De 12 grunde

Elena Ames er blot en 16-årig pige, med den drøm om, at vinde det uopnåelige danske modelshow "Piger Som Dig".
Imens hun venter på opkaldet fra kanalen "MK 8", opdigter hun 12 grunde, hvorfor hun ikke er blevet ringet op endnu.
Til model konkurrencen - mulighed nr. 2

3Likes
0Comments
542Views
AA

3. Konkurrencen

"Få nu lettet den mås, og spis din morgenmad. Vi har en masse der skal nås!", skældte min bedstemor, og ruskede mig voldsomt. Træt og ødelagt som jeg var, kæmpede jeg med at slå øjnene op. Jeg så forvirret op på hende, men hun nøjedes med at sende mig et blik, som om jeg allerede vidste alt. Da mine tunge ben endelig rørte det ru trægulv, fik jeg min morgentrætte stemme til at makke ret. 

"Bedstemor, hvad foregår der?", spurgte jeg, og kiggede mig over skulderen. Hun sukkede, og rømmede sig.

"De ringede i går aftes til mig fra et eller andet kaldet "Piger Som Dig". Jeg fik fortalt, at mit barnebarn er gået videre i programmet, og at jeg skulle kontakte hende hurtigst muligt, da de ikke selv kunne få fat i hende. Den første konkurrence begynder i dag."

Jeg gispede og sukkede på samme tid. Jeg forstod det ikke. De 12 grunde burde ikke slå fejl. Mon de andre piger havde 13? Jeg rejste mig så hurtigt, som en kraftig, tungbenet, morgentræt 16-årig nu kunne rejse sig. Jeg kæmpede mig frem til badeværelset, og fik lagt al den make-up, som skulle få min selvtillid til at rejse sig en smule, og så var jeg ellers ude ad huset. Der gik dog ikke mange sekunder før jeg blev stoppet af min bedstemor.

"Glem ikke din morgenmad, Elena. Den kan du komme langt på!", jeg vendte øjne, og snuppede det grønneste æble i frugtkurven. Nu var det min bedstemors tur til at vende øjne. Hun mumlede noget i retning med:

"Tyk kalder hun sig, hmpf. Pigebarnet er som en pind", og alt det bedstemødre kan finde på at kalde deres børnebørn. Jeg tog små bider af æblet, imens jeg i al den fart jeg kunne, spurtede ned til bus stationen, og fik mig sat af uden for det aftalte mødested. Den store sorte bygning, med kæmpe lyseblå blokbogstaver, som sagde: 

"MK 8". Det var den kanal jeg havde chancen for at være på i 2 måneder, og tage tiden fra de ensomme mennesker, der skulle fordrive tiden med et eller andet. Hvis ikke, kunne de nøjes med 3-4 dage.

 

Inden længe stod jeg sammen med de 11 andre piger. På få sekunder opdagede jeg den rødhåret pige igen. Denne gang var hendes hår opsat i en fletning. Jeg gik forsigtigt og nervøst hen til hende. Hun var den eneste af pigerne, som ikke havde talt ned til mig, men dog hende selv. 

"H-hej igen", fremstammede jeg. Jeg vidste hun var en hård modstander, men hun kunne blive min ven, på en eller anden syg måde. Hun løftede blikket en smule, og kiggede på mig, som var jeg en herreløs hund.

"Undskyld, kender jeg dig?", spurgte hun underligt. Jeg trak på skuldrene, men nikkede dog stadig.

"V-vi mødtes til castingen. Jeg kan godt forstå hvis du ikke kan huske mig, jeg er svær at genkende", forklarede jeg med en underlig rysten i stemmen. Hun spirede øjnene op.

"Nårh jo, du er hende der prøvede at få mig ned. Du ved, et øjeblik troede jeg faktisk du ikke var ligesom de andre. At du kunne blive min ven", fortalte hun med et snært af vrede i stemmen. Jeg lukkede øjnene, og trak vejret dybt.

"Jeg prøvede på ingen måde at få dig ned. Tværtimod. Jeg prøvede at rejse os begge, så vores ansigter ikke blev gemt væk i en flod af fortvivelse", hun rystede på hovedet, og gjorde tegn til at jeg skulle gå. Jeg trådte væk, med en bitterhed i hjertet. Hvorfor skulle pigerne her være så nærtagende? Jeg vidste ikke om jeg kunne klare at være med i showet, med al den had og vrede der blev kastet forgæves til hver sin side. I løbet af 10 minutter kom en høj mørkhåret dame, med store firkantede briller hen for at hente os. Vi blev placeret i hvert vores rum, og blev straks interviewet. Mine hænder og ben rystede, som havde de fået elektrisk chok. Det lagde manden bag mikrofonen mærke til, og tilbød mig et glas vand. Jeg nikkede ivrigt på hovedet, og fik stukket kruset mellem hænderne. Det var lige ved, at jeg spildte vand ud over det smukke, men garanteret ekstremt dyre gulvtæppe de havde lagt under stolen jeg sad på. Filmholdet lo, og prøvede at lette stemningen med nogle vittige jokes hist og her. Da jeg begyndte at ligne et rask menneske mere end en epileptiker, begyndte vi interviewet.

- og det gik godt.

 

 Konkurrencen:

 

Jeg kunne høre de genkendelige "klik" fra de professionelle kameraer, og fotografer. De snehvide blink, fik mine øjne til at køre rundt i en uendelig karrusel. 

"Smil!", beordrede fotografen, og jeg smilte til min kæbe hang ned over halsen på mig. Derefter sendte han mig ud, og en anden ind. De andre piger stortudede udenfor rummet, og jeg bed mig selv i læben for ikke at græde med. Én enkel rynke for meget, kunne ødelægge drømmen om at blive professionel model. "Endnu en grund",  tænkte jeg, idet en kameramand ville snakke med mig bag mikrofonen. Jeg fik at vide, at programmet ville blive vist den kommende dag, og vi da ville finde ud af, hvem der gik videre til den næste konkurrence, hvor kun 6 ville gå videre. "Som om det er mig", tænkte jeg, "Som om det er mig".

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...