Zombie Apocalypse

En dansk stil jeg lige fik lyst til at publicere. Jeg ved ikke.

1Likes
0Comments
169Views

1. Shit

Nej. Nej. Nej!

 

Hele mit indre skreg. Gør noget! Fucking gør noget! Men det eneste jeg var i stand til var at stå fastfrosset til jorden og iagttage den grusomme scene udfolde sig for øjnene af mig.

 

Se, hvordan de flænsede hans lemmer af, hvordan blodet malede jorden rød. Høre hans smerteskrig, blandet med lyden af kød der rives fra hinanden. Så stoppede skrigene.

 

Nej...

 

En bølge af kvalme ramte mig. Luft. Jeg måtte have luft. Tårerne pressede sig på, men jeg tillod mig ikke at bryde ud i gråd. Ikke nu. Jeg bed mig hårdt i læben.

 

Væk. Jeg måtte væk fra de rædselsfulde uhyrer der i øjeblikket konsumerede min afdøde bror. Jeg løb så hurtigt jeg kunne gennem den deprimerende by, engang så fuld af liv, hvor lyden af hjertelig latter og lystig snak fyldte gaderne.

 

Rystende på hovedet skubbede jeg de deprimerende tanker væk. Ikke lige det ideelle tidspunkt at tænke tilbage på de gamle tider.

 

En pludselig jammer bragte mig tilbage til jordens overflade, men ikke hurtigt nok. En overvældene smerte bryd ud i min arm. Fuck. Shit. Nej. Var de eneste tanker min hjerne kunne producere. En fed halvnøgen zombie med en hjelm placeret overskrævs på det tykke hoved,hang fast i min højre arm, dets tænder boret dybt ind i mit røde kød. Hvor charmerende. Et øjebliks forvirring havde mig paralyseret.

 

Og så, panik. Min krop begyndte at arbejde af sig selv. Febrilsk sparkede mine knap så stærke ben ud efter dens sulbelagte krop. Den gryntede utilfredst, men bed derimed hårdere. Jeg tør vædde med, at hvis den bare bed lidt hårdere, ville den have bidt en klump kød af.

 

Min hjerne arbejdede på højtryk, mit blik søgte fortvivlet rundt efter en udvej. Ah, et koben. Jeg bøjede min krop så godt jeg kunne, med en klam rådden zombie gumlende på min ene arm, og fik med succes fat i skaftet på den kolde koben. Og med ét kraftigt sving, baldrede jeg det væmmelige væsen én i hovedet.

 

En tilfredsstillende, knasende lyd lød, og et øjeblik efter faldt det-engang-menneskelige-dyr livløst til jorden. Hah. Tag den, fucker. Men triumfen var kortvarig. Bag mig kom flere zombier vandrende mod mig i deres hvileløse zombie gang. Aw shit.

 

Smerten i den venstre arm gjorde det ikke ligefrem bedre. Med en utroligt blodig arm, og et koben i den anden arm, satte jeg endnu engang i løb. Da jeg nåede udkanten af byen, og stod på grænsen af en skov, bøjet over mine ben i ren og skær åndenød, opfattede jeg pludesligt konsekvenserne af det der lige skete.

 

Fuck. Jeg skal dø.

 

Ser du, når man bliver bidt af en af de dersens kannibalske ikke-så-menneskelige væsner, bliver man selv en af dem efter nogle timer. Som du sikkert ved efter at have set zombie film. Og sådan havde det nu gået mig. Jeg havde lige mistet min bror til de bæster, og nu ender jeg selv som en. Tak, du moder natur, for denne fantastiske skæbne.

 

Langsomt fik jeg arbejdet mine ben over til et træ, for så at lade mig falde ned på det fugtige græs, og lænede mig op af den ru bark tekstur. En tom latter undslap mine læber, og jeg lod mine arme ligge henslængt over mine knæ. Først nu havde jeg tid til at undersøge de drabelige tand mærker på min opsvulmede arm.

 

Gud hvor jeg hader zombier, de skal bare ruinere alt. Efter et stykke tids stirren på biddet, rev jeg et stykke af min uldne hoodie af, og bandt det forsigtigt rundt om det. Gisp a smerte undslap mig, da smerten blussede op. Det varede 3 minutter af dont-freaking-move, før smerten aftog.

 

Nu da jeg lå så fint op ad et træ, i mine sidste timer, kunne jeg ikke undgå at tænke på min bror, som nu højst sandsynligvis lå i nogle zombiers maver og bare ventede på at blive kastet op.

 

Vi havde været på ekspedition ind i byen efter friske forsyninger, eller så friske de nu kan være, efter vores lille depot havde slippet op. Han havde først været imod at tage ind i byen, noget med at det var for farligt (hvilket han nu havde bevist at være sandt), men som sædvanlig havde jeg været den stædige lillesøster og kommet med alverdens dårlige argumenter som f.eks. ;

 

Kom nu, Claude! Hvordan skal vi dog kunne overleve og redde hele verden hvis vi ikke vi har noget mad?

 

Og som sædvanligt ville han ryste og smile på hovedet af mine håbløse forsøg på at overtale ham, og så derefter gå med til det. En tåre banede sig vej ned af min kind. Det gjorde ondt at tænke på ham. Det var min skyld.

 

 

Et spøgelse af et trist smil dansede på mine læber. Heh... Frihed. Det havde været vores motivation, vores mission. At befrie Danmark, hele verden måske, fra disse uhyrlige kannibaler. Men nu, nu var det ovre. Han var væk. Det var forsent, ligegyldigt hvordan du så på det. Vi er alle under zombiernes magt nu.. Selv Danmark, vores lille kære, uskyldige land. Der var næsten ingen af os levende tilbage.

 

Verden havde nået dets ende.

 

Jeg indåndede duften af natur for sidste gang, et fredsommeligt smil banede dets vej på mit ansigt. Jeg ville få min bror at se igen.

 

Og så, ingenting.

 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...