Ikke Okay.

Leahs far mistede sit kørekort, da han kørte fuld hjem fra familiefesten. Leah mistede føreligheden; hun skadede sin ryg og vil aldrig kunne gå igen, men Anne ser ikke, hvordan Leah lider efter ulykken. Hun ser heller ikke, hvordan Leah lider, efter Anne holdt op med at se på hende, som hun plejede. Anne har angst, for hende virker verden sjældent som mere end et ekko af virkeligheden og når alting falder sammen plejer Leah at være der, men nu er det Annes tur til at være stærk.
En historie om kærlighed, angst og store omvæltninger.

4Likes
5Comments
712Views
AA

2. Kapitel 1.

Det var de længste timer i mit liv, de seks timer jeg tilbragte alene med Leahs mor. Ikke fordi Leah lå på operationsbordet, men fordi jeg aldrig i mit liv havde følt mig så usynlig. 

Vi var taget fra hospitalet ved ti tiden aftenen inden, efter en sygeplejerske havde måttet skille Leahs forældre ad og sende dem hjem med løftet om at ringe, når der var nyt. Hun havde stadig ikke ringet, da klokken nærmede sig 4, men Leahs mor havde alligevel besluttet sig for at tage tilbage til hospitalet. 

Lettet over ikke at skulle tilbringe længere tid i den smertefulde tavshed, der kun lejlighedsvis blev brudt af et udbrud om Leahs uansvarlige far, havde jeg takket ja til at køre med tilbage.

 

Under køreturen var udbruddene om Leahs far blevet erstattet af tilbageholdt snøften, så jeg brugte det meste af tiden på et kigge ud i mørket og forsøge at stykke en forklaring sammen. Jeg havde flere gange villet spørge Leahs mor, hvad der var sket, men af frygt for så at skulle vælge side, holdt jeg mund. I stedet tænkte jeg over det, jeg allerede vidste; at Leahs far havde mistet herredømmet over bilen på vej hjem fra en 3-dage lang familiefest, og at en modkørende bilist var kørt ind i passagersiden af Leahs fars bil. Ud fra Leahs mors udbrud, kunne det lyde som om, at Leahs far havde drukket, men det skulle jeg ikke havde mig rodet ind i.

Leahs mor snøftede igen, denne gang lød det ikke som om, hun overhovedet forsøgte at skjule det, og jeg blev pludseligt bekymret. Al den tid jeg havde tilbragt med at forsøge at lade som om, jeg ikke hørte Leahs mors snøften, havde jeg ikke tænkt over, hvorfor hun græd. Hendes datter, min kæreste, lå på et operationsbord, mens vi sad i bilen og holdt tilbage for rødt, selvom der ikke var nogen trafik. Al den tid jeg burde havde været bange, havde jeg brugt på at tænke over, hvor akavet det hele var. 

“Fuck.” Hviskede jeg, uden jeg egentligt havde villet, men Leahs mor drejede ikke engang hovedet. Heldigvis. Jeg vidste godt, jeg næppe ville vinde prisen for verdens bedste kæreste, men jeg havde pludselig nået et nyt lavpunkt.

Jeg brugte resten af turen på at forsøge at tvinge mig selv til at føle noget. Jeg tænkte på alt, hvad der kunne ske som følge af operationen, selv hvordan det ville føles at miste Leah, men intet af det føltes virkeligt. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at hun ikke ville overleve situationen. Sådan var det med mig, jeg var altid overbevist om, at så længe jeg bare lod som om, at problemerne ikke var virkelige, ville de gå i sig selv. 

 

Tilbage i venteværelset blev vi mødt af en anden sygeplejerske, der ikke havde nyt om Leah, men hun kunne forsikre os om at det ikke ville vare “ligeså længe.” Jeg hørte Leahs mor beklage sig over sygeplejerskens vage svar, men jeg tænkte ikke videre over det. I stedet satte jeg mig i en af stolene langs væggen i håb om, at jeg så ville blive ligeså anynom som resten af hospitalet. 

Leahs far var endnu ikke vendt tilbage og en del af mig håbede, at han ville blive væk. Jeg kunne ikke overskue at skulle overvære endnu et skænderi, og tanken om at de ville blive smidt ud igen, så ingen af dem var her, når Leah vågnede, fik alligevel en knude til at strammes i min mave. Så var jeg alligevel ikke hel kold, forsøgte jeg at sige mig selv, men jeg skød hurtigt tanken fra mig. Hvis jeg ikke kunne præstere en oprigtig følelse, måtte jeg i det mindste lade som om, at jeg var bekymret. 

Efter den mislykkede afhøring af sygeplejersken satte Leahs mor sig ved siden af mig uden et ord. Efter seks timers mere eller mindre uafbrudt tavshed, lod det til hun havde opgivet at snakke til mig, men tavsheden blev ikke mindre smertefuld af det næsten tomme venteværelse. Sygeplejersken kastede af og til et blik i vores retning, men hverken ansatte eller andre patienter lod til at begive sig ind på afdelingen så tidligt om morgenen. 

Normalt ville jeg ikke have noget imod den manglende trængsel, men som vi langsomt nærmede os morgen, blev jeg mere og mere rastløs. Jeg længtes efter at høre nyt om Leah og bekymringen var endelig begyndt at trænge gennem min boble, det kunne umuligt tyde godt, at de beholdt hende på operationsstuen så længe. Jeg havde allerede hørt fra Leahs mor, at det var alvorligt, men først nu begyndte det at gå op for mig.

 

Lidt i 5 kom en helt tredje sygeplejerske imod os uden at fortrække en mine. Jeg forberedte mig på, at hendes udtryksløshed skyldtes dårlige nyheder, og jeg tog ikke helt fejl. Leah klarede sig gennem operationen, men de kunne ikke fortælle os, at det havde været en succes. Leah havde fået en rygskade og kun tiden ville vise det præcise omfang. Hun ville med stor sandsynlighed aldrig komme til at gå igen, men andre mén ville de ikke kunne gøre rede for, før aller tidligst efter hun kom til sig selv.

V blev spurgt, om vi ville ind på opvågningsstuen, men jeg lod som om, jeg ville give Leahs mor lidt tid alene med hende og takkede pænt nej. Tanken om at se Leah i en hospitalsseng, blev pludseligt for meget for mig. Hvis jeg så hende sådan, var der ingen tvivl om, at det var virkeligt, og så ville jeg ikke længere kunne gemme mig i min, allerede punkterede, boble. Jeg hørte mig selv fortælle Leahs mor, at jeg ville gå en tur, og at hun bare skulle tage al den tid, hun havde brug for. Hun lovede at ringe til mig, når hun fik chancen, før hun forsvandt efter sygeplejersken. 

Jeg blev siddende i venteværelset et stykke tid, jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle gå hen, men da sygeplejersken kom tilbage mod sin station, rejste jeg mig og gik mod elevatoren. Sygeplejersken havde trods alt hørt mig sige, at jeg ville gå en tur, og selvom hun i princippet kunne være ligeglad, ville jeg ikke tages i så dum en løgn.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...