Bitches like me.

I'm a basic bitch, and I know so. You might be too. Some think they are unique, but really everyone is the same. We get born. We live. We die. That's not unique to me. Is it to you?

0Likes
0Comments
468Views

1. Det Eneste

Sååå... Det eneste, jeg er helt sikker på lige nu er, at jeg er den, jeg er. Ikke at jeg ved hvem jeg er endnu, men jeg ved bare, at jeg er den, jeg nu engang er. Eller bliver til, eller hvad man nu skal sige.

Det er det eneste i hele verden, jeg er 100% sikker på lige nu. Eller... Jeg er også 100% sikker på, at 2 + 2 = 4, og at jeg skal dø en dag, men altså... Du ved hvad jeg mener.


Lige nu er jeg nok klassens bitch. Jeg er den, der tør sige det, alle andre bare sidder og tænker. Jeg er den, alle bagtaler, alle hader, alle skærer tænder over. Eller sådan ser jeg det i hvert fald. 
Men jeg er ligeglad med hvad folk synes om mig. De kan bagtale mig så meget de vil, og det ved jeg, de gør, men det rører mig ikke. For jeg er mig. Og jeg kan ikke bare ændre mig. Jo, det kunne jeg faktisk nok godt. Jeg kunne holde mig tilbage. Ikke svare igen når folk provokerer mig og begynde at stole på folk. Men hvem ville det hjælpe, hvis det slet ikke er den, jeg er? Hvis jeg stadig inde i mit hoved ville træde frem. Svare igen. Og holde mine problemer for mig selv? Det ville kun gøre det sværer for mig selv end i forvejen. Og folk ville jo stadig ikke kunne lide mig. De synes, jeg er for 'uforudsigelig'. Som om vi er med i Paradise Hotel eller noget? Det er jo ikke fordi, jeg smider jer ud i parcermonien, vel? Men folk er stadig bange for, at jeg backstabber dem. Nok mest fordi de ved, jeg har meget skidt på dem - men de har intet på mig.


Jeg er blevet meget indadvendt men udadvendt. Altså jeg holder det personlige for mig, men alt andet kaster jeg ud som en tennismaskine. Jeg sårer folk. Og det er ikke meningen. Men 'hurt people hurt people' som man siger. Altså 'sårede folk sårer folk'. Og det gør jeg nok. Jeg er såret. Og jeg sårer folk på min vej. Uden at vide det helt.


Jeg har været noget igennem som ikke mange på min alder har. Og lad os bare gå lige til sagen. Jeg var deprimeret i omkring 10 måneder. Fra november 2015 - juli(eller)august 2016. Hvorfor jeg var deprimeret kommer nok senere. Jeg synes lige vi skal lære hinanden at kende før vi kommer til det dybe.
Jeg fortalte ingen om min indre smerte indtil 5 måneder inde i min depression. Da fortalte jeg det til min veninde, Caroline. Jeg fortalte hende hvordan det hele startede. Og hvordan jeg kom hjem hver dag og havde et breakdown på køkkengulvet. Hvordan jeg ikke kunne fortælle det til mine forældre fordi de ikke ville kunne se, hvor slemt det virkelig var. Og vi stod der og græd. Mig og Caroline. Og det var rigtig dejligt at komme ud med det, men problemet er, at når folk ikke ved hvordan de skal tackle en ny information, er det som om, de gemmer den væk bagerst i hjernen. De gør informationen lille og ubetydningsfuld, og tænker ikke mere over den. 
Og det var præcis hvad Caroline gjorde. For mig virkede det som om, hun troede, jeg kun havde været trist i en uge, og at næste uge ville blive meget bedre. Men jeg havde været trist i fem måneder på dette tidspunk. Mere end bare trist. Og helt alene med det hele.

Nu hvor jeg tænker tilbage på det, ved jeg jo godt hvorfor jeg holder alt for mig selv nu. For sådan har det ikke altid været. Da jeg var mindre fortalte jeg alt til alle. Og jeg stolede på, at de ikke ville sige det videre, selvom jeg godt vidste, at de ikke kunne holde på noget som helst. 
Men fordi, jeg holdt alt for mig selv i de 5 måneder og så de 5 efter jeg fortalte det til caro også, er jeg bare blevet ved med at holde at for mig selv. Fordi ingen ville kunne forstå mig. Jo måske hvis jeg fortalte dem hele min historie. Men den går helt tilbage til 2. klasse, hvor jeg havde selvmordstanker, og det ville ingen nok tro på. Så jeg vil hellere holde mit liv for mig selv, end at nogen, jeg stolede på, skulle fortælle alle det jeg havde betroet dem til alle fra min skole. Så ville jeg blive kendt som 'hende der lyver for opmærksomhed' eller noget. Og det ville såre mig. jeg plejer at være ligeglad med rygter og andre små løgner og sandheder om mig, men når det er noget, der stikker så dybt i mig, som min depression og mine selvmordstanker fra anden klasse, bliver jeg sgu ked af det.

Så hellere dø med en låst hemmelighed, and at leve med en ulåst én.

Tak for i dag, venner,
(dette er ikke mit rigtige navn, men et falsk navn for at dække over mig)
- Teresse L.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...