Blanketten.


0Likes
0Comments
473Views
AA

2. Blanketten.

 

 

”Come on, det er bare en lille fest”

Jeg kigger rundt i klassen, alles blikke er rettet mod mig.

Forsigtigt nikker jeg, i håbet om at de vil lade mig være i fred efterfølgende.

Det vil de så bare ikke.

En af mine mange veninder griber fat i min hånd, holder fast.

”Vi kan totalt gøre os klar sammen” Hviner hun højlydt, resten af mine veninder hviner igen og nikker ivrigt.

Jeg smiler bare.

”Skal vi ikke gøre det hjemme hos dig, Elena? Du har sååå meget plads”

Store dådyrøjne fylder alle deres ansigter.

”Det kan vi vel godt...” Svarer jeg, ”Mine forældre er ikke hjemme alligevel...”

Også er skoledagen ellers i gang.

 

 

De venter på mig efter skole, alle sammen.

Da jeg endelig får mig selv presset ud til dem, hviner de at vi ses hjemme hos mig om en time.

Jeg nikker bare, og begynder at gå mod cykelskuret.

På vej derhen passerer jeg nogen af de andre fra klassen, to piger og to drenge, jeg stopper op, vinker håbefuldt til dem.

De vinker ikke tilbage.

Til sidst finder jeg min cykel, sætter mig op og kører væk derfra.

En sidste gang.

 

 

Huset er mørkelagt da jeg finder det.

Ingen er hjemme.

Ikke at jeg ikke vidste det i forvejen.

Jeg håbede bare.

Da jeg træder ind i huset er der koldt.

Mine forældre har glemt at tænde for varmen, igen.

Jeg skutter mig og smider min taske midt i entreen.

Træder ud af mine sko midt på måtten foran døren, hænger min jakke op på min mors knage.

Går op på mit værelse, bare for at være endnu mere alene end jeg allerede er.

Nisse trisser efter mig.

Jeg samler ham op, og han begynder at spinde, da jeg stryger hans ryg.

Sådan sidder jeg.

Lige indtil mine veninder kommer.

 

Da jeg åbner døren, hviner de af glæde, tror jeg.

De strømmer ind og smider hurtigt overtøjet.

Deres poser stoppet med kjoler, sko og makeup.

Gid jeg gik op i det.

Hurtigt har de fundet mit værelse, de har trods alt været her før.

Dette bliver deres sidste gang, og det gør mig glad, for første gang i dag.

Ikke at de ved det, de lever vidst i nuet.

Hvilket lige nu betyder push-up, lårkort, dræberhæle og smørelse.

Det er bare ikke mit nu.

Selv om alle lader til at tro det.

 

 

De andre piger tager festen med storm.

Spankulerer ind, og spredes ud til siden.

Gør plads til jeg kan komme ind.

Det kan jeg så, fra den anden indgang.

Heller normal for en aften end det de vil have mig til.

 

Forvirret står de henne ved hovedindgangen.

Hovederne drejet rundt i søgen efter deres leder.

Jeg klemmer mig bare i et hjørne, langt væk fra deres skarpe øjne.

Venter på at kunne komme hjem igen.

Starte på en frisk.

 

Pigerne opgiver at finde deres dronning.

I stedet giver de sig til at finde et offer.

”Stakkels drenge...” Mumler jeg til mig selv.

”De tror vel de er heldige”

Jeg kigger op og mit blik mødes af en dreng.

En af dem jeg ikke har snakket med i årevis, tror jeg da.

Jeg er ikke sikker på noget længere.

Blidt nikker jeg.

Vender blikket stift ned i gulvet igen.

Alligevel øjner jeg hans smil.

Det lyser hele hans engle-lignende ansigt op.

 

”Vil du snakke? Eller er jeg under dig?” Siger han henvendt til mig.

Uden at kigge på ham, nikker jeg, kort og kontant.

Han sætter sig ved siden af mig.

Mine arme klamrer sig til mine ben.

Jeg retter kort blikket mod ham.

Han svarer ved at række en hånd ud.

”Leo, hvis du er i tvivl”

Jeg tager den kort, trykker lidt til.

Giver slip.

”Elena, hvis du ikke ved det endnu”

Et skævt smil spreder sig over hans blege ansigt.

Ufrivilligt kigger jeg på.

”Som om jeg kunne være i tvivl, du er jo den skønne Elena”

Hans tone er let og drillende.

Jeg smiler anstrengt af hans forsøg på at være sjov.

”Det kan da godt være, derfor kender jeg da godt jer alle sammen”

Så seriøs som han nu engang kan være, giver han mig et svar.

”Vi er da tre klasser her, så hvorfor skulle Elena den skønne kende alle vores navne, vi er alle sammen under din standard”

Mine hænder glider svedige mod min kjole.

Fingrene griber fat i kanten, holder fast.

Han forsætter.

”Det bliver vi jo nødt til at være, du skal vel kunne trampe og bitche af alle”

Jeg får lyst til at græde af det han siger, men jeg blinker det bare væk.

 

”Hvornår forstår i det, jeg vil ikke være populær!”

Hvisker jeg til mig selv.

Leo hører det, det ved jeg.

 

Han smiler igen, lader billedet blive i min hjerne.

”Det vil ingen i begyndelsen, hvorfor klager du dig så nu? Det er så lang tid siden du blev populær”

Også går jeg udenfor, væk fra festen.

 

Leo er gået efter mig.

Jeg kan mærke det.

Hver gang mine ben fører mig længere væk, følger hans med.

Da jeg stopper, er han lige bag mig.

Hænderne i lommerne, sko der sparker let til jorden og hundeøjne er hvad der møder mig.

”Hey, undskyld... Det var altså ikke meningen, du ved”

Jeg stirrer dumt på ham, nikker.

Vi afventer lidt hinandens reaktion, til sidst sætter jeg mig ned på det våde græs.

I håbet om at han vil gøre det samme.

Det gør han.

”Nå... Hvorfor vil du ikke være populær?”

Jeg kigger ned i jorden, begynder at tælle græs strå.

”I starten var det lykken selv, alle elskede mig, bare fordi jeg var mig selv. Alle ville være min ven, og jeg lod dem være det, indtil jeg tænkte over det hele. De ville bare være mine venner, af den simple grund at alle andre elskede mig, jeg lever i en verden af falskhed og løgne. Ikke at du vil kunne forstå det.”

Leos blå øjne møder mine, hans glimter med liv, mine er døde.

”Det er ikke alle der har elsket dig, eller været falsk.” Siger han i et forsøg på at føre samtalen videre.

Jeg vender min krop væk fra ham.

”Du ved godt det er lige meget, det er min sidste dag. Jeg gider det ikke mere.”

Det gibber i ham, hans krop anspændt.

”Hvad mener du med din sidste dag? Du vil vel ikke...”

Min latter over hans spørgsmål er ubeskrivelig.

”Jeg gider det ikke mere. Jeg gider ikke at være populær længere. Jeg skifter skole fra i morgen af, det eneste der mangler er denne her.”

I min hånd er et stykke papir, en blanket, en blanket der mangler min underskrift.

Hans ansigt bliver hårdt, det er vel ikke så sjovt længere for klassens sjove dreng

”Hvorfor har du ikke fortalt nogen noget?”

Jeg smiler.

”Jeg tror ikke du forstår det, jeg har ikke nogen at fortælle det til. Ingen venner, ingen der bekymrer sig om mig, selvfølgelig ville mine såkaldte veninder forsøge at stoppe mig, problemet er at jeg prøver at flygte fra dem.” Jeg vifter med papiret, ”Hvis ikke jeg udfylder blanketten, kan jeg glemme alt om ikke at være den jeg er nu”

 

Vi sidder der lidt endnu.

Helt tavse.

”Kom” Hvisker han, rækker en elegant hånd ud.

Jeg tager den og rejser mig op.

”Du kan ligeså godt få det bedste ud af din sidste aften” Siger han, fører mig tilbage til festen.

Leos hånd slipper min så snart vi er indenfor igen.

Han blinker til mig.

Går ud for at danse, med en af de andre piger og lader mig tilbage.

 

Jeg står der bare.

Han kommer ikke tilbage, lige meget hvor lang tid jeg venter.

”Så kan jeg ligeså godt udfylde den” Mumler jeg til mig selv.

Sætter mig ned, og håber på det bliver bedre, når jeg kommer videre.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...