US Army dog: Pox

US amry dog: Pox. Handler om en af de modige hunde der deltog i anden verdenskrig, han stod trofast ved sin ejers side gennem tykt og tyndt. Det her er ikke en historie om krig, men en historie om venskab.

2Likes
2Comments
783Views
AA

4. Kapitel 3.

Dagene begynde at blive kortere igen, solen stod senere og op gik tidligere i seng. To ting man ikke kunne sige om os, her i huset var det tidligt op og træne og sent i seng, for dagene var lange og trænings timerne var hårde. Men på få måneder var det ikke kun mig og Jimmy der lå og slængrede os i sofaen, efter en hård dag. Jimmy havde fundet sig en mage, hun var yndefuld, sød og en del af familien. Hun var her altid når vi kom hjem om aftenen, stod klar med maden og sagde hej til os begge. En dejlig familie.

 

”Aktuell ist die Awake?”
”Nein, Sir.”
”Aufwecken dann!”

 

En låge åbnede sig, lyden var næsten ikke til at høre, mit ene øre gjorde forfærdeligt ondt, faktisk spændte hele min krop og en indre smerte gennem borde mit indre, selv jeg bare trak vejret. Jeg åbnede mine øjne og så en hånd række ind mod mig, han greb fat om min maske og trak mig ud, gav mig et skub så jeg faldt hen af gulvet. De sagde en masse ting jeg ikke forstod, men efter dage uden mad og uden vand, med denne her maske stadig på, er hele min krop også ved at give mere eller mindre slip på alting. Hver nat drømmer jeg om ham, hver morgen er han her ikke. Manden der havde revet mig ud af mit bur, trak mig op at stå i masken, han slap mig og de talte lidt igen, inden manden på min anden side vendte sig, fandt noget henne ved bordet og kom tilbage, han kastede en lomme knive til den anden mand.

 

”Stille, stille. Hun er så lille”.

 

Min nysgerrighed var helt oppe at ringe, Jimmy og Diana havde været væk hele natten og det meste af dagen i går. Jimmy lukkede mig dog straks ud da de kom ind af hoveddøren, men jeg var ikke så meget interesseret på at komme ud, der var en anden duft i huset, pludselig var der en anden form for liv her. Jimmy havde sat sig på huk ned til mig, med et lille liv i armene. Det var som et rus af glæde kom over mig, uden jeg vidste hvem det var, Diana kommenterede til at jeg så så glad ud, min hale vippede fra side til side. Endelig vendte Jimmy hende om til mig, hun var så lille, jeg iagttog hendes bevægelser, hendes små hænder og fødder, det helt lille hoved. Hun ligner Jimmy. Mit blik skiftede fra hende til op på Jimmy, han smilede til mig.

 

”Sig hej til din lille søster”.

 

Jeg trak efter vejret, en hvislende lyd kom ud hver gang jeg åndede ud. Det var hårdt at skulle trække luft ind, men det var hårde at skulle kæmpe for at overleve. For flere timer siden havde de forladt mig her i rummet, liggende slapt på gulvet, de var gået hurtigt ud, jeg ved ikke hvorfor, men de tog deres geværer med. Højere side af mit hoved gør ondt, meget ondt, de slog mig i hovedet og jeg må være besvimet.

 

”GO! GO! GO!”.

 

Blev der råbt i det andet rum, døren herind til var lukket. Hen af gulvet lød der tunge tramp, et par stykker efter hinanden, efterfulgt af skud. De rungede helt ind i rummet hvor jeg lå. Jeg lukkede mine øjne og lyttede til de få råb der lød, de skud der blev skudt og den stilhed der kom efter, stilheden er den værste. Nogle tog fat i døren fra den anden side, jeg spærrede øjnene hvidt op, men kunne af en eller anden grund kun se ud af det ene, det andet gjorde forfærdeligt ondt. En mand med et gevær i hånden kom ind, bare hurtigt ved at skimte over hans uniform kunne jeg se vi bar samme mærke. Han tøvede ikke men satte sig på huk ved min side, jeg pev stille for at fortælle jeg stadig var på denne jord. Han råbte efter hjælp, inden han tog mig op og gik ud med mig.

Jeg må være gået ud igen, for da jeg vågede lå jeg ikke i armene på manden mere. Men i bagrummet på en lastvogn, det bumlede derud af, men jeg lå på et tæppe. Ved siden af mig lå to andre, to mænd, hurtig lagde jeg mærke til de var dem fra min gruppe, den ene lå med et stykke stof over øjnene og den anden med noget stof spændt godt rundt om armen.

Her sad fire måske fem mand ved os, den der sad tætteste på mig lagde mig til jeg bevægede mig, han så jeg var vågen. Det var kun de mænd der lå ved siden af mig jeg kendte, men de andre havde hjulpet mig, det var manden der havde fundet mig der sad ved mig. Han aede mig blidt over ryggen og de talte lidt sammen.

Lastvognes bumlende havde vugget mig i søvn, men der blev lagt rolige hænder om mig og jeg vågnede stille, bare for at se vi var stoppet og min redningsmand bar mig. Han løftede mig nær et telt og ud af øjenkrogen kunne jeg se de havde taget mig tilbage, tilbage til lejeren. I telt lå der mange andre, ikke lige hunde, men soldater. Her blev vi alle syet sammen igen. Efter et par dage havde jeg det bedre og jeg tænkte mere klart. Det eneste der var galt med mig nu, var mit ene øje, jeg kunne ikke se med det. De tyske soldater havde åbenbart skåret mig langs hovedet, eller slået mig, jeg ved det ikke, men jeg var frisk igen.

Pænt fulgte jeg efter min redningsmand, han tog mig med ud af telte og så virkelig glad ud. Vi stoppede i midten af lejeren, telte kræsede om denne åbne plads, en lastvogn var lige kommet ind. Jeg fik af vide jeg skulle sætte mig så det gjorde jeg. Jeg sad bare og så på de mænd der hoppede ud af lastvognen, der var mange, det var også en stor vogn. Manden ved min side satte sig på huk ved siden af mig, han holdte fast i min sele om brystet og pegede igennem mængden af soldater. Han spurgte om jeg kunne se ham, første anede jeg ikke hvad han talte om, men i mængden af ens uniformer, kunne Jimmy alligevel formå at skille sig ud. Han tog sin hjelm af og klemte sine øjne for den skarpe sol. Jeg rejste mig op og var parat til at løbe hen til ham, glæden gik mig fra min trampende poter til spidsen af min logrende hale.

 

”CHARLSON!”.

 

Jimmy vendte sig mod os, jeg pev og hylede, det var min Jimmy og jeg troede jeg havde mistet ham. Han begyndte at gå mig i møde, i det jeg mærkede hvordan grebet om mit bælte blev sluppet, jeg satte af i et løb. Lige inden vi ramte hinanden satte Jimmy sig ned og jeg sprang op af ham, slikkede ham i ansigtet og græd mit hjerte ud. Jeg gik rundt om ham, pev, hylede, lagde mig på ryggen, sprang op af ham. Kort sagt, var min krop så ustyrlig at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv, men det hjalp da Jimmy tog fat om mig og tyssede på mig.

 

”Kan du sige farvel til far og Pox”.

 

Jimmy tog hende op da hun vraltede hen til os på sine små ben. Diana stod og små snøftede, men jeg gik hen til hende og kørte min snude langs hendes lår, hun satte sig ned og så mig i øjnene.

 

”Pas godt på ham derude”.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...