Stjernen Pluto

Dette er historien om Andreas' liv.

0Likes
0Comments
118Views

1. Stjernen Pluto

Af alle superkræfter man kunne forestille sig, hvorfor skulle min så lige være denne her? Det hele startede en aften, for kun en dag siden. Jeg vågnede op og var badet i sved. Jeg rejste mig op, og mærkeede en mærkelig trang til at gå udenfor, så det gjorde jeg. Jeg løb og løb, indtil jeg følte at alt var langt væk. Jeg satte mig midt ude på græsset, og ventede, men hvad var det jeg ventede på?

Jeg så noget, ude i rummet.. Jeg vidste ikke hvad det var, men jeg følte at min krop blev trukket op imod det. Jeg rakte stille og skræmt min finger op imod det, og da min finger ramte det, jeg følte mig pludselig træt, og faldt i en dyb søvn.

Da jeg vågnede midt på dagen, udenfor hørte jeg en stemme kalde mit navn, og så kun et meget sløret et ansigt foran mig og denne himmelklare stemme. "Andreas?" Sagde den smukke klare stemme. "Andreas? Hvad laver du herude?" Jeg satte mig op, og følte en voldsom hiven i hovedet "av, mit hoved.." Sagde jeg, og holdte på hovedet som om at det ville jage smerten væk, selvom jeg vidste det ikke virkede. Inden jeg nåede at svare, spurgte hun: "skal vi spille boldt?" Endelig opdagede jeg at det var Ruth. Ruth er min bedste ven, og vi to er altid sammen, og gør alt ting sammen. Jeg smilte fornøjet til hende, som kun jeg kan, og svarede: "altid." Da vi skulle til at spille, og bolden blev spillet til mig, tog jeg fat i bolden og skød, men da den var i min hånd, følte jeg et kæmpe "PUF!!" mellem mine hænder. Ruth kiggede bare på mig, hvorefter hun råbte ind i hovedet på mig: "HVORFOR GJORDE DU DET!?!" Jeg stod bare chokeret, hvad var der lige sket der? "Undskyld, det var ikke med vilje.." Svarede jeg stille. "HVAD ER DER GALT MED DIG!" Råbte hun endnu højere, og gik sin vej, med stive hænder knyttet ned langs siden. Jeg kunne nærmest mærke hendes vrede sive ud af hende, og det gjorde ondt.

Efter at være kommet mig over det store chok, gik jeg over til trillingerne Anton, Kurt og Brian. Da jeg ankom, stod jeg lidt ved havelågen, og iagttog dem alle tre, indtil de endelig opdagede at jeg stod, og kiggede på. "Hej Andreas!" Råbte de alle sammen, og løbe ihærdigt hen til havelågen, for at hilse. "Hvorfor ser du så trist ud?" Spurgte de alle i kor, og jeg kiggede lidt ned i jorden, og svarede med et andet spørgsmål, for at skubbe det med Binah, og bolden væk: "hvad laver i?" De smilte alle tre, og kom med et blændede svar: "KUNST!" Jeg tænkte lidt. "Kunst?" Spurgte jeg "hvad for noget kunst?" De trådte alle tre til side, og viste stolt hvad de havde lavet. "Hvad er det, udbrød jeg?" de rystede på hovederne, og Anton begyndte at fortælle nøje, hvad han havde lavet. "Det her er en politistation, med en masse politifolk på, som går med gule og blå dragter." Det lignede bare nogle grimme gamle klodser, men jeg sagde selfølgelig intet. Så begyndte Kurt: "det her er en elefant, som er blå og gul" faktisk lignede det næsten en elefant, med gule prikker og en blå baggrund, den var rigtig flot, men jeg prøvede ikke at vise min begejstring, for meget. Til sidst var det Brian, der fortalte: "det her er en hundelort!" Sagde han stolt, og jeg kunne sagtens se, at han havde taget hundelort uden på klodserne, det var lige før at jeg havde lavet en Klaus, som min mor siger, men maden blev heldigvis nede. Efter 'den store' rundvisning, skulle jeg lige have noget koldt vand.

Da jeg var færdig, med at drikke, gik vi alle tre ude på fortovet, men stansede brat. "Jeg har en ide" sagde Brian. "Vi tager en pind hver og så løber vi med pindene ind imod Hr. Hansens stakit!" De lyste alle tre op, mens jeg følte mig lidt utryg, men spillede bare lidt sej. De tre trillinger løb forrest, og jeg bagerst. Da min pind ramte stakittet fløj stakittet et efter et højt op i luften, og fik mig til at løbe endnu hurtigere, eftersom de røg lige så hurtigt ned, som de røg op, og jeg ville ikke rammes. De andre begyndte også at løbe hurtigere, og da vi kom til enden af stakittet, faldt vi alle fire forpustet ned på jorden. "Hvad skete der, der!?" Råbte de alle tre i kor. Jeg var så forpustet jeg ikke kunne svare, men rullede mig om på ryggen i stedet. "Hvem har ødelagt mit stakit" råbte den gamle mand, og løb hen mod os, med stokken hævet, og vi løb hurtigt alt hvad vi kunne for at komme væk. Da vi igen stansede, lige så forpustet som før, virkede trillingerne lidt sure på mig, og jeg blev lidt pinligt berørt. "Hvad skete der!?" Råbte de sure, og så meget forventningsfulde ud. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg prøvede bare på at holde pusten oppe, så de kunne dampe lidt af, men det nyttede intet. Jeg måtte fortælle dem om det der skete tideligere med Ruth og bolden. Drengene kiggede på hinanden, og sagde endelig noget. "Vi vil ikke lege med dig før du er normal igen" og så gik det ellers i rask løb hjem. Så jeg gik også bare hjem, hvor jeg kunne gøre mig klar til boksning, det hjalp altid at bokse. Til boksning skulle vi først varme op, ved at slå på hver sin bokseboldt. Jeg var lidt nervøs, men tænkte jeg bare måtte starte i de små. Jeg startede med næsten ikke at røre den, og intet skete. Det gjorde mig mere rolig, og lige så stille slog jeg hårdere, og hårdere, indtil jeg faldt ind i rytmen. Det var næsten for nemt, når man først havde styr på det.

Om aftenen gik jeg tidligt i seng, det havde været en hård dag, og jeg havde oplevet en anelse for meget. Men da jeg sov havde jeg denne her mærkelige drøm, jeg kunne engenlig ikke rigtig huske den, jeg vidste bare den var mærkelig. Næste morgen blev jeg vækket af min mor, som sagde at jeg skulle op. Efter at have spist satte jeg mig foran tv'et, og slappede af. "Du skal da ud og nyde det gode vejr" Sagde min mor "nej, der er lige Conrad og Bernard i tv'et" svarede jeg bare uden at fjerne mine øjne fra tv'et. Jeg vidste hun nok ikke var tilfreds med sit svar, men var bare ligeglad. Indtil hun slukkede tv'et! "Gå nu udenfor" sagde min mor bestemt, og jeg blev rasende, jeg ville da ikke udenfor, når der lige var Conrad og Bernard i tv'et! Jeg fik virkelig bare lyst til at smadre min mors ynglingsvase! "BOOM!" Sagde det, og lige for øjnene af mig væltede min mors ynglingsvase lige ned på gulvet, og min mor skreg. "Hvad skete der!" Råbte min mor næsten "det ved jeg virkelig ikke" sagde jeg ligeså forskrækket, som hun var. "MÅSKE HAR VI SPØGELSER!!" Råbte mor, og begyndte at trække vejret meget hurtigt, hvorefter hun lige tog lidt vand.

Senere gik jeg ned til bageren, for at købe en kage til eftermiddagskaffe. Imens jeg kiggede hørte jeg en stemme, sige: "forkælet møgunge!" Jeg kiggede lidt rundt omkring, og damen ved kassen spurgte om alt var ok. Jeg genkendte stemmen, og ud af mig røg det: "jeg er altså ikke nogen forkælet møgunge, bare fordi jeg køber en kage til eftermiddagskaffe!!" Damen kiggede forfærdet og bange på mig og jeg hørte stemmen igen "hvordan kunne den møgunge vide hvad jeg tænkte!!" Jeg så at hendes læber ikke rørte på sig og opdagede til min store forfærdelse at jeg kunne læse tanker! Jeg skyndte mig at købe to orangesnegle, og så løbe i en ruf!

Da jeg kom hjem havde min mor ryddet op efter vasen, og blev vist lidt forskrækket da jeg bare smed seglene på bordet, og råbte mens jeg løb at hun bare kunne spise min, og forsvandt ind på mit værelse. Jeg gik frem og tilbage flere gange, og sagde til mig selv at det bare var en drøm, og at alt ville ordne sig. Jeg kom til at tænke på det der skete i morges da jeg havde lyst til at smadre mors vase, det måtte have været mig! Det måtte jeg ihvertfald finde ud af om det var. Jeg koncentrerede mig om at tænke på at det ville være fedt hvis mine bøger kunne flyve, og der gik ikke langtid før det lykkedes. De fløj, og jeg styrede dem. Det var sjovt, jeg hyggede mig virkelig med at få ting til at flyve, indtil det bankede på min dør og jeg tabte alle bøgerne på gulvet. "Hvad skete der, kan jeg komme ind?!" Spurgte min mor, men lige nu havde jeg faktisk ikke rigtig tid til at hun kom og så alt det rod jeg havde lavet, så jeg råbte bare: "vent lige!" Jeg tænkte meget på at alle mine ting ville gå tilbage på deres pladser, og jeg kunne høre min mors tanke om at hun snart måtte se om jeg var okay, efter det store brag fra mit værelse. Alt var på plads og jeg hørte hende tænke nu går jeg altså ind. Jeg satte mig i min seng, meget hurtigt, og lod som ingenting. "Jeg ville bare lige høre om der var noget galt?" Sagde hun spørgende, jeg blev nervøs og kunne mærke sveden på min pande "alt er fint mor, men jeg vil bare lige... LÆSE! Ja læse!" Min mor kiggede mærkeligt på mig, og jeg kunne høre hendes tanke om at der var noget galt, og sagde derfor: "det er bare noget i skolen" hun kiggede forstående, og hendes tanke om at jeg sikkert bare arbejdede for hårdt, og at vi nok heller måtte tage på ferie snart, og jeg udbrød: "AFRIKA!" Hun kiggede mærkeligt på mig og jeg skyndte mig og improvisere "jeg elsker bare Afrika.." Min mor smilede og jeg hørte hende tænke: "fjollede lille dreng" jeg smilede, og hun gik ud igen. Jeg kunne mærke nervøsiteten forlade min krop. Det var en lettende følelse.

Næste morgen var alt bare godt, eller næsten alt, jeg havde ikke rigtig nogen venner at snakke med, de var stadig sure. Jeg var faktisk bare hjemme sammen med min mor, og så en science-fiction film, med lidt romantik, så mor også ville være med.

Filmen var langt bedre end sidste gang jeg så den, for denne her gang kunne jeg høre deres tanker, det var helt vildt så mange tanker der var i film, eksempelvis når nogen døde i filmen, så tænkte en af dem i baggrunden nogle gange noget med at der ventede en kæmpe taco på ham eller sådan noget, så det var svært at lade vær med at grine, men jeg gjorde mit bedste, for mor forstod det jo ikke, hun sad bare og græd, mens jeg var ved at dø af grin. Men i sidste scene var alt alvorligt, og der var en der døde, jeg blev så rasende, jeg kunne slet ikke styre mig, selvom at jeg lagde og råbte ned i min pude. Glas begyndte at ryste, og da jeg var færdig med at afreagere opdagede jeg at min mor lige havde fået en af hendes bronzestatuer i hovedet og lå nu bevidstløs, jeg blev virkelig forskrækket, og begyndte at græde, og kalde på min mor, indtil jeg tænkte at jeg hellere måtte ringe 112.

Da ambulancen var kørt sad jeg stadig på trappetrinnet foran døren, og tænkte på min mor.

Af alle superkræfter man kunne forestille sig, hvorfor skulle min så lige være denne her?

Senere om aftenen så jeg filmen supermand, imens jeg spiste noget lasagne fra igår af. Da gik det op for mig at det var jo ikke alle børn der fik sådan nogle kræfter, måske var jeg ligesom supermand? Måske hørte jeg ikke til her, ligesom supermand? Efter filmen gik jeg i seng, imorgen kunne jeg spekulere videre.

Sent om aftenen hørte jeg noget, rode ude ved skraldespanden, også nogens tanker, men dem skubbede jeg væk, og gik i stedet for efter lyden. Da jeg kom derud var der ingenting. Der var ingen lyd eller tanke, jeg kunne høre, ingenting. "Hejsa" sagde en lille og uhyggelig stemme, jeg vendte mig om, og foran stod der en lille blå tingest på cirka samme størrelse som en 3årig. "Hvem, hvad er du?" Spurgte jeg lidt forvirret "jeg er Trompet, et ydmygt lille rumvæsen, fra en anden galakse, hvad er du?" Jeg så lidt mærkeligt på ham "hvad er jeg?" Han kiggede hånligt på mig og gentog: "HVAD ER DU?!" Jeg blev faktisk lidt skræmt, som jeg følte lidt ironisk efter som jeg bare kunne sparke ham om på den anden side af månen. "Jeg er et menneske ved navn Andreas." Trompet stirrede bare på mig, i lidt tid hvorefter han svarede: "nej, du er ej, ellers ville du da ikke kunne de ting vi har set dig gøre, og den højtudviklede hjerne, nej, du er langtfra et menneske." Jeg var lidt forvirret, så jeg prøvede at læse hans tanker, finde ud af hvad han ville mig... Men... Jeg kunne ikke læse dem? "Det er rigtigt, dine evner vil ikke virke på sådan nogen som os, vi er immune over for tankelæsning, medmindre hjernen giver lov!" Han kiggede endnu mere hånligt på mig nu, med et kæmpe smøret smil over læben. Jeg forstod det ikke, men lige nu, var der godt nok heller ikke meget at forstå. "Hvad vil du mig?" Spurgte jeg endelig, og fik følelsen af at det var det han hele tiden havde ventet på, da hans smil nu gik næsten helt op til ørene. "Det er ikke kun hvad jeg vil, men hvad vi vil" jeg forstod det ikke "vi?" Han begyndte at gå rundt om mig, og jeg holdt hele tiden øje med ham, mens han talte. "Du troede vel ikke din far ville lade dig i stikken hele livet vel?" Hvad..? "Min far?" Jeg følte han kunne se lige igennem mig, og følte mig nu som et let bytte, for Trompet, som tydeligvis nød det. "Ja, Andreas. Det er ikke alle ting de voksne fortæller dig hva'?" Min mor havde aldrig fortalt mig om en far, havde jeg virkelig en far, jeg fik tårer i øjnene af glæde. "Din far og jeg har holdt øje med dig siden du tog dit første skridt her på jorden, kedeligt, men den gamle må jo have noget at lave" den eneste tanke jeg havde var tanken om en far, alt det jeg havde oplevet gennem livet, og så havde jeg en far.

"Vil du med?" Det lille væsen pegede mod en busk, og jeg spurgte forvirret: "derind?" Den slog på noget, og pludselig var hele skoven overfor vores hus, en flyvende tallerken, og den åbnede enda en dør. "Kommer du?" Trompet var allerede i døren, og jeg tænkte et øjeblik på min mor, hvad med hende? Men hvad så med min far? Nu havde jeg jo også været hos hende i 14 år, så det var nok okay, at tage hen til far bare en dag, og så gik jeg derind.

Inde i tallerknen var der enormt, og der var en masse røde... Store... Knapper. "Dem holder vi os lige væk fra sagde Trompet, tog min hånd, og fulgte mig videre, imens jeg et kort sekund kun kunne se på de store.... Røde... Knapper...

"HEJ MIN DRENG!" Råbte en stemme, som hurtig trak mine øjne væk fra de mange store... Røde.... Knapper. Foran mig stod min far nu, ikke lille, som Trompet, eller noget i den stil, men han lignede faktisk et normalt menneske. Min far. "Hvad så knægt, hvordan gik det med at finde ud af hvordan dine kræfter fungerede?" Spurgte han med et enormt bredt smil, som viste hans kæmpe dobbelthage "det gik da okay.." Svarede jeg lidt forlegent, og min far smilede igen. "Har du også kræfter... Far?" Han kiggede lidt nervøst, men svarede med det samme. "Det har jeg ikke, men du har dem fordi du er den fjerde generation, efter... En i familien!" Han smilede, men jeg følte mig ikke helt sikker. Vi stod lidt i tavshed, indtil han spurgte om jeg ville med ham op til den anden galakse, for han havde noget at vise mig, jeg var lidt i tvivl, og vidste ikke helt hvad jeg skulle svare "okay.... Det vil jeg da gerne..." Han smilede, hvorefter han spurgte: "kan du se den store røde knap?" Med det samme satte knappen mig næsten i trance, og jeg fik lyst til at trykke på den. "Bare tryk på den" jeg så op på ham "VIRKELIG!!?" Sagde jeg begejstret. Han nikkede, og begyndte at gå over mod den anden ende af rummet. og jeg trykkede med det samme knappen i bund. Men ingenting skete der. "Tak fordi du lige trykkede min stol ud sønnike!" sagde min far imens han skubbede den svævende stol resten af vejen herhen. Jeg blev lidt ærgerlig over at den faktisk ikke kunne mere, og blev lidt sur. "Kan du ikke lige trykke på den store grønne knap?" Med det samme tænkte jeg at nu skete der sikkert et eller andet mega sejt, men intet skete der før min far begyndte at smovse chokoladekiks. "Vil du have en?" Jeg rystede på hovedet "nå, så er der bare flere til mig!" Sagde han glad, og begyndte at smovse. Han lignede en gris der spiste trøfler, men jeg sagde ikke noget. "Så er det afsted!!" Råbte han "javel hr. Kaptajn" sagde en stemme "hvem var det?" Han begyndte at grine højt, og lød mere som en gris end et menneske. "Det er computeren" jeg nikkede bare, og spurgte efter vi havde fløjet lidt om jeg også måtte få en stol at sidde i, men fik svar på at det altså kun var kaptajner der måtte det, og så selfølgelig lige dronningen.

Min far var godt nok ikke særlig sej, eller venlig, som andre fædre. Det var en lang og kedelig flyvetur, især når ens far kun talte om chokolade, og om at jeg ville elske det han ville vise mig, men jeg glædede mig godt nok ikke særlig meget..

Da vi endelig var der, skulle vi lige finde den anden røde knap, så vi kunne komme ud, eller rettere sagt jeg skulle finde den anden røde knap, mens min far bare sad, og spiste sine chokoladekiks. Da jeg så endelig fandt den, skulle jeg lige hjælpe min far med at komme ned af stolen, og så fik jeg lov at gå ud af tallerkenen.

Udenfor var alt lyserødt, eller pink. Altså lige bortset fra en masse grå bygninger.

"Kom med sønnike" sagde min far, og gik meget langsomt op mod en pink bygning, og jeg fulgte selfølgelig med. Da vi var oppe i det højeste tårn, i et lille soveværelse, stoppede vi. "Her er det!!" Sagde han spændt, og gav mig en lille pakke. Jeg pakkede den langsomt op, og kunne se hvor utålmodig min far var, han prøvede virkelig at være tålmodig, indtil han tog pakken ud af hænderne på mig, og rev papiret af, hvorefter han gav mig den. Det var en form for æske, med noget indeni, men jeg havde ikke nøglen til den, og ventede på min far endelig fandt nøglen til mig. Jeg låste op, og blev lidt irriteret da jeg fandt ud af at det bare var en opskrift på chokoladekiks. "Tak far.. Lige hvad jeg havde ønsket mig" sagde jeg og prøvede at lyde glad, selvom at jeg var mega sur efter som jeg ikke engang kunne lide chokoladekiks, eller fedende mad. Der var så meget andet jeg kunne lide, og så gav han mig en opskrift på chokoladekiks. "Du er så tynd, du har brug for noget sul på kroppen, ikke min dreng!" sagde han stolt, og jeg nikkede bare. "Vil du ikke være med til at have en spisekonkurrence?" Jeg rystede voldsomt på hovedet, men intet forstod han. "Okay, følg med!" Jeg fandt så ud af at vi skulle spise hotdogs, så jeg fandt på en taktik, så jeg ikke fik spist noget. "På pladserne? BEGYND!" råbte han, og begyndte at spise. Hver gang han kiggede væk, smed jeg en hotdog væk, efter at have ladet som om at jeg spiste den, og til sidst vandt jeg. "Nå, så du har slået den gamle hva' nå men så må vi da melde dig til en hotdogspisekonkurrence, for du har lige slået den hurtigste i hele verden til at spise hotdogs!" Han græd en tåre "jeg er så stolt af dig" jeg havde allerede kvalme.

"Jeg bliver altså nød til at tage hjem og se til mor, hun har det nemlig ikke så godt.." Sagde jeg, og jeg så på ham at han ikke var helt tilfreds. "Du har været hos den gamle krage i 14 år, så hvorfor ikke bare være hos den du bedst kan lide MIG!" Råbte han højt, og jeg blev lidt sur "min mor er ikke en gammel krage!! Hun er den der kender mig bedst, og elsker mig højest, og jeg vil hjem NU." Jeg kunne se min fars raseri, og begyndte derfor at løbe hen mod tallerknen. "KAN DU SLET IKKE LIDE DIN FAR!!" Hørte jeg ham råbe bag mig, hvilket fik mig til at løbe endnu hurtigere. Da jeg åbnede døren stod min far der, og han tog fat i min nakke, og kylede mig op mod vægen. "Nu skal du høre her knægt! Jeg er ikke taget helt til Jorden, for at spille din far, og at du så bare skrider. VI HAR BRUG FOR DIG TIL AT SLÅ REX IHJEL, FORSTÅR DU DET!!" Jeg var bange og skræmt. "Løj du?" spurgte jeg " løj du virkelig?" Han nikkede, imens han spiste en kiks. Jeg smilede til hans undren, og tog fat i hans mavefedt, og tyrede ham op mod væggen, og råbte ind i hovedet på ham: "DU SKAL ALDRIG KOMME TILBAGE PÅ JORDEN, FORSTÅR DU DET?! FOR GØR DU DET, VIL DU IKEK LEVE RET LÆNGE FORSTÅR DU DET!!" Han nikkede meget, meget hurtigt, og faldt ned på jorden, hvor han begyndte at græde, efter jeg havde nevet ham i mavefedtet. Han trykkede på en skjult knap bag hans sko. Da så jeg at han ikke var et menneske, men en form for kentaur, altså halvgris og halv hvad det end var for nogen mennesker, og så løb han. Jeg lukkede døren, og startede turen hjem.

Stjernen Pluto 2, udkommer snart..

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...