv, men hvis han først var kommet ud af skabet, var dette ikke noget sammenlignet med det. Det vidste hun om nogen. 

Hun blev revet ud af sine forbudte tanker, da kvindens råb pludselig gav genlyd på gaden. 

"Homoseksuel!" Halvt en advarsel, halvt en opfordring. Pigen var pludselig virkelig taknemmlig for det sikre gemmesteder, hun havde i den visne rosenbusk, da det forhindrede, hendes tvang til at hjælpe manden, at blive ført ud i livet, da hun ikke kunne røre sig, fordi hun var så hjælpeløst viklet ind i tornene. Det pinte hende nu stadig at se, hvordan en rødmen bredte sig på mandens ellers blege ansigt, og hvordan han gjorde en lille bevægelse med sin venstre hånd - den med regnbuebåndet - som bekæmpede han lysten til at stikke den ind under frakken. 

Det var nu også allerede alt for sent. Regnbuebåndet havde draget alle på gadens blikke til sig, som en utrolig kraftig magnet. Hun så til, mens den ene halvdel krydsede gaden med afskyen malet i ansigtet og den anden genoptog, hvor kvinden slap. 

"Homeseksuel, Homoseksuel, Homoseksuel". Et kor af vrede stemmer blev snart skabt, og pigen tvivlede ikke på, man snart kunne høre det ord over hele København. Det var nu, manden burde skyndt sig langt, langt væk, inden det udviklede sig, som det altid gjorde, men han vedblev med at gå i præcis samme tempo, selvom hun kunne se, hvordan hans ben rystede og vaklede mere og mere for hvert skridt. Det var så frustrerende at se på, at det var lige før, hun råbte til ham for at få ham til at løbe sin vej, mens der stadig var tid. 

For sent. En anden mand havde netop nu bøjet sig ned og samlet en sten op, som han uden videre kastede efter manden. Den ramte ham så præcist på regnbuebåndet, at pigen var helt imponeret over, hvor godt manden sigtede. Hendes beundren forsvandt dog hurtigt, da hun nu så ham gestikulere mod manden med vilde armbevægelser, mens ord som 'bøsserøv' forlad hans mund. 

Og snart begyndte en helt regn af sten at ramme manden. Og ikke blot sten alt fra gummistøvler til ringe til skældsord føg om manden, som flere og flere sluttede sig til. Det var åbenbart lang tid siden, en regnbue sidst havde vist sig. 

Som kampen udviklede sig måtte pigen kigge væk, da hendes ubehag ved situtationen var blevet for stort, og hun havde kastet op indvendigt ved synet af den barbariske menneskemængde flere gange, end hun havde tal på. I stedet landede hendes øjne på hendes egen venstre hånd, der hvilede på jorden. Hun havde betragtet de blege fingre og jordopsamlingerne under neglene i et par sekunder, før hun igen kunne forestille sig det regnbuefarvede bånd om sit eget håndled. 

Så snart hun havde tænkt tanken prøvede hun desperat at ryste dem af sig igen, men det var svært, når hun stadig kunne fornemme hendes læber mod sine, og inden hun vidste af det, var hun overvældet af minder om hende.

Det var stadig forbløffende nemt for hende at genkalde sig øjeblikket, hvor hun først havde set hende. Hendes hår havde været samlet i en hestehale, der dansede op og ned ad hendes ryg, og hun havde haft en koncentreret glimt i øjnene, som hun færdiggjorde tegningen af regnbuen. Pigen havde betragtet hende lidt på afstand. 

Men der gik ikke længe, før venskabet mellem de to havde blomstret, og de sammen malede regnbue efter regnbue, mens de talte med deres lyse barnestemmer. Snart var de uadskillige som blå og violet i en regnbue. 

Og som årene var gået, havde pigen fundet sig selv hypnotiseret af hendes øjne, og den måde hendes spinkle fingre holdt en blyant i et fast greb. Pludselig begyndte pigen at forestille sig, hvordan hendes rosenrøde læber mon ville føles, samt hvordan det ville være at tage hendes hånd i sin. 

Men så var bekendtgørelsen kommet. Bekendtgørelsen om at en hver homoseksuel skulle have et regnbuefarvet bånd om sit venstre håndled. Bekendtgørelsen om, af hvis man bar dette bånd, gav det alle andre  ret til at slå, sparke, ydmyge og kaste ting efter de homoseksuelle . Bekendtgørelsen om, at alle havde ret til at udstøde de regnbuefarvede fra samfundet og nægte dem job. 

Og snart var pigen blevet nødt til at drukne alle sine fantasier, skrælle den blå neglelak, den anden pige altid gik med af den hånd, som hun forstillede sig at holde og læbestiften af de læber, hun forestillede sig at kysse. Og det havde hun næsten formået, da det at se, hvordan homoseksuelle blev ydmyget på groveste vis, var nok til at holde hende langt væk fra de tanker. 

Indtil i dag. Indtil hun havde lænet sig helt tæt op af pigen for at hviske noget i hendes øre, hun aldrig fandt ud af, hvad var. For inden hun vidste af det, havde hun drejet hovedet og ladet sine læber strejfe hendes, som hun havde længtes efter i evigheder. Men så var det gået op for hende, at selvom stemingen på den græsplæne, de sad på, var romantisk, og ikke en sjæl var at se, så var det ikke rigtigt. Og pigen nåede ikke en gang at se udtrykket på hendes ansigt, før hun havde rejst sig og løbet væk, så hurtigt hun kunne uden at se sig tilbage, da det eneste hun kunne se for sit indre blik, var hvad der ville ske, hvis deres kys blev opdaget, og de begge to blev tvunget til at gå med en regnbue.

Så nu sad hun her i busken og kunne stadig mærke en svag rest af andrealien pumpe rundt i årene, samt de tårer, hun havde grædt over sin egen tåbelighed på sine kinder.  Hun undlod stadig at kigge op, selvom det kunne være dejligt med noget distraktion fra alle de skræmmende tanker, hendes hoved lige nu boblede over med. 

Det var først, da de sidste råb havde foretaget sig, og den kolde vinterluft havde farvet hendes fingre helt helt hvide, hun endelig turde kigge op. Manden lå på fortovet med lukkede øjne og med rifter trukket hen over ansigtet, samt hænderne. Regnbuen sad stadig om hans håndled. 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...