Rose Blanche


0Likes
0Comments
151Views

1. Rose Blanche

”Rose vil du ikke fortælle os en historie? ”

”Jo, det kan jeg godt. Sæt jer ned”

”Hm okay... Hvilken en skal jeg fortælle? Jo nu ved jeg det. Det ikke en sjov historie, men det er et minde som jeg aldrig nogensinde kommer til at glemme, men her kommer den;

Da jeg var omkring jeres alder eller lidt yngre plejede jeg at gå ture. En dag så jeg nogle børn yngre end jer, men det var ikke kun børn det var også meget gamle mennesker. Det lignede at de sad i et bur, lidt ligesom dyr. Jeg kunne huske at da jeg stod der tænkte jeg på løver. Deres flotte og store manke. Jeg forstod ikke hvorfor de sad inde, jeg havde hørt om mennesker der var ’farlige’ som sad inde, men de her så fredelige ud. Min mor havde advaret mig om ikke, at snakke med fremmede, og især ikke nogen der sad i et bur, så jeg fortsatte min vandre tur. Efter et par uger kunne jeg bare ikke modstå fristelsen længere..”

”Hvor gammel var du?” Spurgte Anne

”Jo Anne, jeg var omkring… De 9-10 år gammel”

”Når, hvor kom jeg fra? Når jo, jeg kunne ikke modstå fristelsen længere, så en dag samlede jeg mig mod nok til at gå derhen og snakke med, men så hørte jeg noget. Det var et skrig, mens mit hjerte galopperede gemte jeg mig hurtig bag en busk der lå omkring en meter væk fra mig og en meter fra hegnet imellem de ’fremmede’ og mig. Der var blod overalt, en følelse af kold vind strøg igennem mig. Nu skreg de. De skreg som var det deres sidste åndedragt. Jeg begyndte at løbe som en vild hest. Hvis jeg havde modet til det, havde jeg sagt dem imod…”

”Hvad lavede de da med børnene?”

”Det var det mest forfærdelige. De piskede dem til deres ryg, bag lår og balder begyndte at bløde. Deres hud var flænset. Jeg kunne ikke se forskel på dem og dyr. De var kolde, de var følelsesløse, de var monstre. På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med en af dem som der piskede børnene. Det jeg så var alt andet end en sjæl. Jeg løb og løb. Jeg løb ned til stranden og begyndte at græde. Måden børn mindre end mig selv blev pisket, behandlet på, var forfærdeligt. Et par måneder efter opdagede jeg at de heller ikke fik mad, så jeg tog min taske og pakkede den med 2 store stykker brød og samlede mod nok til at gå ned til de ’fremmede’. Der var en dreng på min alder, Markus, han var den modigste af dem alle. Da jeg prøvede at give brødet til dem var de bange og det forstår jeg godt, for hvem ville ikke det? Ikke nok med at jeg skulle passe på pigtrådene som kunne skære min arm af, skulle jeg også være opmærksom på vagterne. Jeg delte brødet midt over som var det et stykke papir, hvor jeg fik styrken fra tror jeg, at jeg havde fået fra frygten. Frygten for at blive set, frygten for at sidde sammen med dem. I buret. Jeg gav den første halvdel til Markus, da han havde fået fingre i den løb han sin vej. Underligt tænkte jeg, men forstsatte med at dele brødet ud. Folk gik da de havde fået deres del af brødet, da der ikke var nogle tilbage lagde jeg resterne tilbage i tasken og vendte mig om. Da jeg skulle til at gå kom Markus løbende tilbage og sagde ’tak’. Jeg spurgte ham hvad der foregik og han fortalte at det var en koncentrationslejr.

Efter hånden som vi snakkede hver dag, blev Markus og jeg bedstevenner”

”Hvor er Markus nu henne? ”

”Markus er… er død”

”Det er jeg ked af” Sagde Anne

”Det behøver du ikke at være, Markus var en god dreng og en endnu bedre mand”

”Hvordan døde han? ”

”Det bliver en anden gang børn”

”Ej Rose, vil du ikke fortælle det? ”

”Okay… Lad mig se… Jo det var en dag hvor jeg skulle fortælle Markus noget om mine forældre, kan ikke rigtig huske hvad det var, men det var meget vigtigt dengang. Vi var selvfølgelig blevet ældre. Omkring 3 år ældre. Da jeg var på vej hen til ham, hørte jeg kun vinden. Markus var der ikke, han var der ikke den dag, heller ikke den næste og den næste. Han var ikke på det sted vi altid plejede at mødes. Jeg blev mistænksom. Som dagene gik og vinteren kom tættere, havde jeg ingen besked hørt fra Markus. Den første vinternat, hørte jeg hvisken udenfor. Jeg rejste mig fra min seng og kiggede ud af vinduet, det var Markus. ”Markus hvad laver du her? ” – ”Hvor har du været henne? ” spurgte jeg ham. ”Jeg er stukket af! ” svarede han med en hæs stemme. Jeg havde hørt, at straffen for at stikke af, var hård. Han fortalte mig at han stak af for os, for den familie han tit fantaserede om, og ikke mindst for mig”

”Så… I kunne lide hinanden? ” afbrød Erik

”Ja, vi var død forelskede”

”Hm… Ja, han ønskede vi skulle gifte os, men det var alt for farligt, men heldigt for ham gik hans ønske i opfyldelse, vi giftede os og levede lykkeligt. Flere år senere, en aften hvor jeg havde lavet kalkun -som jeg selv synes smagte vidunderligt- og Markus var kommet hjem fra arbejde, brasede der pludselig 3 mørkklædte mænd ind gennem døren. Det ene øjeblik sad vi ned ved spisebordet og skulle til, at spise en saftig kalkun, og det næste øjeblik, holder to af drenge Markus nede mens den tredje prøver at holde fast på mig og berolige mig. Jeg kan stadig høre ham sige ”Der sker dig ikke noget, det kun ham vi vil have”, men det så også det eneste jeg kan huske ham sige. Den ene af de to der holder Markus nede, tager fat i Markusses korte, sorte hår og dunker hans hoved ned på spisebordet, så bordet knækkede midt over. Markus var bevidstløs, og jeg græd.

Mens Markus var bevidstløs, snakkede jeg med mændene som ’bortførte’ Markus, de sagde at det var, fordi han var flygtet fra en koncentrationslejr for fem år siden.

Da Markus var sig selv igen, stod jeg overfor ham med tårer i øjnene Han vidste ikke hvad der foregik, men et par minutter efter slog det ham. Jeg ville ikke selv stå der, men jeg blev tvunget til det. Markus, som jo var min mand, skulle til, at blive hængt. Jeg prøvede selvfølgelig at hjælpe ham, snakke med dem, bestikke dem, men det eneste de ville var, at se ham død. Der var mange mennesker, gamle, unge, babyer ja, alle var der, hele byen tror jeg var der – ikke at den var særlig stor-. Alle sammen var der for, at se min mand dø! De gjorde ham klar til hans henrettelse. De tog rebet og bandt det rundt om hans hals, mine tårer blev til vandfald. Jeg lukkede mine øjne og mine tanker drev mig tilbage til den første dag vi mødtes, den dag vi kyssede allerførste gang, og den dag han sagde til mig, at han elskede mig. Da jeg slog mine øjne op så jeg, at det var nu. Han sagde fire ord også trak de i snoren, også var han død”

”Hvad sagde han?” Spurgte Anne

”Han sagde.. ’Jeg elsker dig. Tak’. Jeg havde altid undret mig hvorfor han sagde tak, også fandt jeg ud af, at det var fordi, det var det første han sagde til mig, og det var det sidste”

”Nu har jeg meget dårlig samvittighed over, at have tvunget dig til at fortælle historien”

”Det okay, det var et eventyr, som alle ikke får lov til at opleve, så det var det hele værd”.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...