Stay with me - Zayn Malik

Fanfiction om Georgia Austin. En pige med fester i kalenderen, skilte forældre og en halvbror, som viser sig at være verdenskendt. Georgia har fundet sig i meget, men til sidst vælger at sige fra og hævne sig.

20Likes
14Comments
804Views
AA

3. Det er længe siden

Jeg kigger ned på min mobil hvor uret viser 08.17 Det vil sige at jeg skulle have været i skole for 17 minutter siden. But i dont give a shit. Jeg skal bare hjem til min far, for han er mere ligesom mig end min mor er. Min mor er perfektionist og regner med at jeg bliver noget stort. Ligesom Louis blev.

Jeg hopper af bussen og går hen mod den vej min far bor på. Efter kort tid står jeg foran døren. En lille undren kommer frem i min krop, idet jeg opdager at der er 2 biler parkeret ude foran hans hus. Jeg trækker på skuldrene og gemmer tanken væk. Jeg trækker dørhåndtaget ned og opdager den er låst. En rynke baner sig vej på plads på min pande. Min hånd nærmer sig døren og former en næve. Bank, bank lyder det fra døren, som sender ekkoet videre igennem huset. Jeg tager et skridt tilbage, som jeg altid gør, efter jeg har banket på hvem som helst dør. 

Jeg hører lyden af fodtrin nærme sig døren og med et fortryder jeg virkelig at jeg er kommet herhen. Min krop begynder med et at ryste og mine tænder begynder at skælve. Det er nemlig lang tid siden jeg har set min far. 

Håndtaget bliver trukket ned. Døren bliver åbnet og der står min far i døråbningen. 

Han kigger undrende på mig, men jeg smiler bare til ham og trækker op i min taske, i et forsøg på at vise at det er ikke langt tid siden vi sidst så hinanden. Jeg går forbi ham uden at sige og gøre andet. 

"Georgia, vent!" råber min far. Men lige inden han får stoppet mig, går jeg ind i Louis.
 

***

You got to be kidding me, tænker jeg højt. Lidt for højt måske, fordi det tyder på at Louis hørte det. Jeg griner af ham, fordi han ligner en der har spist noget helt forkert. Jeg går bare videre igen uden at sige et ord. For at forklare at jeg er ligeglad med Louis, det var jo trods alt ham der "skred fra mig".

Tankerne strømmer ind fra alle sider. Ellies konsekvens. Louis. Timingen. Aftenen. 

Det er måske nu jeg skal begynde at handle på konsekvensen? Men jeg vender bare øjne af mig selv og går videre ind på det der skulle være mit værelse. 

Jeg kaster min taske, så den lander med et bump på sengen. Det samme gør jeg med min krop.

Jeg synker længere og længere ned i sengen. Følelse af at slappe fuldstændig af, giver min krop fuld tilfredsstillelse. Det er hundrede år siden jeg sidst har kunne slappe af. Jeg når lige at lukke mine øjne inden jeg hører to hårde bank på "min" værelses dør. Jeg krydser mine fingre i håb om at det ikke er Louis.

Døren bliver åbnet og der står Louis i døråbningen. Jeg ruller med øjnene. Selvfølgelig var det Louis, hvem skulle det ellers være?

Stille bliver døren lukket og jeg griber hurtigt fat om min hovedpude og skjuler mit ansigt med den. Jeg ved med det samme, at Louis synes det er barnligt, men det har man da lov til at være en gang imellem.

Jeg hører et suk, fra en irriteret Louis, som bringer et smil frem på mine læber.

Sengen jeg ligger i laver en bølge, i det Louis sætter sig i den.

Seriøst! Tænker jeg for mig selv.

Hvis Louis skal til at holde en eller anden tale om svigt og søskendeskab, så flipper jeg. Louis har altid været perfect. Far har altid bedst kunne li' Louis og jeg er bare en stor taber og fucked up person i hans øjne. Men selvom han tænker sådan om mig, så vil jeg helst være hos ham. Min mor er nemlig værre. Hun skal hele tiden sammenligne mig med Louis. "Georgia, Louis han er kommet så langt, hvorfor tager du dig ikke snart sammen?" eller "Georgia, det ville Louis aldrig have gjort, hvorfor gør du det så?"

I sidste ende får man nok og det har jeg fået nu! Måske er det på tide at gøre oprør, tage hævn for alle de år, hvor mine forældre har været lige glade med mig. Vise til Louis at jeg ikke gider ham mere. Få min mor til at forstå, at jeg ikke gider at finde mig i hendes brok. Måske skulle jeg bare tage konsekvensen op? Jeg smiler for mig selv ved tanken. 

Inden jeg får tænkt mig om, beslutter jeg mig for at tage konsekvensen op og handle på den.

***

Louis har endnu ikke givet lyd fra sig, siden han satte sig ned i sengen. Hvad har han overhovedet gang i?

"Hej Louis" Siger jeg sarkastisk, efter lidt tid, og vender det hvide ud af øjnene.

"Okay, jeg forstår dig godt. Du er pissed, men hvorfor skal det gå ud over mig?" Siger Louis, med sødme i stemmen.

Jeg orker virkelig ikke den her sukkersødesnak, men hvis jeg ser det fra den lyse side, så kan jeg måske, ved hjælp af min overvindene talenter, få ham til at gå med mig en tur i byen med hans bandmedlemmer.

"Louis, du forstår mig ikke. Men vi er bare aldrig sammen og..." Jeg når ikke engang at afslutte inden Louis afbryder med det samme. "Vi kan da være sammen hele dagen idag? Men drengene bliver nødt til at komme med, vi skal nemlig noget imorgen og vi skal også have snakket lidt sammen inden" 

Jeg prøver at virke super glad, og finde mit falske smil frem. Det ser ud til at han tror på det.

"Men Louis, jeg bestemmer hvad vi skal, okay?"

"Okay, men ikke noget dumt!" Siger Louis med en seriøs stemme. 

Jeg griner ad ham. Louis smiler og ryster hovedet. "Vi ses kl. 22.00 her" 

 

 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...