U want me ~ 1D+JB del 4

Harry og Emma har endelig fundet samme, som vi har ventet på i lang tid nu. De passer perfekt sammen, og elsker hinanden ligeså meget, som hvor godt de passer sammen. Emmas familie er med lidt mere i movellaen, da hun begynder at savne dem overdrevet meget. Emma møder endelig også Harrys familie. Det var også på tide, når man tænker på hvor lang tid de har kendt hinanden. Jo mere Emma og Harry er sammen med Niall og Lauras søn, Sebastian, jo mere for Emma lyst til én ligesom ham. Men hvad vil Harry synes om det, når han tror, at Emma fortryder at give Justins barn væk? Vil de overhoved have børn? Og hvad sker der, når Justin og Emma ser hinanden igen? Bliver de glade for at se hinanden eller hvad? Det hele får du svar på, hvis du læser med i 'U want me~ del 3' :D

3Likes
3Comments
878Views
AA

9. Reaktionen

 

Harrys P.O.V:

Jeg var selv helt chokket, da Sarah fortalte sin søster om deres fars død. Fik det helt dårligt da jeg så Emmas læber blive ligeså blege som sin søsters, og hendes øjne løb i vand.

”No! No, no, no, no! This can’t be true!” råbte hun og spændte hendes tænder af raseri, men alligevel løb tårerne ned af hendes kinder. Og der vidste man, at det ikke var fordi hun var vred.. men tvært imod såret.

”When?!” råbte hun sin søster i hovedet, så Sarahs tårer faldt ned fra hendes øjne fordi hun blev forskrækket. Hun havde garanteret heller ikke set hendes søster sådan før. Emma rettede på sig selv, og spurgte igen ”When.. did this happen?” lidt roligere end før. Koldt.

Sarahs ansigtsudtryk så meget bange ud, da Emma kiggede hende hårdt i øjnene. ”WHEN!” råbte hun igen, og smed glasset fra bordet ned fra gulvet, så vi alle rykkede hurtigt på os på grund af chokket.

”Yesterday” hviskede Sarah og kiggede bange på Emma, som jeg tydeligvis ikke kunne kende, hvor hun fældede en tåre.

Af Sarahs svar blev Emma hel stum, og trak sig langsomt fra Sarah, uden at miste øjenkontakten. Liam og jeg vidste ikke hvad vi skulle gøre, så vi holdte os lidt til os selv, og lod Emma reagere som hun ville reagere. Jeg havde stadig ikke helt forstået hvorfor og hvordan det hele skete. Jeg havde bare ondt af dem begge.

”Yesterday?” spurgte hun hviskende, uden at udtrykke nogen følelser.

”Why didn’t you tell me?” spurgte hun igen gennem sine spidsede tænder og fældede på samme tid en tåre, uden blikket faldt fra Sarahs.

”Because you were drunk Emma. And I wanted to tell you this morning but Harrys scars for the fight were obviously more important” fyrrede  Sarah irriteret tilbage på Emma, så hun fældede en til tåre.

“Oh my god.. I was drunk. Why didn’t I listen? I am such an idiot!” råbte hun mens hun tog sine hænder frustreret på hovedet, og kiggede grædende rundt. Jeg havde virkeligt ondt af hende. Jeg havde aldrig set Emma så ked af det før. Var det sådan hun havde det da hendes tvillingbror dødede?

”I can’t go through this again. I can’t, I can’t, I can’t..” hun tog sin hånd på sin mave, og undlod nu alle sine tårer fra hendes sårede øjne, mens hun satte sig ned på gulvet og bare græd ud.

”Emma..” sagde jeg så afslappende som muligt, og placerede min hånd roligt på min kærestes ryg, der dårligt nok kunne få vejret af at græde.

”Don’t touch me!” udbrød hun da min hånd rørte hendes kolde hud. Jeg gik forskrækket tilbage, som om hun var farlig, da jeg så ind i hendes døde øjne. Der var ikke noget liv tilbage. Ikke noget følelse. Bare vand. Hvor var Emma?

Jeg følte mig ubrugelig når ikke engang min kæreste ville have mig trøste hende, så mine øjne var nu fyldt op med vand, fordi jeg ikke kunne genkende kvinden i mit liv.

Jeg veg forskrækket mit blik op mod Liam, som tog sin hånd op til sin mund og kiggede væk fra Emma, da jeg kunne se, at han ikke kunne klare at se hans bedste veninde være i den tilstand. Mens Sarah bare kiggede ned i bordet hun sad ved, og fældede nogle vanddråber fra hendes blå øjne.

”I.. I have to uhm.. I have to go” mere sagde hun ikke, inden hun gik ud på et af de toiletter vi aldrig brugte. I starten stod vi bare chokket tilbage men sagde ikke noget, hvor vi lige så stille kunne høre Emmas gråd. Hun begyndte lidt efter at skrige og råbe, hvorefter vi hørte ting smadre og vælte. Hvorfor skulle det lige ske nu? Ikke fordi hendes far skulle dø på et andet tidspunkt, men fordi hun havde i forvejen så meget at tænke på. Hun havde lige gået igennem et ’brake-up’ og en masse drama med Justin og jeg. Plus hun havde lige været på hospitalet med mig fra den slåskamp jeg havde været i med Justin. Hun havde allerede været igennem det her før med hendes tvillingebror. Hun havde ikke fortalt os meget om det, men nu forstår jeg hvorfor. Hun ville ikke snakke om hvordan hun var, da det ville bringe op nogle forfærdelige minder. Hun havde det hårdt nok. Dengang havde hun ikke mange mennesker omkring sig, og nu har hun alle os, og sine fans, så jeg håber med deres og vores støtte, at hun kan komme igennem det hér. Nu har hun så mange til støtte, så jeg håber det vil hjælpe..

 

Emmas P.O.V:

Jeg har aldrig oplevet en lignende smerte siden min bror døde. Men den hér smerte er anderledes. Min brors død var tom. Jeg var tom. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Mine forældre blev ved med at sige, jeg var i chok, men jeg vidste det ikke. Jeg kunne ikke føle noget. Mærke noget. Intet. Som om jeg var død, men levende på samme tid. Jeg havde jo mistet min anden halvdel.

Han var min bedste ven, det mest kærlige menneske jeg har mødt.. min bror. Han betød, og betyder stadig så meget for mig. Jeg kan ikke huske så mange minder med ham, jeg kan bare huske jeg var sammen med ham hele tiden, og kunne ikke blive adskilt med ham. Min far.. min far plejede at fortælle, at i børnehaven prøvede de voksne at skille os ad, ind på forskellige stuer, da de troede det ville være sundt for os, men vi holdte bare fast i hinanden og ville ikke lade gå. Vi var så tætte, at vi ikke kunne skilles. Vi var med hinanden overalt, og fortalte hinanden alt.

Jeg kan huske, at jeg nød at være sammen med ham, og bare lytte til hvad han sagde. Han snakkede altid så meget, mens jeg bare iagttog ham. Han gjorde en speciel ting med sit øje, så han hele tiden blinkede, uden han kunne styre det. Det var en sygdom han havde. Han havde så mange. Sukkersyge, ADHD, OCD, og en masse andre allergier og lignende som jeg ikke engang kendte til. Så var der den han døde af. Jeg ville ikke vide hvad sygdommen hed, da jeg ville undersøge alt om den og ikke gøre andet, end at finde ud om mere om hans død. Men mine forældre sagde bare, at hans hjerte voksede for hurtigt til hans krop, så det var for stort. De sagde hele tiden at han havde et for stort og godt hjerte, så derfor kunne han ikke leve mere. Det var ligesom børneudgaven af det, men jeg vidste at det var meget værre end det lød. Jeg gad bare ikke vide den rigtige grund til det, ellers ville jeg have det så meget værre.

Efter hans død havde jeg ikke gjort noget i over en uge. Bare ligget i sengen og kigget op i loftet, hvor der hang en tegning som han har tegnet til mig. På tegningen havde han tegnet ham og jeg. Vi var tegnet som tenstikke mennesker, der holdt i hånden, men det var den bedste gave jeg nogen sinde havde fået.

De dage spiste jeg ikke noget, eller sov. Jeg lukkede øjnene et par gange, men opfattede ikke at jeg sov, da mine mareridt var ægte. Der var et par gange hvor jeg gik på toilettet, det burde jeg have gjort. Kan bare ikke huske det…

Efter ugen var slut, begyndte jeg at drikke vand og fik noget mad. Ikke meget men nok til at jeg kunne overleve. Det var nødvendigt, hvis jeg skulle forblive i live. Selvom der ikke var meget liv tilbage i mig.

Fire måneder efter, fik jeg besked på at jeg skulle i skole. Jeg havde ikke snakket meget de fire måneder, kun sagt ’ved ikke’. Jeg behøvede ikke at sige ja eller nej, da jeg bare kunne nikke eller ryste på hovedet. Men da jeg var kommet i skole, og trådte ind i klassen, så jeg Laura. For første gang. Hun var ny i klassen på det tidspunkt, men jeg husker hende som rigtig irriterende. Vi gik i femte klasse, så vi var ikke så gamle.

Jeg husker bare, at hun var rigtig populær, da alle drengene ville have hende, fordi hun havde flot naturligt blondt hår. Jeg snakkede ikke med hende resten af året, men jeg kunne ikke holde hende ud. Jeg snakkede ikke med nogen resten af året..

Da sommerferien sluttede og vi gik i sjette klasse, satte jeg mig ind i klasselokalet, og ned på min plads. Jeg havde ikke siddet der, hvis jeg vidste Laura ville sætte sig der.

”Hej” husker jeg hende sige, men jeg ignorerede hende bare. Jeg gad ikke høre på nogle sige hvor ondt de har af mig, på grund af min brors død. Det havde jeg hørt alle jeg mødte sige, og var træt af det. De var jo inderst inde ligeglade, for det ragede ikke dem. Derfor holdte jeg mig til mig selv. Men overraskende nok, begyndte hun at snakke om, hvor dum jeg havde været til hende, selvom jeg slet ikke havde snakket med hende. Og på den måde begyndte vi at diskutere. Uden jeg overhoved lod mærke til, at jeg talte med hende mere end jeg havde snakket hele året.

Fordi lærerne så hvor meget jeg talte til Laura, begyndte de at sætte os sammen i grupper, når vi skulle lave noget. Ren tortur for mig. Men på en eller anden måde, begyndte jeg at kunne lide Lauras attitude, hvor vi lige så langsomt begyndte at have det sjovt sammen.

Uden vi lod mærke til det, var vi sammen hver dag uden at skændes. Og jeg begyndte at nyde hendes selskab. Og ligeså stille kunne jeg være mig selv. Fordi jeg var sammen med Laura, kunne jeg glemme alt om min bror, da hun havde erstattet ham. Jeg siger ikke at nogle kunne erstatte ham, men hun gjorde det overraskende godt. Hun blev min anden halvdel, og var grunden til jeg ville stå op om morgenen. Ligesom min bror.

Min første kæreste var i 9. klasse. Han var idioten alle snakkede om. Jeg var egentlig ikke forelsket i ham.. langt fra, men vi var kærester, fordi han var den eneste bortset fra Laura, der så på mig for den jeg var, og havde ikke ondt af mig, på grund af det med min bror. Selvom jeg gik i 9. klasse, var jeg stadig kendt for pigen der mistede sin bror. Derfor fortalte jeg ikke Harry og Justin om Emanuel (Min bror). For jeg var bange for, at de ville have ondt af mig. Jeg havde brug for, at de lærte mig at kende inden jeg fortalte dem om ham.

Men nu var det ikke min bror, det var min far. Den sidste mand i mit liv. Bortset fra Harry. Men han var min far. Han er.. var et så godt menneske, og kunne ikke klare at komme til hans begravelse. Det var sikkert. Selvfølgelig ville jeg komme, jeg tror bare ikke mit sorte hul i maven vil forsvinde på grund af det.

”Emma?” jeg kom tilbage til virkeligheden, da Harrys beroligende stemme ramte mit øre, og bankede efterfølgende på døren til badeværelset. Jeg havde låst døren, og sad på gulvet i hjørnet, mens jeg holdte om mine ben der var helt oppe ved mit bryst, og bare kiggede ned i gulvet, med et smadret spejl udover hele gulvet. Alle mulige andre ting var også smadret, og for et øjeblik var jeg i tvivl om hvem der havde smadret det. Men da døren var låst, og jeg var den eneste i rummet, fandt jeg hurtigt ud af det. Jeg havde slet ikke opfattet, at jeg havde gået amok på alle tingene. Håbede jeg begyndte at glemme ting jeg lavede. Som for eksempel, at glemme min fars kommende begravelse nu hvor jeg vidste at det ville blive forfærdeligt..

”I’m sorry you have to go through this.. Again. I can’t imagine how it must feel like losing.. your brother and father. Can you please open the door. I want to be there for you” jeg kunne høre på hans skrøbelige, rystende stemme at han græd, men hvorfor? Jeg ville ikke have at han skal have ondt af mig, ingen skal have ondt af mig, for inderst inde er de ligeglade. Det rager ikke dem. Kun Laura kan få mig til at føle normal igen. Lige nu føler jeg alt og ingenting på samme tid. Alle følelser, som vrede, sorg og alt andet, kan jeg føle, men kærlighed? Det vigtigste af det hele, kunne jeg ikke føle. Kærlighed var der ikke. Jeg kunne ikke mærke kærligheden fra Harry, når han siger han vil hjælpe mig. Eller Sarah, eller Liam, ingen. Jeg kunne ikke få kærlighed. Eller ville jeg bare ikke tage imod den?

 

Harrys P.O.V:

Noget tid efter, hvor jeg bare havde stået lænende op af væggen ved siden af døren, hørte jeg nøglen fra den anden side, dreje om. Jeg stillede mig op, væk fra væggen og gik foran døren, hvor jeg så Emmas blege ansigt, med hendes øjne helt røde af den mængde vand der var kommet ud fra dem. Da jeg kiggede dybt ind i dem, var det svært at se det blå i hendes øjne, da alt livet var væk.

”Call Laura” var det det jeg hørte hende sige? Hendes stemme var så svag, at det var svært at høre hvad hun sagde. Hendes tørre læber bevægede sig næsten heller ikke, da alt hendes energi var brugt op. Jeg nikkede en gang, og hev min mobil op af lommen, og gjorde hvad hun bad om.

Jeg nåede lige at kigge engang omme bag hende, hvor jeg så alt var smadret. Spejlet på væggen, lå nu udover hele gulvet, og alle toiletsagerne lå kastet rundt omkring, mens badeforhænget, og stangen, lå nede i badekarret. Glaslågen til brusekabinen lå sammen med spejlet, rundt omkring på gulvet, men tænkte ikke det mindste på pengene, kun på Emma. Det hér måtte være noget af det sværeste hun har været igennem. Og jeg tør næsten ikke fortælle hende hvad hendes far døde af..

”Laura you need to come to the Penthouse.. Emma needs you. It’s important” sagde jeg i en alvorlig toneart da hun tog telefonen, og lagde efterfølgende på, da jeg vidste at hun ville adlyde.

Emma stod lænet op af dørkarmen, og bare kiggede dødt ligeud, og ud af vinduet foran døren.

Jeg hadede at se hende på den måde, og ville gøre noget for at hun kunne få det bedre. Jeg hadede at jeg ikke var den der kunne få hende til at få det bedre, men hvis Laura kunne få hende tilbage til Emma, så var jeg tilfreds.

Jeg rakte min hånd ud, og kiggede på hende for at være sikker på at hun havde set mig, så hun ikke skulle flippe ud igen, hvor jeg placerede min hånd på hendes skulder. Da ingen reaktion kom fra hende, tog jeg min anden hånd rundt om hende, og løftede hende ligeså stille op i mine arme. Jeg kunne dårligt nok mærke varmen i hendes krop, da hendes hud rørte min, og bar hende ind på vores værelse, og ned i vores dobbeltseng.

Når hun endelig lå ned, trak jeg dynen over hendes krop og gav hende efterfølgende et kys på hendes kolde pande. Det var ligesom om hun sov, bortset fra hendes øjne var åbne, og hun dårligt nok blinkede.

”You’re going to get through this.. I love you” hviskede jeg til hende mens min øjne stadig var helt våde af at se hende sådan, og kørte en hånd over hendes kolde kind, men fik absolut ingen reaktion fra mit livs kærlighed..

…………………………

Ikke særlig lang tid efter hørte vi hoveddøren åbne, og Lauras stemme sige ”Where is she?” bekymret. Jeg lå ved siden af hende i sengen, og havde ikke forladt hende, men bare kigget på hende der havde sit blik fastsat i loftet. Som om hun kiggede på noget specielt.

”In Harry’s room” hørte jeg Liam sige, og kunne forestille ham pege herhen. Jeg kunne straks høre Lauras fødder løbe nærmere, og undrede mig om Emma hørte efter.

”Oh god!” da døren åbnede stoppede Laura op, og så på hendes bedste veninde bare ligge i sengen.

”Laura?” en hviskende, nærmest hvinende lyd forlod Emmas tørre læber, da hun hørte Lauras bekymret stemme.

Det overraskede mig at der overhovedet kom en lyd ud fra Emma, da jeg havde prøvet at snakke til hende i snart en time uden en reaktion.

Oven i købet flyttede Emma sit blik fra loftet og hen på Laura, hvor hendes tårer igen kom frem. Laura sagde ikke noget, hun satte sig bare på sengekanten, og gav Emma et kram, mens hun græd ud i Lauras arme. En smule jaloux blev jeg, da Laura kunne få hende til at føle på ingen tid, mens jeg havde prøvet i timer uden hun overhoved bevægede sig. Men jeg var glad for, at Emma overhoved viste noget følelse.

Jeg var ikke engang sikker på om Laura vidste hvad der var sket, men hun kunne vel se at der var sket noget lignende med sin bror, da Laura havde oplevet det før.

Under Emmas gråd forklarede hun noget på dansk, som jeg ikke kunne forstå, men det var nok bare hvad der var sket. Jeg kunne se Laura blive påvirket af Emma have det så dårligt, og så en tåre glide ned langs hendes kind.

”Can you please get some water?” mimede Laura med munden til mig, og jeg adlød.

Jeg gik ud af rummet og ind i køkkenet, hvor jeg fandt Liam stadig trøste sin kæreste. Jeg gik stum over til skabet og tog et glas ned fra hylden, og under den kolde hane. Jeg undrede mig, om jeg skulle tage noget varmt vand, så det kunne varme Emma. Men det var bare en dum urealistisk tanke.

Jeg stoppede med at hælde vand op i glasset, og satte det ved siden af vasken uden at give slip, hvor jeg tog min hånd til hovedet, og lod mig selv græde ud. Jeg prøvede at gøre det lydløst, så Sarah og Liam ikke skulle høre det. Selvom vandet stadig løb, kunne man godt høre mine snøft overdøve. Der vidste jeg, at jeg havde deres opmærksomhed.

”Do you think she will be okay?” spurgte jeg dem og drejede mit hoved en smule over mod dem, men kiggede ikke på dem, da det ville afsløre mine røde øjne.

De svarede ikke, så derfor vendte jeg mig om for at kigge på dem, og var ligeglad med at de så hvor ked af det jeg var ”Answer me.. honestly”. Min stemme knækkede, så en tåre gled ned af min kind.

Jeg kiggede hen på Sarah som endelig åbnede hendes tørre mund, og sagde ”Last time.. When our brother died.. She got better after a year when she met Laura”. Et år? Hvad ville der ske? Skulle jeg vente et år for at få min elskede tilbage? Hvad hvis jeg ikke kunne? Hvad så?

”But now when she is here with her.. And you and us and Justin are here with her. I think she’ll be fine soon” sluttede Sarah af, og kiggede med våde øjne på mig.

En lettelse røg over mig, men kun en lille en. Nu var det eneste jeg kunne gøre var at være der for hende, og håbe at hun snart ville få det bedre. Håbe..

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...