Embry Call imprint

Der kommer en tid i dit liv, hvor du føler at du er forkert på den. Måske er det noget du tror eller er det noget du er? Denne historie handler om beslutninger, og valg, som kommer til at gå udover hovedpersonen.

13Likes
2Comments
1563Views
AA

14. Embry og jeg - sidste dag sammen?

"Er du sur på mig?" spurgte Embry mig.

"Øhh ja" svarede jeg, og satte mig ned på min seng.

"Undskyld, men jeg har ikke lyst til at snakke lige nu" sagde jeg og lukkede døren. Jeg er stadig sur på Embry over vores adskillelse imellem Cullen og dem. Han syntes at jeg valgte forkert, men det gjorde jeg ikke. Jeg ved at han kan se at jeg gjorde det rigtige. Jeg tager min computer og sætter mig til at høre musik. "Jolene og Boulevard of broken dreams" er mine favorit sange når jeg er trist, eller sur. Jeg er virkelig skuffet over Embry, selv de to sange kan ikke gøre mig glad. Han har været en møgkælling for at sige det lige ud. Jeg er så sur på ham at jeg har lyst til at slå op. Når jeg tænker over det, er det nok også det bedste? at han ikke kan såre mig igen, og han ikke kan forhindre mig i at træffe de rigtige beslutninger. Btw jeg har imprinted på ham, og han har på mig. Jeg vil slå op med ham i morgen.

Det er endelig morgen. Det er diset udenfor. Træernes blade er faldet af, og ligger i store bunker. Jeg har kun sovet i et par timer i nat, jeg har sådan spekuleret på Embry. Jeg tager tøj på, og går ned til de andre.

"Godmorgen" sagde jeg, og satte mig ned. Jeg tog en skive af Emilys franskbrød, og noget smør. Der er en trykket stemning under morgenmaden. Alle kiggede skiftevis på mig. 

"Skat. Er du Ok?" spurgte Embry. Jeg ignorerede ham.

"Glem det Embry. Hun er ikke til at tale med" sagde Sam.

"Hvorfor mon?" tænkte jeg, så de andre kunne høre det.

"Jeg skal snakke med dig efter morgenmad, Embry" sagde jeg til ham.

 

 

Efter morgenmaden, fik jeg fat i Embry.

"Er det fordi du vil slå op?" spurgte han med det samme.

"Ja fordi at du skuffer mig!" sagde jeg, han kiggede underligt på mig.

"Hvis det er det med Cullen, så har vi indrømmet vores fejl" sagde han.

"Det er ikke pointen. Pointen er at du ikke troede på det jeg sagde, om at Jake og jeg gjorde det rigtige" sagde jeg.

"Jeg ved jeg kan være et røvhul, men du ved selv hvor godt vi har det sammen" sagde han.

"Jeg vil bare ikke mere, det må du alså forstå" sagde jeg, og vendte mig om, og gik. Jeg har det dårligt med at jeg har slået op, men stadig har jeg en følelse af lettelse inde i mig. 

 

Et par dage efter jeg slog op, har jeg ikke snakket med Embry. Han ignorere mig fuldstændigt. 

"Alice vent" sagde Sam. Hun skyndte sig ind af døren. 

"Alice hvad laver du her?" spurgte jeg, og så bekymret på hende.

"Jeg fik et syn. Embry vil opgive sine kræfter" sagde hun.

"Hvad?" spurgte jeg, og kiggede på Sam.

"Vi er nød til at tage afsted efter ham" sagde jeg.

"Jeg så ikke hvor det var" sagde hun.

"Bare rolig, jeg gør" sagde jeg, og tog min jakke på.

"Jeg kan ikke lade dig gå, du ved hvad der vil ske, og det er hans beslutning" sagde Sam.

"Jeg troede vi hjalp hinanden, som brødre og søstre" sagde jeg.

"Så vent lige" sagde han, og gav mig et kort.

"God tur" sagde han, og krammede mig. Vi skyndte os ud af døren og hen til en bil. 

 

"Jeg gætter på dette er en stjålet bil?" spurgte jeg hende. Hun kørte med omkring 140 km/t.

"Hvor skal vi hen?" spurgte hun.

"Alaska" sagde jeg.

"Hvad har jeg gjort. Det er jo alt sammen min skyld" sagde jeg.

"Jeg vil hjælpe dig, du hjalp os. Jeg lover der ikke sker noget" sagde hun.

Endelig var vi ankommet til Alaska. Det er ude i midten af ingenting, kun ulve ved hvor det er.

Det begyndte at regne, og tåge da vi kom ud af bilen. Typisk! og det er jo is koldt! 

"Det er oppe i den klippe. Klippen kaldes Axelia, jeg ved vejen ind" sagde jeg, og vi gik rundt om klippen. Indgangen var imellem nogle klippe, buske og træer. 

"Jeg tror ikke at jeg skal være her" sagde hun, men vi fortsatte, ind til vi var inde i bjerget, de er tæt på, jeg kan lugte dem. Månen er ved at være over dem, eller Embry. Jeg kan se hans tvivl i hans øjne. Hans frygt.

"Vent!" sagde jeg, og alle rakkede blik imod mig og Alice,

"Ted" sagde Embry og prøvede at komme hen til mig, men de andre nåede at tage ham.

"Jeg kender dig. Du er Teddy Uley" sagde lederen Janu.

"Hvor sørgeligt, Mr. Call vil opgive sin ulveform for dig" sagde hun.

"Hvad laver du her?" spurgte Embry, og prøvede at komme fri fra deres greb.

"Han ved ikke hvad han laver" sagde jeg.

"Stille!" råbte Janu.

"Jeg kræver en person til at opgive sine kræfter" sagde han.

"Jeg gør det!" sagde jeg, uden at tænke mig om.

"Nej!" råbte Embry.

"Du har brug for dem. Jeg har ikke. Faktisk, vil jeg være glad for at slippe af med dem" sagde jeg.

"Du mener det ikke" sagde han.

"Teddy Uley har valgt at opgive sine kræfter for en dreng. Lad det ske" sagde han, og åbnede for månelyset. 

"Alt du skal gøre, er bare at træde ind, og dine kræfter vil forsvinde" sagde han, og førte mig ind i det skinnende månelys. Jeg begyndte at svede. Det var som om jeg brændte. Jeg bliver blegere end jeg var normalt. Jeg føler mig normal. Lyset gik væk, jeg føler mig sløv, træt.

"Teddy" sagde Embry og greb mig inden jeg faldt ned på jorden.

"ved du hvad du gjorde?" spurgte han.

"Jeg ved ikke hvad jeg gjorde, men jeg ved hvorfor jeg gjorde det. Fordi at jeg elsker dig" sagde jeg, og krammede ham.

"Jeg elsker også dig" sagde han.

"Vi er nød til at gå" sagde Alice.

"Vi vil mødes igen" sagde Janu, til os mens vi skyndte os ud.

"Hvordan vidste i jeg var her?" spurgte han i bilen.

"Alice så dig i hendes syn" sagde jeg og krammede hans arm.

"Hvad fortæller vi ham?" spurgte jeg.

"Vi må bare sige det som det er, i morgen tidlig" sagde han.

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...