Skikkelsen

Rasmus vågner ved lyden af noget knust glas. Hans lillesøster kommer til ham, fra en anden verden, som en stemme i hans hoved. Hun guider ham i døden, men lykkes det? Eller siger Rasmus fra?

0Likes
0Comments
73Views

1.

Jeg vågner ved lyden af knust glas. Hvad var det? En pigestemme kommer op i mit hoved. Den kommer hver gang jer er bange.

Det er sikkert en morder, der kommer for at dræbe dig! Jeg er sikker. Jeg kan ikke få stemmen væk. Hvad nu hvis den har ret? Hvad nu hvis det er en morder?

Er du bange for at tjekke?

Nej!

Hvorfor tjekker du så ikke? Den er flabet, fordi den er bange.

Hvorfor skulle jeg? Det er sikkert bare nogle det laver sjov. Nogle det har kastet en sten gennem ruden for at skræmme mig.

Er du sikker?

Stemmen har ret. Jeg går stille ud. Mit hjerte banker, og for hver skridt jeg tager, knirker gulvet under mine fødder. Jeg prøver at trække vejret langsomt, men det er umuligt. Min vejrtrækning er let og hurtig. Ilten når knap nok at komme ned i mine lunger inden den er ude igen.

Jeg vidste det! Stemmen begynder at irritere mig. Den går ikke væk før jeg ikke er bange mere, og der går nok lang tid.

Hvad ved du?

Du er bange! Dit hjerte banker i dobbelt tempo, og du kan næsten ikke få vejret. Stemmen har ret. Det er ikke til at holde ud. Jeg er nået hen til min dør og jeg prøver at tage et skridt videre, men der er noget galt. Det er som om jeg ikke kan bevæge mine ben. Jeg mærker pludselig kulden. Den sniger sig ind på mig. En kulde der går helt inde til knoglerne, og fryser hele din krop til is.

Dårlige minder begynder at spille sig for mine øjne. Min lillesøster får diagnosen kræft i lungerne, hun dør kun fem år gammel, min mor får en depression.

Mit hjerte banker stadig hurtigt og jeg kan ikke få vejret. Jeg bliver stille kvalt. Panikken begynder at sprede sig i mit sind.

Hold ud, du må ikke dø! Minderne bliver ved med at komme. Jeg falder fem meter ned og brækker armen, jeg får af vide min morfar er død, morfars begravelse. Jeg kæmper for at skubbe dem væk, men det hjælper ikke. Der kommer flere og flere, og der er intet jeg kan gøre.

Kulden forsvinder lige så brat som den var kommet. Jeg kan bevæge mine ben igen, og trække vejret. Minderne er også væk. Jeg går så hurtigt som jeg nu kan, med bankende hjerte hen mod køkkenet.

Jeg troede lige det var ude med dig! Du må aldrig skræmme mig så meget igen. Forstår du det? Jeg svare ikke. Jeg går bare videre hen mod døren. Den står på klem. Mit hjerte banker lige så hurtigt som en snelavine der falder fra toppen af bjerget til bunden af skoven, men min vejrtrækning er rolig.

Jeg når døren, griber om det iskolde håndtag, så koldt som toppen af Mount Everest. Jeg skubber døren op. En mørk skikkelse står og undersøger kaffemaskinen med stor interesse, som om den aldrig har set en kaffemaskine før.

Hvad er det der?

Den har endnu ikke lagt mærke til mig, så jeg benytter chancen til at se nærmere på den. Mit hjerte er faldet til ro, hvilket er mærkeligt. Jeg burde være rædselsslagen, men det er jeg ikke. Mit hjerte banker stort set lige så langsomt som en havskildpadde på land, og min vejrtrækning er lige så rolig, som en spisende baby.

Skikkelsen er ikke bare mørk, men kulsort. Den er klædt i en slidt sort kappe, som går helt ned og dækker de fødder der burde være der et eller andet sted.

Lad hver med at gå tættere på! Men jeg lytter ikke til stemmen, for jeg er stadig rolig. Jeg tager et skridt frem, og i det samme vender skikkelsen sig om. Som om jeg har trådt på en udløsningsknap. Den kigger på mig, men jeg kan ikke se dens ansigt.

-Hvem og hvad er du?! Råber jeg, men den svare ikke. Der er hverken angst eller panik at høre i min stemme, men da den tager sine hænder op af lommerne springer mit hjerte et slag over. De er tynde og knoglede, deres blågrå farve giver dem et uhyggeligt råddent udseende. Den bevæger stille sine arme op og fjerner sin hætte, så den afsløre sit ansigt. Jeg prøver at skrige, men ingen lyd. Jeg finder mig for anden gang fastlåst i en kulde så kold at den når helt ind til knoglerne. Mine blodåre fryser til is, og jeg kan ikke få vejret.

Dens ansigt er forfærdeligt. Det er den samme blågrå farve som hænderne, og ligner på ingen måde et menneskeansigt. Der er ingen næse, og dens øjne er så små at man kun lige kan se dem. Det værste ved dens ansigt er dens mund. Den er perfekt rund, og den lyser. Bogstavelig talt et skarp lys skinner ud af dens mund. Den står i stor kontrast til alt det mørke. Dens læber er lige så glatte som en marmorplade. Ingen rynker eller revner. Tungen er sort, sortere end sort og krybber sig, ligesom en slange, over de marmorglatte læber. Skikkelsen nærmest svæver over mod mig, men stopper heldigvis op lige foran mig. Den undersøger mig? Den rækker sin rådne hånd ud mod mig, og en stærk duft af Violer rammer mig. Lillys yndlingsblomst. Minder om hende vælter op i mig. Den dag vi tog hende med hjem fra hospitalet. Hendes første skridt. Hendes latter og hendes smil. Jeg har elsket hende lige fra første gang mine øjne landede på hende. Jeg har altid følt mig skyldig over hendes død, det skulle have været mig! Hvorfor var det ikke mig? Men det er mig nu.

Skabningen lukker sin rådne hånd over min mund. Den kvæler mig, og der er intet jeg kan gøre.

Et klart lys breder sig i rummet. Kommer det fra dens mund?

Jeg kan mærke min tid er ved at løbe ud, og det eneste jeg kan tænke på er min mor og far. Nu vil de være helt alene uden nogen børn. Lilly er død, og nu dør jeg også. Jeg hører uret tikke. Tik tak, tik tak din tid er ved at løbe ud, tik tak tik tak.

Noget der ligner støv begynder at hvirvle og former sig som en person. En lille pige. Ved siden af gør en anden bunke af ”støv” det samme. Bunken bliver til en gammel mand med kroget ryg. De vinker til mig, men jeg ved ikke hvem de er. En tredje skikkelse kommer hen ved siden af dem. En skikkelse jeg kun har læst om. Døden. Han har sin le i hånden og han kalder på mig. Pigen og den ældre mand kalder også. Jeg kan genkende deres stemmet. Morfar og Lilly, min lillesøster. Jeg kommer pludselig i tanke om at stemme er væk, og jeg ved hvorfor. Pigen den tilhørte står foran mig. Lilly har hele tiden været hos mig, men på en måde jeg ikke forstår. Jeg rejser mig op og går over mod dem. De byder mig velkommen. Min sidste tanke af mit dødelige liv former sig i mit hoved. Farvel mor, far, mormor og alle i andre der holder af mig. Jeg vil savne jer, men jeg vil altid være en del af jer, ligesom Lilly var en del af mig. Så bliver alt lyst, og universet deler sig i to. Jeg vælger vejen til den spirituelle verden sammen med Morfar, og Lilly, og på den måde efterlader mit dødelige liv.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...