At være indlagt på psyk.

En historie skrevet ud fra mine oplevelser efter at have været indlagt på den psykiatriske.

21Likes
18Comments
864Views
AA

1. Indledning/prolog

Kære dagbog

Jeg vil ikke ønske min værste fjende det jeg gennemgår lige nu. Det føles som et fængsel, på trods af at døren til værelserne ikke er låste - i hvert fald ikke af personalet. Et værelse bestående af fire hvide vægge, en seng, et lille skrivebord med en almindelig hård stol til. De fleste har mange meninger og fordomme om hvordan det er at være på en lukket psykiatrisk afdeling. Mange har læst eller set TV-serier omkring det, men før man selv har været udsat for det, kan man ikke forestille sig det.

Jeg ved ikke hvad der er værst; At være fanget her eller at være plaget af stemmerne i hovedet. Det hele føles meget uoverskueligt. De lukker mig inde, fordi jeg skal få det bedre, men alt de gør er jo at isolere mig fra mine problemer. De lukker mig inde i en isoleret boble, hvor alt jeg har, er fire hvide væge, en computer og telefon at forholde mig til – hvilket jeg knap nok kan, fordi de ikke stoler nok på mig. De burde stole på mig, når jeg informere dem om, at alt jeg vil med mine opladere er at oplade mine ting. De burde stole på mig, når jeg siger til dem, at jeg har det bedre og faktisk er oppe og smiler – falsk, men det er der da. Jeg spiser, jeg kommer op af min seng og går op og ned af den korte gang vi har.

Gangen består af elleve værelser, tre toiletter med bade, et kontor til personalet, en udgang til rygegården og tre dagligstuer, hvor kun den ene må bruges. I den ene ende af gangen, sidder der et personale og ”overvåger” en patient. Den anden ende af gangen benyttes til ind- og udgang. Tager man over halvdelen af gangen – den jeg går op og ned af hele tiden – er der små 20 meter, cirka. Det svare ikke til meget, men det er mere end værelserne er. På væggene hænger der intet, intet at blive inspireret eller underholdt af, de er blot malet helt hvide – også dem på gangen. Det eneste gode ved den gang, er kaffevognen, hvor der står te, saftevand, vand og kaffe på. At kunne tage en kop kaffe, imens man er på vandring, er vidunderligt! At have fri adgang til alt den kaffe man har lyst til, er dejligt! En anden patient og jeg, tager ofte en sludrer tur op og ned af gangene, med vores ”tidsfordrivs-kaffe” i hånden. Når ingen af os længere kan holde selvskabet ud, tager vi en smøg og går hver for sig igen – og sådan foregår dagene mere eller mindre hele tiden; Værelse, gang, køkken og så videre HELE dagen.

Værelserne her, er små og deprimerende, bestående af fire hvide vægge. I den ene ende ses et vindue, den anden en dør – der fører ud til gangen. Ikke ligefrem noget at råbe hurra for.

Kære dagbog, du er den eneste jeg kan forholde mig til. Det eneste der ikke er blevet taget fra mig. Den eneste jeg ved VIRKELIG er der for mig, i disse dage. Tak for det.

//Alice

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...