ruins of a broken heart | thg-competition

"It's the things we love most that destroy us."

5Likes
2Comments
573Views
AA

1. ruins of a broken heart | danish

“You tell me you were happier with him, but you want me to stay.”

Jeg kørte mine fingre gennem mit hår og tog frustreret fat i det. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Det var som om hele min verden var ved at falde sammen, og mit hoved var ved at eksplodere. Da jeg først fandt ud af at hun havde været sammen med min en anden uden at jeg nogensinde havde vidst det, kunne jeg ikke tro det. Men som jeg konfronterede hende med det, fik jeg det også bekræftet. Hun benægtede det ikke, men fortalte mig tværtimod, at hun havde været lykkeligere med ham, end hun var med mig. Og på trods af dette, ville hun stadig have mig til at blive hos hende. Hun ville have det hele, og var ligeglad med hvad andre følte. Jeg havde aldrig indset hvor selvisk hun var.

Jeg burde vel egentlig have set det helt fra starten af, men jeg havde været forblændet af hende. Af hendes skønhed, hendes latter, hendes kærlighed. Eller hvad jeg troede var hendes kærlighed, i hvert fald. Tænk, at jeg kunne være så naiv. Så blind. Jeg havde tydeligvis været den eneste af os der var investeret i vores forhold, og den eneste der rent faktisk lagde hele mit hjerte i det. Jeg havde aldrig troet, at hun kunne finde på at knuse det på den måde. Selvfølgelig ikke, det gjorde man jo aldrig. Bagefter kan man sagtens tænke tilbage og finde en masse advarselstegn som man burde være blevet alarmeret af, men det kan man ikke når man er blændet af forelskelsens kraftige lys. Jeg havde tit tænkt på hvor meget lettere alting ville være, hvis bare jeg kunne gå tilbage i tiden. Og glemme at det var forbi. Tilbage til før jeg fandt ud af hendes 'lille' hemmelighed. Hvis jeg bare kunne skrue tiden tilbage til dengang, ville jeg stadig have hende hos mig. Jeg ville kunne holde hende i mine arme, fortælle hende at jeg elskede hende og høre hende sige at hun gengældte de følelser. Måske ville det denne gang være sandt. Og måske ville jeg kunne holde hende væk fra ham. Måske kunne jeg gøre alting bedre, hvis jeg bare fik en chance til. Vi kunne gøre alting bedre.

Jeg havde troet at jeg vidste alt der var at vide om hende, men det var tydeligvis forkert, siden det ikke havde været nok til at tilfredsstille hende. Måske hvis jeg bare fandt ud af hver eneste lille detalje om hendes liv, hendes tankegang og hendes følelser, ville jeg vide hvordan jeg kunne være den bedst mulige mand for hende. Hun havde været hele min verden, og måske kunne jeg blive hele hendes. Jeg ønskede intet andet end at få hende tilbage. Det ville være tusinde gange nemmere at håndtere end den følelse jeg sad tilbage med nu. Det ville alt. Jeg var ødelagt indeni og det var for sent at ændre på hvad der var sket. Jeg vidste det godt, inderst inde. Vi var ovre, selvom jeg ikke ville indse det. Jeg ville ikke give op på os, selvom jeg vidste at jeg blev nødt til det. Jeg vidste, at det var for sent at gå tilbage til hende nu.

“You tell me that you needed time but you pushed me away.”

Hun havde sagt, at hun havde brug for lidt tid til sig selv, men den tid brugte hun på langsomt at skubbe mig længere og længere væk. Og mens jeg troede at hun bare gik igennem en lille krise, og dermed havde brug for at være lidt alene, var hun i virkeligheden sammen med ham. Hun havde ikke haft brug for lidt tid til at være alene, men derimod havde hun haft brug for tid sammen med ham. Tid sammen med ham i stedet for mig. Og jeg havde ikke anet uråd. Tværtimod havde jeg glædeligt givet hende plads og ro, så hun kunne komme ovenpå. Jeg havde gjort hvad jeg kunne for at være den perfekte kæreste, hvilket var ret så ironisk. Jeg ville have givet hende alt hvad hun kunne have bedt hende om.

Jeg forstod bare ikke hvorfor hun havde gjort som hun gjorde. Hvordan kunne hun have handlet på sådan en hensynsløs måde? Hvis hun så meget hellere ville være sammen med ham, kunne hun da bare have haft sagt det til mig, i stedet for at holde det hemmeligt og lege med mine følelser på den måde. Hun havde behandlet mig som om jeg bare var et stykke legetøj, noget man kunne skille sig af med når man begyndte at kede sig. Jeg burde vel egentlig blive vred på hende. Jeg burde hade hende for hendes handlinger. Men i realiteten var jeg bare ked af det. Jeg sørgede over vores tabte forhold, og vidste ikke hvordan jeg skulle forholde mig til tabet. Jeg savnede hende. Nej, det var ikke rigtigt. Jeg savnede den person jeg troede hun var, ikke den hun rent faktisk havde vist sig at være.

Jeg var forvirret. Hvorfor havde hun gjort som hun gjorde? Hvorfor havde hun besluttet sig for at det ikke var nok bare med ham? Måske elskede en lille del af hende mig faktisk. Det var da en forklaring der gav mening, uden at få hende til at lyde så slem som hun kunne lyde. For det var bedre end at hun bare ville have mig fordi hun kunne. Men hvorfor bekymrede jeg mig overhovedet om at forsvare hende? Det kunne vel være ligemeget. Hvad hun havde gjort var forkert, og det ville ikke blive ændret ligegyldigt hvor meget jeg bildte mig selv andet ind. Jeg prøvede at huske på hvad alle folk fortalte mig gang på gang; at det var hende der havde drevet mig væk, og ikke mig der havde drevet hende væk. Men hvordan kunne jeg tro på det, når det tydeligvis var mig der sad tilbage med en tom følelse indeni? Jeg var træt af at høre på alle de uvidende mennesker, der troede de havde regnet det hele ud. De troede at jeg ville få det bedre snart, og at tiden ville læge mine sår. Men det tog fejl. Jeg kunne ikke heles. Hun havde altid været den eneste der kunne få mig til at få det bedre, og nu var hun ikke længere hos mig til at ordne det. Hun var her ikke til at fixe situationen. Hun var her ikke til at fixe mig. Mig og mit knuste hjerte.

Og hun ville heller ikke komme, for det var jo hende selv der var skyld i det. Hun måtte vide hvordan jeg havde det, men alligevel havde hun ikke undgået det. Hun vidste hvordan hendes handlinger ville påvirke mig, det måtte hun da vide. Hun kendte mig. Hun kendte mig åbenbart bedre end jeg kendte hende, havde tiden bevist. Jeg kunne aldrig finde på at gøre noget som helst der kunne såre hende, og hun havde risikeret at såre mig så længe undervejs. Og derfor havde hun også skubbet mig længere og længere væk, selvom hun måske ikke selv havde indset det. Måske havde hendes underbevidsthed fået det dårligt over hendes adfærd, og havde besluttet sig for bare langsomt at skubbe mig væk, så jeg ville forlade hende af mig selv. Så hun ikke havde behøvet at gøre det beskidte arbejde, ved at slå op med mig. Jeg håbede at hun i det mindste havde den anstændighed, men jeg var ærligt talt ikke sikker på noget der angik hende længere. Jeg vidste bare at jeg var nødt til at give slip på hende. Jeg var nødt til at ødelægge hendes tag om mit hjerte. Hendes tag om mit liv. Før jeg gjorde det, før jeg sagde et permanent farvel til hende, ville jeg ikke kunne få mit liv tilbage. Det liv hun havde taget fra mig, da hun havde knust mit hjerte.

“And when you try to take me back, my heavy heart just breaks.”

Hvis der var noget jeg var sikker på i min ellers så usikre sindstilstand, var det at man aldrig kunne vide noget med sikkerhed. Man kunne ikke regne med at man kendte folk, at man vidste alt om dem. Hun havde prøvet at vinde mig tilbage, selv efter alt hvad hun havde gjort. Det var vel bare det hun gjorde. Hun prøvede at spinde mig tilbage ind i hendes spindelvæv af løgne og fantasier. Måske var hun ikke tryg med mindre hun havde folk der elskede hende overalt omkring sig. Hun ville have mig tilbage så hun kunne få det bedre med sig selv. Hvorfor skulle det også bekymre hende, om jeg blev mere og mere ødelagt hver gang hun rakte ud efter mig? Jeg havde prøvet at bilde mig selv ind at jeg var okay, lige så meget som jeg havde prøvet at bilde hende det ind. Men jeg behøvede ikke at gøre nogen særlig stor indsats med hende, eftersom hun alligevel bare hørte hvad hun ville høre. Hun ville ikke have dårlig samvittighed, og derfor ville hun alligevel aldrig lade sig selv forstå at hun sårede mig.

Hun mente at jeg selvfølgelig havde det fint nok, og at hun bare kunne komme valsende tilbage ind i mit liv når som helst. At hvis hun gjorde det, ville jeg følge hende som en fortabt hundehvalp. At hvis hun gjorde det, ville jeg tilgive hende på stedet. Men hun tog fejl. Jeg var stærkere end det. Jeg var nødt til at være stærkere end det. Mit tunge hjerte kunne knap blive ved med at banke nu, så hvis jeg tillod mig selv at blive spundet ind i hendes spind endnu en gang, ville det bare slå mig ihjel. Jeg ville ikke kunne overleve det næste gang hun knuste mit hjerte. Eller hvad der var tilbage af det, i hvert fald.

Jeg vågnede næsten hver nat, ude af stand til at trække vejret, og følte en lille flig af mit hjerte forsvinde for hver dag der gik uden hende. Jeg drømte om at holde hende i mine arme, og aldrig give slip på hende. Men det var alt hvad de var; drømme. Og jeg havde ikke den mindste chance for at give slip på hende, så længe hun blev ved med at holde fast i mig. Jeg kunne ikke engang drømme om at komme videre, før hun gav slip på mig og stoppede med at prøve. Hun var nødt til at stoppe med at prøve på at vinde mig tilbage. Hun kunne ikke acceptere at jeg bare ville væk fra hende, ud af hendes liv. Hun kunne ikke bare trække sig og lade mig gå, fordi hun ikke kunne klare følelsen af at have tabt. Og hun mente at hun havde mig snoet rundt om sin lillefinger, hvilket selvfølgelig heller ikke var helt løgn. Jeg prøvede at benægte det, men jeg var svag. Jeg havde aldrig været i stand til at modstå hende.

Hun skulle bare sige mit navn med hendes fantastisk smukke, melodiske stemme. Og hendes latter. Åh, hvor jeg elskede hendes latter. Det lød som små sølvklokker der klingede i kor, som en perfekt symfoni. Det var ikke muligt at være i dårligt humør, når hun lo. Hun kunne få en til at lyse op, bare ved få strofer af hendes harmoniske latter. Den havde en uvirkelig effekt på mig. Den tryllebandt mig. Men selvfølgelig var det ikke kun hendes latter der havde den effekt på mig. Det var hele hende. Hendes stemme, hendes latter, hendes øjne, hendes smil, hendes læber, hendes næse. Alt. Hun var komplet fejlfri, hvis man spurgte mig. Hendes smukke, brune øjne blev komplimenteret af hendes lange, mørke øjenvipper, og de lyste altid op på sådan en lidt barnlig, sød måde. Hun så ud som om hun aldrig kunne finde på at gøre en flue fortræd, og derfor havde jeg da heller aldrig troet at hun var i stand til at såre mig så dybt. Hendes smil var så uskyldigt og hengivent, at jeg ikke kunne holde ud når hun var i dårligt humør eller ked af det. Jeg kunne ikke holde ud når hun ikke smilede, for jeg kunne mærke hvordan jeg selv fik det dårligt bare fordi hun ikke viste glæde. Hendes næse rynkede altid på sådan en fantastisk dejlig måde når hun smilte og lo. Den var lille og fin, og den var præcis ligeså perfekt som resten af hende. Hendes læber var fyldige og den perfekte størrelse. De var bløde og varme, og ingen kunne give kys som hun kunne. Det var som om hendes læber var skabt til at uddele kys.

Men hun havde selvfølgelig også uddelt en del af dem, og ikke kun til mig. Jeg gøs ved tanken. Hun havde kysset ham og så havde hun kysset mig med de samme læber. Tænk at hun kunne leve med sig selv. Og ikke nok med at hun ikke engang havde det dårligt med det, så havde hun oven i købet forsøgt at vinde mig tilbage. Jeg fik det dårligt bare ved tanken. Jeg mærkede tårerne trille ned ad mine kinder, som en uudtømmelig kilde. Man skulle tro at der snart ikke ville være flere tilbage, men på en eller anden måde fortsatte de bare med at komme. Hun havde sagt, at hun kunne ændre sig med tiden. Men jeg kunne ikke vente på hende. Mit hjerte blev knust i tusinde små stykker, der aldrig kunne samles igen, når hun prøvede at få mig tilbage. Det var åbenbart sandt, at de ting der knuste os, var de ting vi elskede mest. Jeg kunne ikke løfte vægten af mit tunge hjerte. Alt der var tilbage af det, var ruiner. Ruinerne af et knust hjerte.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...