Ny movella


0Likes
0Comments
115Views
AA

1. KAPITEL 1| Ankomsten

Det hele begyndte da vi startede på gymnasiet. Ingen af os havde kendt hinanden før, det eneste vi vidste om hindanden var; at vi skulle bo i lejelighed sammen.

Den ottende August; dagen hvor jeg skulle køre afsted mod fremtiden. To store kufferter, en håndtaske og min prop fyldte Fiat 500 stod klar ude i indkørslen. Afsted til min sprit nye lejelighed, inklusiv to sprit nye fremmede bofæller, og ingen anelse om hvad jeg har tænk mig med mit liv. Skal jeg studere jura efter gymnasiet, medicinstudiet, søge model branchen, ingeniør uddannelsen, lastbilchauffør, kvindelig pilot, bogholder eller en ensom historie lærer? Eller gøre lige som Coleman. Jeg ved det ikke. Men en ting er sikkert, jeg ville finde ud af hvem jeg i virkeligheden er og hvad jeg virkelig står for.

~For det er den eneste måde at finde livsglæden på, gøre ens liv verdi fuldt.~

Mange troede at jeg ville vælge det samme gymnasie som resten af klassen, bare fordi min mor og far har kassen og ejer det gymnasie i mit område.

Hvorfor skal det så betyde at jeg skal vælge det? Vælge det som mine forælder ejer, som i princippet ville være billigst. Men sådan skulle det ikke være efter mit hoved. Jeg vil væk; væk fra det jeg kender, det miljø jeg er vant til at leve i; skulle være slut nu. Jeg hader at gøre det samme som andre, mennesker der ikke tager chancer- ikke tør satse på deres liv, stole på dem selv, at gøre det modsatte af hvad alle andre tror man vælger, giver det hele lidt mere drama, det er en ting jeg interesserer mig for.

At tænke lange bander af hvad jeg nu kan gøre modsat, være anderleds- endnu mere mig. Gøre noget ingen har gjort før. Gøre mit liv til noget særligt. Ikke det normale liv; leve sikkert, bliv så hurtig færdig med skolen- så man kan komme i uddanelse og få job, en kerne familie med tre børn, se dem vokse op og blive gamle, ind til man bemærker at man allerede selv, har den ene fod i graven. Der er et sørgligt liv

Jeg læste engang en bog om en klog mand. Han havde hele sit liv, gjort alt hvad der var blevet sagt til ham. Han havde ikke taget en eneste beslutning selv, uden andre skulle blande sig.

Men så var der en dag, den dag der ændrede hans liv foraltid. En tidligere High school lærer spurgte ham »Coleman (efternavn), hvad gør så dit liv specielt, hvad kendetegner at du er dig?« også hans forælderes tidligere nabo. »jeg har gennemført Yale (Universitet)...-« fortæller han stolt. Det er selvfølgelig også fantastik, men der var lige det, han havde ikke selv taget beslutningen om at skulle derhen. Hvis det stod til ham selv havde han valgt University of Florida, som er væsentlig dårligere en Yale. Han tog ikke chancen, han satsede ikke højre. Han troede ikke nok på sig selv. Han havde karakterne, klogheden og pengene, så hvorfor satsede han ikke på noget mere, var det fordi hans venner tog det universitet? Det ved han ikke, men hans far tog valget for ham, og han kom ind uden problemer. Og han gennemførte det med samme lethed.

Og det spørgsmål læren stalde ham den dag, brændte sig åbenbart fast til hans hjerne, da han fra det tidspunkt af valgte uden videre af rejse, væk fra det sted han kom fra.

Det ente så ud med at han blev en dygtig journalist for en af de bedste selskaber i New York.

Han var også en god digter, som førte ham til en bog han har udgivet- "Vejen af Lys„.

En drastisk drejning som gør livet til noget andet. Det gør det hele noget værd, fordi folk ikke regner med det; folk regner ikke med at de får indbrud, men de er taknemmelige for at de ikke stjal farmors diamant halskæde. Folk regner ikke med at på en smuk solskinsdag ender ud i en krig; og man er stadig taknemmelig for man stadig lever. Man bliver taknemmelig for at de særlige øjeblikke er der.

~Give livet et ekstra twist~

Opmærksomhed har jeg også altid fået på grund af min mærkelige stil, underlige holdninger, min mystiske personlighed. De syntes at jeg tager for drastiske og pludselige beslutninger som ødelægger alt for dem, de siger at det vil bide mig i røven engang.

Op i røven med dem!

Det skal de sku ikke bestemme.

Jeg er træt af at skulle være den folk altid stiller spørgsmål om! Hvorfor har du købt en Samsung? Hvorfor køber du Kun det næst bedste? Hvorfor vil du Selv betale alt? -du har jo din mor og far til det. Jeg vil gerne være selvstændig! Kan det være så svært at forstå? Jeg vil lære at leve selv. Uden min mor skal holde styr på rengøring og køleskabet, mens min far passer gælden som vokser på kontoen for hver dag der går, men man ved ikke hvorfor og hvordan pengene forsvinder. Det barn gider jeg ikke være. Så jeg fant den løsning at hvis jeg selv vil betale det hele skal jeg have et job. Så siden jeg blev 12 har jeg tjent mind egne penge, det kan man så også tydeligt se på min spøjse tøj stil.

Jeg startede med at passe Fru Browns to gravhunde, der tjente jeg rimelig godt indtil da jeg blev 14 år, fik den ene hund, hundesyge fordi den jagtede en mink og kom til at smitte den anden hund- så de døde detsvære begge to. Efter det gjorde jeg rent der hjemme hvilket jeg tjente supergodt på; fordi det var min mor og far der gav lønnen ud, da jeg så fik kørekort sagde jeg op og fik arbejde ved en lille pizza biks som pizza-udbringer. Og ja, min forældre er stinkende rige- de er bare ikke kendte.

~At tjene sine egne penge~

Selv mine bedste venner, Jade og Merry, kan ikke følge mig i det . Jeg forstår simpelthen ikke verden? Det handler kun om at have det nyeste, det bedste, den største- det som er dyrest; så man kan vise man har mange penge. At værre rig er lig med popularitet, og popularitet er lig med invitationer til alle festerne, og jeg mener- ALLE festerne, selv til nogen du ikke engang kender eller som du ikke engang går på skole med, man behøves ikke engang at se mega godt ud, med alt det nyeste udstyr- det har jeg vært fald et levende bevis på.

Hvorfor handler alt bare om at have det der er dyrest? det er sku da ikke fedt at blive kaldt for Richkid. Eller er det kun mig der syntes det?

Jeg har altid haft den holdning;

~bare fordi du kan, skal man ikke altid vælge det der er nemmest, eller det andre ville vælge~

Alt i alt har jeg slet ikke ønsket at mine forælder skulle være rige. Bortset fra at have et sommerhus i Los Angeles er rimelig fedt. Ellers er jeg hel normal. Jeg gik i folkeskole med mine 2 bedste venner som jeg elskede overalt på jorden, ind til de gik bag om ryggen på mig. De gik over til Jannies slæng, som ikke er andet end skolens højrøvede-forkælede-egoistiske-klaphatte, som jeg kunne gå til angreb på hvert minut hvis hun var i nærheden af mig; som en haj der duftede blod i saltvandet. Heldigt for hende, havde hun fået plaget hendes forældre så godt, at hun kunne blive sendt til Amerika- så langt væk fra København og mig.

Jannie hun er en vaske ægte Bitch-Rich-kid, hun raner rundt med hendes højeste stilletter, mini croup top og den mindste mini skirt der overhovedet findes, og hvis det er -10 grader kan hun godt finde på at tage de strammeste af de strammeste, slim jeans på. Hendes stil kan jeg leve med, det er hendes egen skyld at hun signalere noget helt forkert!

Men hendes attitude er en anden sag, den er noget af det klammeste-koldeste-bichede-Ubehøvlede monster der længe er set på jordens overflade. Hun høre til hos bundfiskende; der hvor hun ikke kan bunde eller for den sags skyld ikke trække vejret.

~

»så er det blevet tid« siger min mor med tåre i øjnene »ja, til at sige farvel« siger min far og folder begge hans store arme rundt om mig, som får mig til at føle mig tryk. Han er en af de Far-typer som er rigtig pinlige og siger alting som det er.

Jeg husker den gang hvor han pruttede i Ikea, mens der var mange folk omkring, tro mig de gloede alle meget forskrækket. Og der er ingen der glemmer turen zoo sidste sommer »skat man kan se dine g-streng« råbte han henne fra den anden side af hænget, da jeg sad på hug for at nusse kaniner. Den dag havde jeg jo valgt at tage lave jeans på, og lidt for optrækkede trusser. Det var heller ikke fordi det var den årlige famile tur. Og mine lækre fætre var der, Det Var Så Pinligt.

(Håber sarkasmen er tydelig nok)

Han løsner afslappet grebet igen og træder et skridt tilbage, og ser stolt på mig. »vi er så stolte af dig, Becca« siger mor, og giver mig et knus og trækker mig helt ind til sig. Så man endnu mere kan dufte hendes tunge dame parfume, af Dior. Som hun har brugt? -Siden altid.

// det er blevet lovligt at køre bil når man er blevet 16 år i dk.(siger vi lige)//

Jeg sætter mig ind bag rettet, drejer nøglerne i, så jeg efterfølgende kan høre motoren begynde starte op. Jeg lukker døren og ruller højre vindue ned, så jeg kan se mor og far stå med væske fyldte øjne i indkørslen.

»nu har du husket nøglerne til lejeligheden? Skat«, -»ja selfølgelig«, svare jeg

»alle og de forskellige kort (køre kort, sygesikring, hæve...«, » jaa..Far« typisk ham at spørge om.

»husk, Du kan altid komme hjem skat« siger mor, os typisk hende, inden jeg ruller vinduet op, og gør klar til at køre den lange vej.

I det jeg begynder at træde på spideren, går de rask igang med at vinke, sende luftkys og -Husk-at-ringe-til-os-når-du-er-kommet-derhen- tegn med fingrene. Ja ja det fint, ses på et tidspunk mumler jeg for mig selv .

På med musikken og så køre vi.

•»til-højre-om-100-meter« siger dame stemmen fra GPSen. Jeg hader stemmen af GPS

det-lyder-så-robot-agtigt.

•»til-venstre-om-562-meter« siger stemmen igen.

Jeg skruer højere op for musikken. Så det hele dunker.

***

Min mor og far havde insisteret på at de skulle give mig en bil i fødselsdags gave, de vil ikke have at jeg skulle køre rundt med s-toge og metroere inde i Kbh, det ville blive alt for dyrt. Man kan blive voldtaget, bortført...

Ha

Og det skulle komme fra dem, det er sikkert bare endnu en undskyldning for skulle bruge nogle af deres mange penge.

Den skal tankes nu..Så må vi jo holde ind et sted.jeg hader at tanke.

Okay hvad siger GPSen?

-syv minutter til næste stop, det kan den godt klare.

Og jeg drejer, ind til en lille pitstop vej, med et lille wc. Her er helt ødet, ingen biler, ingen mennesker, intet overhovedet, det er rimelig spøjst, for hele vejen ind til videre har der været okay meget trafik. Men det kan godt bare være et tilfælde?

Husk nu hvad far altid siger "at låse døren efter sig".

Jeg træder ud af bilen, og tripper hurtigt hen til det lille hus, åbner den tunge dør, og møder den tunge, beskidte lugt af gammel kælder og surt tis.

Jeg åbner lågen ind til wcet eller hvad man skulle kalde det. Det lignede at nogen har prøvet på at efter ligne en flodhest der sprinter. Lort over alt -lort på væggene, gulvet, toilet og selv loftet.

FØJ hvor det klamt!!!

***

Jeg åbner døren; den afgiver et lille knirk fra sig, og jeg kommer ind til en lille entre. Med et spejl på væggen til venstre for mig, og en knage række med jakker og andet påklædning, under stod der sko i alle stil arter. Jeg fortsætter lige ud gennem døren foran mig, som føre ind til køknet. Flotte hvide skabe med ind-snit i klassisk Americanstyle med træ bordplade i bøg. Blomster, urteplanter i et enkelt, frisk look. De steder jeg skal omgive mig i for eksempel køkkenet og stuen, skal være enkelte indrettede, krydret med personlighed; bare ikke for meget. Men mit værelse skal være mig, man skal kunne se det er mig der bor her- ikke min veninde. Alle de ting jeg elsker skal kunne ses, mit værelse skal udstråle at det er mig der bor og lever her. Mit efter territorium.

Jeg fortsætter rund om hjørnet og kommer ind til stuen; hvor pigerne sider med deres mac books på skødet i sofaen. Stuen er ligesom køknet; stil rent med et twist af personlighed. To grå stof sofaer, ko-skin tæppe, sofabord af glas og guld ben, planter her og der, stor lyse krone-lampe fra ikea (ikke klassisk gammeldags lysekrone), tv og et kæmpe kort på den ene væg; et kort over et stykke land.

Det hele en dæmpede, afslappende farver.

De vender deres hoveder, smiler i møde kommende og går over mod mig »Becca? Ik'« spørg den ene pige med bølget langt gyldent hår. -»jo« svare jeg kort men smilende. »velkommen til Becca« siger den anden pige, som har glat mørkt hår der lige er over brystet. »skal vi ikke bære dine ting her op og så tager vi ud og spiser en god middag?« forslår den lys hårede.

»sushi?«

»altid«, »lige min sag« siger de. Og vi griner.

***

Vi sætter os ind i stellas bil.

Stella er kendt som hackeren, den lækre computer nørd. Hendes stil er kort sagt sort. Sorte slim jeans, sort croup top med små ærmer der afsløre hendes mørke hud og trænede krop, sorte sandaler, mørkt øjen makeup, flotte markerede kinden og læder jakke. Hvis hun har mulighed for at være sort, så gør hun det.

»så... Hvornår flyttede i ind i lejeligheden?« spørg jeg.

»jeg kom igår«fortæller stella.

»jeg har boet her det meste af sommeren; jeg er ret god til at skaffe ting hurtigt og billigt...indvigere Hannah, jeg tænke at jeg ville sætte huset lidt i stand«.

Hannah er the dealer; den uskyldige pige som ingen mistænker for noget. Hun er godt gemt bag hendes tumbler style. For ikke at afslører at hun har mange gode forbindelser- hun må ikke ligne en dem.

Hvid løs lang ærmet croup top, ripped shorts, nike air force 1 sko, enkelt makeup, og løs hår der når ned til hendes læn. Er hendes daglige look hun går udfra.

Og så mig selv: stadig den mystiske Becca. Som elsker alt i INDIE style. Gamle plader fra 70/80/90' erne, bøger fra digtere gennem tiden har jeg også en god samling af. Jeg er hende der tænker over de mærkværdige ting, som kunne give andre hovedpine vis de kom ind i hendes tanker.

Og på en eller anden måde så passer vi sammen, vi har alle tre vildt forskellige stil'e, meninger, interesser. Men enighed har vi også. De steder vi skal leve sammen, skal have en let atmosfære, uden det bliver for kompliceret og overpyntet.

***

På parkerings pladsen står vi, side om side og betragter området, anskuer og vurdere folk. » der er mange folk i dag «, siger Stella, »især mange unge piger; der er på jagt,« fortæller jeg, »de køber tøj til førsteskoledag,« oplyser Hannah. Vi ser hinanden i øjenene »skal vi« siger Stella, og vi nikker bekræftede. Afsted.

Med lange skridt går vi over med døråbningen, der går mennesker ind, og nogle ud. De fleste er mindre pige grupper, andre forældre med deres småbørn, også flere flokke badboys der er på udkig efter noget nyt, de kan manipulere med, finder de altid i centret.

Ved et lille bord ude foran caféen har vi lige modtaget vores sushi. »så hvor mange kærester har i så haft?« udspørger Hannah nysgerrig.

»Sidste år havde jeg en kæreste; han var fodbold spiller, han var faktisk rigtig dygtig til det. Så han skulle på noget elite halløj langt væk, så vi blev enige om: at det var slut nu, siger Stella, men jeg fant så os ud af; at jeg lidt mere til de hårde-drenge.«

»Så jeg er ikke den eneste, der tender for sygt på badboys. Gentlemen, de er simpel hen for omklamrede og pudse-nusse agtige.«

Og hun giver mig en highfive- for enighed.

»men jeg har ikke haft en rigtig kæreste, jeg har haft mange flirts men ikke kærester.« svare jeg til Hannahs spørgsmål.

»hva med dig selv?« griner Stella.

»det er ikke blevet mere end til 2 seriøse forhold.« fortæller hun trist.

»du skal ikke brokke dig, du har i det mindste haft en kæreste,« griner jeg og ærgrer mig over mig selv, at jeg ikke er bedre. Eller er jeg bare kresten?

»hvilken "badboy" type er det i tænker på? for jeg kan ikke forstå jer«.

Siger Hannah.

»Den jeg tænker på, starter Stella, er ham der udstråler maskulinitet, han er dominerende, tager hvad han vil have uden at spørge...piv fræk, og han er bestemt ikke en del af det finde selvskab, men han beskytter hende han finder interessant, og gør alt for at få hende, han ryger ikke-kun til fester. Og til sidst Inde under den hårde skal, finder man den bløde chokolade, hvor ham er dybt følsom«.

»lige min drømme fyr« savler jeg...

Jeg har det sådan med badboys, player, at de er vildt tiltrækkende, men så er der dem som er utrolig meget smart-ass, respektløs, rapkæftet, og ikke har anden på hjernen end sex. Den rigtig badboy har en hjerne inde bagved, og et hjerte med følelser.

Der er noget som forstyrre min koncentration. Det kommer tætter på, i den retning hvor vi sider. Nogle dybe stemmer, de fjoller rundt. Råber og løber, tjatter lidt til hinanden og griner. Og midt i det højeste bliver her helt stille. Det kommer en visken, en lidt højer stemme afslutter sætningen »jeg tager hende med det brune hår«. Jeg ser hurtigt op og kikker mig omkring, er der andre der har brunt hår? Ingen med brunt hår.

Det må betyde; Mig.

• • • • • • • • • • • • • • • • • • •

Hali halløj 💕💕

Hvad syntes i? Noget jeg kan skrive videre på? Eller virker den bare for mærkelig?

Men det er noget anderleds; jeg har vært fald ikke læst noget herinde som kommer til at minde denne her.

I må selvfølgelig gerne kommentere, hvad i syntes. Jeg elsker når i kommentere fra mine andre bøger.

Jeg har tænkt og brugt utrolig meget tid på, at skulle få den til at give mening, med hvordan det hele kommer til at ende. Så jeg sætter virkelig pris på jer andre skønne skriver der ude, at hvis i får inspiration fra min histore; så husk det skal være jeres eget.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...