US Army dog: Pox

US amry dog: Pox. Handler om en af de modige hunde der deltog i anden verdenskrig, han stod trofast ved sin ejers side gennem tykt og tyndt. Det her er ikke en historie om krig, men en historie om venskab.

2Likes
2Comments
781Views
AA

3. Kapitel 2.

Her er mørkt og her er stille, inden vi gik ind gav Jimmy mig en særlig maske på, han har også en på. Med to klik bliver den spændt om mit hoved, han ser på mig men jeg kan ikke se smilet på hans læber kun i hans øjne, som han giver mig en tommel op og klapper mit på hovedet.

 

”Kom her du!”.

 

Han virker seriøs, vi er et sted jeg aldrig har været før. Det gør mig utryg og bange, men på samme tid er jeg nysgerrig og vil se rundt om hvert et hjørne, desuden er Jimmy her, til at passe på mig hvis der sker noget. Jeg har snoren på, en læder snor den har en stærk duft og er et godt bide stykke, men kun små mærker sætter sig langs den, fra mine hvalpe tænder da jeg var ung, Jimmy har lært mig at det ikke er et legetøj. Han tager bedre fat i snoren, den strammer sig så jeg automatisk går tættere på ham, vi drejer ned af en gang til en anden gang til en dør, han skubber den åben og den sol der står højt på himlen, skinner mig ind i øjnene, få sekunder efter kan jeg se hvor vi er, det her virker alligevel lidt bekendt, som et fjernt minde.

Vi er fire andre i denne lille gruppe som bevæger sig i undergrunden, min opgave er at følge Jimmy og beærer hans gevær, mens hans opgave er at finde vej sammen med de fire andre mænd. Mine poter er ikke de eneste der ramme det kolde sten gulv, to andre er med hernede, vi ser på hinanden, udveksler kort blikke, inden vi lister videre efter vores ejere.

Det ikke til at sige hver der forgår, kun med lys fra soldateres hjelme kan vi se hernede, her er mørkt og koldt, og selv med min maske på føler jeg at jeg skal hiver efter vejret, små sorter af duft kommer ind og det ikke en rar lugt, den skær i snuden og ned gennem halsen. De stopper oppe foran, de har fundet en dør, det tog ikke lang tid, vi har kun gået et par kilometer, måske 4 eller 5 km, 6 måske.

Døren et godt spændt, den er massiv og tung at skulle rykke i. Men med hjælp af tre mænd for de kørt hjulet rundt og døren giver sig i en høj og tung lyd, som giver et ekko i de tomme underjordiske gange. En mand gik ind, med hans partner, tag nummer 224586001 også kaldt Bear. Derefter går manden uden hund ind og så følger vi andre trop, mig og Jimmy går bagerst, men bliver stoppet af manden med hund foran os, de taler sammen ham og Jimmy kun kort.

 

”Jeg slipper dig nu, men du skal blive ved min side, forstået?”.

 

Hans øjne flakker når han ser ind i mine, han rejser sig og jeg kan høre låsen fra selen bliver klikket af mit halsbånd. I mine tanker løber jeg afsted, suser over græsset i høj fart. Men uden på, sidder jeg bom stille ved siden af Jimmy. Han står rang ved min side, kun i et par sekunder så klapper han mig og siger jeg er dygtig.

Den næste øvelse er nem, jeg skal bare gå ved siden af ham i sammen tempo. Vi tager den med ynde, selv da han sætter af og begynder at lunte, til han løber så stærkt han kan, er mine poter lige ved siden af hans fødder, vi rammer den sammen jord og skubber os frem til endnu engang at lande og sådan bliver vi ved, cirka 3 km frem og tilbage.

Hans gevær er stadig spændt fast om min ryg, vi vogter for indgangen, mens de andre undersøger hvad døren ledte ind til. Jimmys vejrtrækning bliver dæmpet og hæs af masken, det samme gør min. Han stiller sig op af muren og glider ned til han sidder ved siden af mig. De klare øjne der er gemt bag et par store briller smiler til mig, stille begynder jeg at logre med halen og Jimmy klapper mig, lade sin hånd falder ned til min nakke og trækker mig ind til sig.

 

”Pox, plads!”.

 

Efter en kort pause hvor vi fik lov at drikke noget vand er vi på vej til næste øvelse. Jeg ved ikke hvor tryg jeg er ved denne øvelse, men det beroliger mig at Jimmy ikke kun fortæller mig men også viser mig han er lige ved siden af. Det et langt rør, men det lidt gennemsigtig og det lyder som knuste blade når jeg smigere mig igennem det. Enden er nær når først jeg er inde og lyste der skinner foran mig giver mig håb.

 

”Flot, god dreng Pox”.

 

Han gør tegn til den anden poter og jeg giver ham den, gennem masken lyder en hæst latter. Men jeg kan ikke åbne munden nok til at gø, til at grine med ham. Men latteren stopper også pludseligt, vi høre folk fra den anden siden af gangen, Jimmy rejser sig og går med forsigtige skridt hen mod den anden væg. Jeg lister efter ham, stemmerne er rungende men lave. Jimmy begynder at se fra side til side, for at finde en dør i mørket, men her er ingen dør, det eneste han oplyser nok til vi kan se, er et rør der kommer ud af væggen, med vand dryppende ud fra sig.

 

”Du kan godt, jeg er her”.

 

Siger han betrykkende til mig som røret bliver udskiftet med et lang smaller et, undrende ser jeg op på ham, min størrelse kan da aldrig komme igennem det lille rør. Men han giver ikke op, han løfter endda røret lidt med den ene hånd, for at lokke min nysgerrighed men jeg snuser kun lidt til åbningen og bakker så igen. Han sukker og sætter sig på huk ved min side.

 

”Kom nu, jeg lover at vi går ned til havet når vi kommer hjem, okay?”.

 

Han ved hvordan man handler. Forsigtigt snuser jeg til røret igen, i det jeg for klemt mig derind og begynder at smyge og kravle mig langs det smalle rør. Her virker meget smalt og for mig ser det ud til at røret fremadrettet skrumper sig ind, min puls racer pludselig af sted og jeg panikker i det tynde rør, pappet giver sig i siden men Jimmy er der hurtigt til at ligge begge hænder på mig, en på ryggen og en på hovedet og presser mig ned til jorden så jeg ikke kan rejse mig.

 

”Slap af dreng, slap af! Det okay, du klare dig fint. Jeg er lige her”.

 

Hans stemme beroliger mig og i samarbejde har vi lært gennem utallige trust fall’s øvelser at hans stemme er nok for mig til at slappe af og tænke mig om i et par sekunder inden jeg bevæger mig videre. Uden lys ind i det mørke smalle rør, måtte jeg bare kæmpe mig til enden. Jimmy tænkte at røret måske førte ind til toiletterne eller en vandbeholder eller noget i den art, så jeg kunne komme ind og snuse lidt rund og vende tilbage efter sekunder. Men vandet stoppede kort tid efter jeg kom ind, derefter var rørets bund tør.

Jimmy havde geværet, han spændte det af mig inden jeg gik ind. Luften blev mindre tung som jeg kravlede igennem og det blev lettere og lettere for mit at trække vejret, men Jimmys åndedrag blev sværere og sværere at høre, til sidst var han væk fra mine sanser. Lugten fangede ham ikke, her var helt stille. I få minutter mere var her stilhed, ikke engang stemmerne jeg før havde hørt gav lyd fra sig. Men ikke alt var håbløst, et lille lys foran mig skimtede svagt, udgangen var nær.

Hvad der havde føltes som flere minutter, lukkede sig pludselig sammen i det jeg kravle ud af røret, men jeg nåede ikke at se meget, to mænd havde ventet mig, de havde hørt mig igennem røret. Jeg knurrede i advarsel for dem, men de var ligeglade den ene sparkede mig hårdt ind i siden, mens den anden rev mig i øret. Mit hårde knur blev til hyl som endnu et spark landede mod mine ribben, jeg skreg højt, jeg kaldte efter ham men han kom ikke. Ikke denne gang.

”POX! POOOX!”.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...