US Army dog: Pox

US amry dog: Pox. Handler om en af de modige hunde der deltog i anden verdenskrig, han stod trofast ved sin ejers side gennem tykt og tyndt. Det her er ikke en historie om krig, men en historie om venskab.

2Likes
2Comments
783Views
AA

5. Kapitel 4. - End -

”Sing me to sleep, I’ll see you in my dreams”.

 

Det var nat, her var halv koldt og sneen var faldt over os som en dyne fra himlen. Vi var endnu engang en lille gruppe af soldater der sad rundt om et bål i skovens mørke, kulden sneg sig ind på os som en usynlig fjende. Jimmy sad, som de andre soldater, med et brev i hånden og i flammerne af et optændt bål læste han brevet hjemmefra. Jeg lå ved siden af ham, med hovedet i den tynde sne. Han smilede lidt, jeg ved ikke hvad brevet var om men det var godt, for det fik ham til at smile. Det ikke lang tid vi har været her nu, et par uger vil jeg tro, men det er stadig underligt at være væk fra Diana og den lille i så lang tid af gangen. Der skete ikke meget andet den nat, end at jeg lukkede mine øjne til nattens stilhed og ildens flammer.

 

”Kom dreng”.

 

Det nat, vi vandre i mørket, blindt i mørket. Igennem kulde med sne op til mit bryst, ikke så langt for Jimmy men det stadig hårdt at bevæge sig igennem. Vi er kun os denne gang, ude for at holde vagt i natten. Vi har været her i tre nætter nu og her er ikke sket meget, ikke udover at vi skjulte os i skoven da en tysk vogn kørte forbi på de smattede veje. Jimmy sukkede ud og tørrede sine øjne, han stoppede i sneen midt i skoven og gabte højt, der ekkoede imellem de tætter træer. Jeg stak ham et lidt langtrukken pev da jeg så på ham, han klappede mig bare og nikkede, vi er begge død trætte. Død trætte af at have natte post og død trætte af at vandre i sneen.

Natten var lang, og med meget let søvn var dagen ikke bedre. Stadig koldt. Stadig sne. Stadig krig. Stadig død. Men Jimmy trak mig mere eller mindre gennem den tykke sne, han holdte om mit bælte der var spændt fast over bryst og ryg, og med hans styrke trak han mig med sig gennem sneen da den var højest. Det som da jeg var ung, og han par mig ind efter jeg var faret vild i haven i sneen. Forskellen nu, var bare at vi var 2 km inden i fjendtlige område.

 

”Vi finder snart læ okay, snart”.

 

Det som træning igen, men bare ude i felten. Vi løb ind under taget på et nærliggende hus, gaderne var ryddet, men regnen væltede ned om ørene på os. Jimmy satte sig på huk ved siden af mig, trak mig ind til ham og rystede lidt i mig mens han grinte. Vi sad der i nogle lange minutter og så ud på byen der sank væk i regnen. Han rejste sig, lagde sin hånd på mit hoved og kløede mig inden han begyndte at gå igen.

 

”Kom så, vi er snart hjemme i lejeren”.

 

Men det løgn. Jeg ved det. Vi var stoppet, det passer ikke rigtig det her. Jeg ved ikke hvor vi er, vi har gået langt i alt for langt tid. Jimmy bliver ved med at sige vi snart er hjemme igen, men alt ligner hinanden i denne her hvide skov. Jeg er urolig, noget føltes ikke rigtig. Jimmy stoppede og, satte sit gevær op et nær træ, han stod lidt og så sig omkring. Mens jeg stod et stykke væk og prøvede at fornemme miljøet omkring mig, men her er helt stille. Han sukkede irriteret og sparkede til noget sne. Han gik hen til træet hvor hans gevær stod, men han tog det ikke, i stedet tog han brevet frem igen og så på det. Han smilte lidt, men så så lidt trist ud. Han så på mig, kaldte mig hen. Jeg luntede hen til ham, og han satte sig på huk foran mig. Han forklarede noget og pegede på brevet, der var et billede af Diana og den lille. Han smilte dan han forklarede mig det.

 

”De skriver, at de savner os”.

 

Det var det første brev som der blev modtaget hernede, eller brevet til Jimmy var i en af de første sække der blev sendt. Han brugte hele natten på at læse det igen og igen, til han faldt i søvn. Jeg lå under hans seng, og undrede mig over hvad de lavede, hvordan det var at være hjemme lige nu. Men ikke meget andet blev tænkt inden mine øjn låg lukkede sig.

 

”Pox bliv her”.

 

Sagde han, men jeg havde også hørt det. Det lød som nogle blade der blev trådt ned i jorden eller en gren der knækkede. Han havde taget sit gevær og var gået lidt frem alene, mens jeg bare kunne stå og følge ham igennem de tykke træer, han var som camoufleret ind i landskabet, hvilket gjorde mig mere bange for nu kunne jeg ikke se ham mere. Men her var også helt stille, det første gang i måneder hvor jeg har følt mig tryg ved stilheden. Det varede dog ikke længe, et skud lød og det rungede i hele skoven. Mit hjerte racede afsted til endnu et skud lød. Endnu engang lukkede skoven af for alle lyde og her var stille. Hvis mit hjerte kunne lave en lyd, ville det være et tordenskrald. Med blikket rette fast mod det sted Jimmy gik ind i skoven, stod jeg stille, som en istap hængende fra en gren, jeg rykkede mig ikke.

En skygge kom frem fra mellem træerne, af naturlighed lagde jeg ørene bagud og gjorde mig klar til at det var en fjende, men det var det ikke. Det var Jimmy. Han kom løbende, forpustet ud mellem træerne og drejede ham, mens han hurtig trak i mit bælte for at skubbe mig frem af. Han holdte på hans skulder, men sagde ikke meget end at jeg skulle løbe, han råbte det. Det hele skete så hurtigt, hans stemme lød hæs og forpustet. Men vi løb. Oksede gennem den tykke sne. Indtil sneen tog for godt fat om ham og han faldt forover. I et hårdt bump ramte han muren af sne. Jeg vendte mig hurtigt om og så ned på ham.

 

”Det okay, der skete ikke noget, jeg er okay”.

 

Sagde han med et smil siddende på briksen inde i sygeteltet. En ung mand, ikke meget ældre end ham selv stod og lappede hans arm til. Jeg sad ved siden af ham og så på. Han en kugle var blevet skudt af og havde snittet ham over armen, intet alvorlig kun et snit sår. Så han tog det heller ikke så hårdt, som det lød. Jeg er blevet skudt. Det lød hårdt, men det var det ikke. Han tog det med et smil og var hurtig ude igen. Ikke en dråbe var spildt.

 

”Det okay, der skete ikke noget, jeg er okay”.

 

Gentog han endnu engang og rejste sig op efter et par små sekunder. Uden at han selv opfattede det i første omgang, lød der en rød plet over sneen, den havde smelte noget af det med sin varme. Han så derned og lagde sin hånd på sin skulder, han så nøje på sin hånd, en dråbe af helt klart blod dryppede ned på sneen. Han sagde ikke noget men rejste sig hurtigt og skubbede mig videre. Han er blevet skudt og denne gang er det mere alvorligt, det er derfor han ikke virker som sig selv.

Han begyndte at sakke lidt bagud, han trak godt efter vejret. Da jeg så tilbage på ham, var han stort set stoppet op og gik i stedet. Jeg luntede stille hen til ham, bed fast i hans ærme for at trække ham lidt frem. Men han reagere ikke, han tog bare sin hånd væk igen og så på den. Det blødte stadig, det var åbenbart mere alvorlig en hvad det så ud til. Han tabte geværet i sneen og gik et par skridt frem, her var ikke halvt så meget sne som længere inde i skoven, på trods af at her var mere åbnet, det var som slutningen af skoven. Den som vi havde ledt efter i flere timer inden. Jeg bed fat i selen på geværet og trak det med mig gennem den dyne sne, hen til Jimmy. Han faldt sammen, med knæerne direkte mod den hård jord. Han så på mig, forpustet og sagde han skulle have en pause. Det passede mig slet ikke fint, men han blev ved meda t sige det var okay og vi snart kunne gå igen, han skulle bare lige sidde lidt. Hver gang han trak luft ind og pustede ud trak han på det, det her gjorde ondt. Han gentog bare det var okay, flere gange efter hinanden. Men jeg lyttede ikke på ham mere, jeg stod og lyttede ind i skoven, der sker noget derinde. Han lagde sin hånd på min ryg, hurtig så jeg tilbage op frem mod skoven igen, jeg pev lidt og vendte mig. Nu er det nu, vi skal frem af igen. Jeg bed endnu engang fat i hans ærmer og prøvede at trække ham frem, denne gang lyttede han. Han fik rejst sig op ved hjælp af at jeg trak ham. Men lige i det han var kommet op at stå, lød en skud.

Patronen farede gennem luften og ramte ham så hårdt i ryggen at han fløj forover. Han rullede om på siden og råbte for sig gevær, hurtigt skubbede jeg det hen til ham, men hele hans krop rystede bare han skulle reload det. Han trak efter vejret mere nu. Ejeren af skuddet gav sig til kende i skovens åbning, det var en tyske soldat der kom ud. Jimmy skød et advarselsskud af, men han var ligeglade. Mine tanker stoppede for en stund, da han affyrede et skud til, jeg gik ind foran skuddet og det ramte mig bagbenet. Jimmy råbte da jeg faldt sammen på hans bryst, men jeg rejste mig op igen, smerten var forfærdelig.

 

”Lød væk herfra. Høre du mig! Løb! Løb tilbage til lejeren!”.

 

Han ruskede i mig da han sagde det, men jeg flytter mig ikke. Jeg stod som en sten over ham, med kramp i benet, det føltes som om alle mine muskler trak sig sammen. Tyskeren stoppede nogle metre fra os.

 

”Løb! Kom af sted med dig!”.

 

Sagde Jimmy igen, han skubbede mig af ham og skubbede mig den anden vej. Han var ligeglad med tyskeren der bare stod og iagttog ham på tæt hold. Jeg lod mig skubbe, men kun for at vende mig om og se de tårer der løb ned af kinderne på min bedste ven. Ikke om jeg ville svigte ham nu og stikke halen mellem benene. Men han opfodrede mig til det.

 

”Jetzt genug”.

                                                                                                                                       

Det tredje skud blev affyret. Jimmys hånd om mit bælte på brystet blev mere slapt, han så ind i mine øjne inden han gav slip og faldt livløst ned i sneen. Alt i mig stoppede, mine tanker, min vejrtrækning, hvis jeg ikke havde følt mit hjerte race af sted, ville jeg tro det var hjertestop der ville slå mig ihjel, inden for de næste få minutter.

Jeg hørte klik lyden dan ha reloadet sit gevær. Mine tanker var sløret og mine minder pulsede frem i min hjerne som var jeg der lige nu. På trods af at mit bag ben gjort forfærdeligt ondt, fik jeg skubbede mig frem og væltede ham ned. Han havde tabt hans gevær, men holdte en arm for min hals for jeg ikke bed mig ned gennem hans ansigt, ikke at jeg ikke prøvede, jeg lagde alle mine kræfter i for at få skubbet mig ned til ham. Han råbte noget, sikkert at jeg var en dum hund, sikkert at han ville slå mig ihjel. Men det var ikke hans blod der kom til at flyde denne dag.

Han trak pludselig en lille pistol op af hans bælte. Jeg nåede kun at mærke det kolde metal på min brystkasse inden larmen kom af skuddet, der efter stilheden.

 

”Kom Pox, kom så dreng!”.

Blev der råbt efter mig, som jeg løb med mine små blød pelset hvalpe ben, hen over græsset der gik mig til brystet. Min herre sad på huk, med åbne arme og et smil på læben. Gennem græsset sprang og hoppede jeg, snoede mig fra side til side, tungen ude af munden og glæde i mine øjne. Solen skinnede og den lune vind fangede min pels i en kærlig leg. Jeg kunne høre han latter, dufte ham og se hans smil.

 

Året er 1940, datoen 16/12. Dette er 5 år inden anden verdens krig stoppede. Jimmy Charlson blev skudt tre gange, det tredje skud slog ham ihjel. Pox Charlson skudt to gange, det andet skud dræbte ham. 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...